Viggo og Benedicte Aidt

Erindringer

Klik på et billede for at se en forstørrelse.



Viggo Aidt

12.VII 1901 - 10.XII 1987

Med Benedicte Aidts supplerende
tilføjelser om adskillelsen i 1945-45

&

Benedicte Aidt

28.II 1904 - 4.III 1980

Barndoms-erindringer

 

Fortalt til børnebørnene
og dem, der fulgte efter


 


Bogen med Viggo og Benedicte Aidt er på knap 400 sider. Herunder gengives de første afsnit, som omhandler Barndommen (1901-1914) og Ungdoms-tiden (1914-19).

De resterende afsnit omtales som kort referat, dog med særlig fokus på begivenheder og personer med tilknytning til Aidt sogn og omegn.
Det kan varmt anbefales at anskaffe eller låne bogen, som kan bestilles på biblioteket som fjernlån.

Ole Dalsgaard Jensen, Kastrup, september 2009


Bogens Forord

af sønnen Finn Aidt (1933 Aug 16 -> )

Viggos tekst blev indtalt på gamle spolebånd i begyndelsen af 1970erne, især i vinteren 1972-73 i huset, yderst på sydsiden af Vejle Fjord. Viggo havde netop fået en god og let håndterlig båndoptager af sine fire børn - Finn, Bente, Leif og Sven - i 70-års fødselsgave.
Benedicte har indtalt sine oplevelser af den tid under krigen, da de var adskilte. Nogle af jagthistorierne, ligesom andre tillæg, der følger bagest i bogen, er indtalt i Risskov i 1980 og 1985.
Sven kopierede originalbåndene til sine søskende, og det var takket være dette store arbejde, at ideen med at udskrive båndene opstod.

I forbindelse med Benedictes barndoms-erindringer bag i bogen har jeg skrevet et lille specielt forord til dette. Og til sidst har Leif - med hjælp fra Bente - tilføjet et afsnit om Benedicte i perioden 1918 til 1930. Billederne er hentet fra såvel min egen som Bentes, Leifs og Svens fotosamlinger.

Viggos talesprog er nedskrevet i vinteren 2001 - 100-året for Viggos fødsel - og er så vidt muligt holdt uændret i skriftsproget.
Igennem de tre-fire måneder det varede at udskrive båndene, havde jeg mange, mange nætter til klokken fire og fem og morgenen, ikke mindst på grund af de spændende beretninger i bogen. Nogle af dem så stærke og rørende, at tårerne har trillet ned ad kinderne, både af grin og af det modsatte, når jeg havde hørt, skrevet og læst dem.

Tekster i [parantes og kursiv] er redaktionelle tilføjelser.
Tak til Leif og Lars, der har læst korrektur på bogen. Tak til Linda Horowitz for fin og nænsom retouchering af de gamle billeder, og især en stor tak til Mik for energisk hjælp med hele bogens layout og tryk.

Finn Aidt, Risskov, april 2001


"Henfarne slægter i landets marv

sig ej fornægter. Bevar din arv"
 

                              Johannes V. Jensen


Farfars indledning

Nå!! Mikael og Pernille og Naja og Ursula og Toke og lille Lone. Kan I så sætte jer ned, så skal jeg fortæller jer et eventyr.
Eller i hvert fald en historie. Det bliver ikke et eventyr om prinsesser og hekse og trolde, sådan som I plejer at forlang; men det bliver om en lille dreng, der hed Viggo, og han er jeres gamle farfar, da han var lille.
Og der kommer mere end det...!


 

Barndommen 1901-14

(side 9 - 36)

Fra Borre til Aidt Se, det aller-allerførste jeg kan huske, det er en tur, som min far og mor trak mig i en slæde. Jeg er født i 1901 midt om sommeren - og det skete halvandet år efter i juleferien. Min far var lærer i Borre - det er en lille landsby i Vejerslev, i Aidt og Thorsø kommune - og der havde han været lærer en del år. Men det var det, man kalder et lille lærerembede.
Nu var vi jo blevet tre børn, og vi havde pige til at hjælpe min mor, så det kneb med at få budgettet til at køre rundt. Men så blev der et embede - et større embede - ledigt i Aidt, og det ville min far så søge.

De havde åbenbart ikke kunnet komme af med mig, for jeg var med på turen, og jeg blev altså trukket i en lille slæde rundt i landsbyen til de forskellige gårde, hvor vi skulle ind og snakke med de mennesker, der havde med ansættelsen at gøre.
Den tur kunne jeg skildre flere år efter for mine forældre, der sagde... - ja, det var altså den tur, og det vil altså sige, at jeg kan huske helt tilbage til jeg var halvandet år.

Det første fotografi

Når jeg så tænker over, om der er andre ting, jeg kan huske, så bliver den næste ting vistnok dette, at mine to søskende og jeg skulle fotograferes. Og det fotografi har vi siddende i albummet. Jeg sidder med en lille kladre-kølle, og jeg har vel været mellem to og tre år, så vidt jeg kan se på billedet. Jeg husker det, fordi jeg var så forfærdelig bange for fotografen.
Han havde sådan en pind, der stak ud af apparatet, og så gik han ind under et stort sort klæde. Jeg var bange, at han ville skyde mig, og jeg sad og knugede min lille kladre-kølle.
Han skød mig nu ikke - i hvert tilfælde kun med blitz - så vi kom heldigt over det, og vi har altså fotografiet endnu. Det er nok taget, dat jeg var to og et halvt år gammel.

Den tredje ting jeg kan huske langt tilbage - der har jeg formodentlig nok været over tre år, i hvert tilfælde mellem to og tre år... - da, gik min søster og bror og spillede krocket med to kammerater, og jeg kan huske, jeg var i sådan et par strikkede bukser, der åbenbart var sat fast med sikkerhedsnåle. Jeg kunne i hvert fald ikke selv få bukserne af.
Og så blev jeg meget trængende til noget stort, og jeg plagede min søster og min bror for at de skulle hjælpe mig. Men de hjalp mig ikke. De var så optaget af at spille krocket, og til sidst blev trykket for højt, og så gik der altså noget i bukserne, og først da jeg græd over det, kom min søster og hjalp mig ind, og vores pige - Mette hed hun vist - blev kaldt frem, og hun var jo ikke glad for dette her.

Og mens hun ordnede mig ude i bryggerset - et sted, som man i gamle dage bryggede øl i, men som vi altså vaskede storvask i - der var en gruekedel derude - så skældte hun mig ud, det gjorde Mette, og jeg var frygtelig flov over det hele:
Men jeg blev da vasket, og tøjet blev vel også vasket, og jeg kom i rent tøj. Og så husker jeg for øvrigt ikke mere om den ting.

Det var de tre første ting, jeg kan huske.

Fisketur og regnvejr

Da jeg var en tre-fire ar gammel - det må jeg vel nok have været - så skete der det, at... - ja, jeg har maske været godt og vel fire ar - at min familie, min far og mor og børnene, og dyrlægen og hans kone og børnene, vi drog på fisketur ned til bækken. Og der fiskede vi jo så, og vi havde madkurve med, og vi spiste i høstakkene - det har været der efter hø-slet, der var for øvrigt heller ikke til at gå i engene før på den tid, for de var jo oversvømmet, mens græsset groede.

Dér husker jeg slutningen af turen, for da kom min far hen og spurgte, om jeg havde fanget noget. Det havde jeg ikke. Så sagde han: "Nu skal jeg hjælpe dig," og så hjalp han mig at kaste min snøre over i den modsatte side af bækken, så den gled ind under en brink, og haps! så gav det træk i fiskestangen, og så sagde min far: "Træk nu til!" og jeg trak af alle mine livsens kræfter højt op i luften, og langt ind over engen trak jeg en dejlig ørred.
Det var min første ørred i min barndoms bæk, men det blev skam ikke den sidste. Det skal I høre om senere.

Der var en ting tit fra den historie: Da vi gik hjem, og vi skulle skynde os og hjem, fordi det trak op tit regnvejr - der ved aftenstid - da gik dyrlægens søn Oluf, som vi tit daglig kaldte Bosse - min bedste legekammerat igennem barndomsårene... og vi har lavet mange, mange sjove ting sammen! - da gik vi og filosoferede over, hvor regnen kom fra, og han sagde et eller andet mærkeligt ...han fortalte om, hvordan det nok gik til, men det troede jeg ikke rigtig på.
leg sagde: "Næh," - jeg snakkede jo jysk - ''A trower no snorer' det' Wor Herre, dæ skyller bryggersgulv".
Det havde jeg jo set, når de vaskede storvask, så skyllede de gulvet bagefter med store spande vand, så det flød og løb ned i kloakken.

Den historie gik forældrene jo bagved og hørte på, og der var de meget. .. ja, den morede de sig meget over, og derfor fik jeg jo at høre adskillige gange, at "nu skyller Vor Herre nok bryggersgulv;' når det skulle til at regne.

"A lawer worm"

 Da jeg så blev noget større, mellem fem og syv år, så begyndte jo legetiden rigtig udenfor. Ja, der var jo da forresten en leg, som ligger helt tilbage til tre-fire års alderen, den skal I da også høre om:
Pigen havde været ude og købe smør, margarine og nogle andre sager, og det var blevet lagt inde på bordet i køkkenet, og jeg var udenfor og rage i noget pløre, noget mudder, og så havde jeg listet mig ind, og da kunne jeg lige nå op og få fat i den her pakke smør, og den synes jeg var dejlig.

Jeg tog den med ud og pakkede ud, og så stak jeg hænderne i det - og så sad jeg og trykkede smørret ud - eller magarinen ud - imellem fingrene, og mens jeg sad sådan, så kom min mor jo, og hun var jo forfærdet over, hvad der var sket:
"Hvad laver du, Viggo?!!"
[Viggo tilføjede som fin og fængslende historiefortæller ved senere familiesammenkomst-middage: "Jeg svarede lakonisk min mor: 'A lawer worm!" "]

Hun for ind med margarinepakken for at redde, hvad reddes kunne, og jeg kunne jo nok se, at den var ikke så god, for jeg listede lige så stille af sted. Jeg var i små træskostøvler, som man jo brugte på landet dengang, og var smuttet ind i soveværelset. Jeg havde trukket sengetæppet lidt til side, og der var jeg så kravlet ind i min mors seng mellem lagenerne under dynen.
Og da smørret eller margarinen nu var reddet, så skulle min mor jo til at finde mig, for jeg skulle jo have en afstraffelse for det, at jeg havde lavet sådan noget, og så kunne hun ikke finde mig. Hun ledte højt, og hun kaldte her, og hun kaldte der - og pigen kaldte - og de ledte alle vegne, og de kunne ikke finde mig, så min mor var ved at blive helt ængstelig for mig over, hvad der måske kunne være sket med mig.

Men så kom hun ind igennem sovekammeret, og der så hun ind under dynen. Der var mørke, men dér så hun et par øjne, der luede, og så kunne hun jo nok regne ud, det var mig.
Hun rev dynen op, og det så jo farligt ud, for mine snavsede træskostøvler, de havde jo svinet det hele til. Men hun fortalte mig sidenhen, at hun gav mig ingen smæk, for hun kunne ikke lade være at grine af hele det syn, dér med de her to katteøjne, der stak frem inde i mørket.

 Legetøj og fødselsdag

Men det var som sagt der ved fem-seks-syv års alderen... - da var det jo legetøjet, det gik på. Vi legede forfærdeligt godt sammen, og det var med meget, meget primitive legesager.
Vi legede mest med køer og heste. Og køerne og hestene, det var sådan et passende tykt stykke brænde, som vi havde skåret en lille rids i, sådan at der kunne bindes en snor omkring, så vi kunne trække køerne på græs nede på grøftekanten.
Og stalden, det var to mursten, der var stillet op, og der kunne køerne så trækkes ind og stå imellem dem. Det kunne vi få mange, mange timer til at gå med.
Vi fik jo ikke legetøj, sådan som man får nutildags; alle mulige dejlige sager. Men vi legede udmærket godt med det der.
Det kan godt være, at I ikke ville synes, at det var så morsomt, som vi syntes.

Når der var fødselsdag, så var der jo gerne stort gilde, og det gilde, det blev - dengang at jeg kom i skole - holdt for den klasse, jeg gik i.
Så blev skolebordene stillet sammen imod hinanden i en lang række, og der blev lagt hvidt dugepapir på, og så blev der serveret chokolade og fødselsdagskringle for os der.

Og dér var en lille sjov ting, som I måske ikke kan more jeg så meget over, som jeg har gjort:
Der var en pige, som hed Signe. Hun var sådan lidt genert, og pigen i huset skænkede chokolade op ved den ene side af bordet og min mor ved den anden - og så var pigen [i huset] vist nok ude og hente ny chokolade, og Signe hun troede, at det var pigen, der skænkede op, og hun sagde nej tak, lige så stille: "A ská et' ha', næj tak", og det kunne min mor ikke høre - hun skænkede så i, og koppen blev mere og mere fuld.
Til sidst så råbte Signe: "Hol! bol! bol! - A trower te' do æ tåbeli'!" og så vendte Signe hovedet og så, at det var min mor, og så blev hun så flov og så rød i hovedet; men alle vi andre ved bordet, vi morede os kolossalt over det der.

Hvordan så skolen ud?

Den gamle skole
(før 1914)

Så legede vi også med dyr. Vi fik lov, min søster og jeg, at holde kaniner, og kaninerne, de stod omme bag ved et udhus.
Skolen... det var en gammel skole med et meget langt hus. I den østlige ende var en entré, hvor børnene havde plads til deres træsko og deres tøj. Og næst efter den kom skolestuen.
I væggen ind imod privatboligen, der var en lille dør ind til min fars kontor, så han kunne gå lige inde fra sine stuer og ind i skolestuen. Efter hans kontor kom en stor spisestue, efter den kom køkkenet. Efter det kom spisekammeret og en dør ud til bryggerset, der lå med spisekammeret ved den ene side og børnekammeret ved den anden side.
Og så går vi baglæns fra børnekammeret - efter det kom mine forældres soveværelse, og efter det en meget stor stue, vi kaldte den pæne stue. Efter det kom der en entré, og så var huset altså ikke større.

Men der var én bygning til, næsten lige så stor og lige så lang. Den lå ikke bygget sammen med skolen; men der var en lille smøge ind imellem dem, og så gik den vinkelret på skolestuen. Skolens bygning og privatboligen lå i øst-vest, og den her udhusbygning, den lå altså ved den østlige side, og så gik den syd-nord.
Der var kostald og grisestald og roehus og lade og vognport, og i den allernordligste ende var der et tørvehus til de tørv, som skolestuen skulle fyres op med, og de tørv som vi fyrede med. Der var også plads til brændsel, altså træbrændsel.

I den tid jeg var lille, da var der en forpagter af skolejorden, som havde kreaturer og grise og heste; men da jeg var halvstor, så blev jorden solgt fra til denne forpagter, det var en købmand Madsen - og så stod hele udhuset tomt.

I den sydligste ende i gavlen, dér blev der lavet en række wc'er til børnene, som gik i skole. Og udenfor - bag ved den gavl, der hvor wc'erne var - der var møddingen, som nu ikke blev brugt mere, fordi der ikke var dyr. Men møddingsstedet var der stadigvæk.

Ja, her i denne skole gik jeg jo så i skole de fleste af mine år, indtil den ny skole blev bygget i 1914. Der gik jeg det sidste år.

De første skoleår

 

Min mor fortæller, at dengang hun vækkede mig, og jeg skulle op og i skole for første gang, så erklærede jeg, at "A wil møj hel´re konfirmeres". Jeg holdt ikke rigtigt af det her skoleværk. Og det var heller ikke særlig spændende... - ja, det var det for så vidt nok, for jeg havde gode dage, det var nemlig sådan, at skolevæsenet var indrettet sådan, at der var en lærerinde med en forskole, og så havde min far altså hovedskolen.
Lærerinden hun havde dem, som kom i første klasse for sig selv i én klasse, og de to næste årgange i den næste klasse. Og så kom de fra pogeskolen over på hovedskolen, hvor de gik to år i tredje klasse - og to år i fjerde klasse, og det blev i alt syv år.

Men dengang, da min bror skulle i skole og over til lærerinden, så blev han sendt hjem samme dag. Han kunne nemlig både læse rent og regne, og han var meget dygtigere end nogen af dem derovre, så han blev sendt hjem til far med den besked, at hun ville ikke ha´ham i skolen, det kunne ikke nytte noget.
Og det gik min søster akkurat ligesådan: Hun var derovre den første dag, og hun var også for dygtig. Hun blev også sendt hjem - og så blev jeg slet ikke sendt derover, skønt jeg var slet ikke for dygtig, for jeg kunne ingen verdens ting.

Jeg havde ikke studeret på bogstaver og sådan noget, jeg havde bare passet mit legeværk. Og det havde til følge, at jeg så gik ind i tredje klasse, det vil sige fjerde og femte klasses børn.
Og da skolen var aldeles overfyldt, men far havde faktisk over fyrretyve børn, sommetider op imod 50 i hver klasse - så kan I nok forstå, at min far kunne ikke få tid til at sidde og stave med mig - og I kan også nok forstå, at han var for træt til at gøre det bagefter, efter skoletid, så meget mere som at han også havde aftenskole, og han havde sangkor, og han havde foredragskreds, og han var meget, meget ude i befolkningen, når der var bryllupper og begravelser og konfirmationer og barnedåb, og lignende.

"A wille møj hel're konfirmeres" Mine forældre blev inviteret umådeligt meget ud til befolkningen, så min far kunne slet ikke komme over at læse med mig - og mine søskende de havde ikke lyst til det. Og min mor og pigen havde heller ikke - de havde vel nok for travlt til det - så jeg sad derinde... og det meste jeg lavede var, at jeg sad og tegnede. Og det havde jeg det jo meget hyggeligt med.

Først dengang, da jeg havde gået tre år i skole, så kom jeg ind sammen med de børn, der havde samme alder som mig. Men de havde jo lært en masse, og jeg havde ingenting lært, så derfor gik det småt med det her læsen. Men jeg fik da lært at læse og skrive og regne, inden jeg kom ud af skolen og blev konfirmeret.
Jeg tror nok, at jeg var en hel del ordblind, så vidt som jeg nu kan bedømme det, og det har jo ikke gavnet heller. Nu er det jo sådan, at ordblindheden tit forta´r sig der i overgangsalderen - og det har den jo nok også gjort hos mig, ellers havde jeg nok ikke kunnet klare at komme på seminarium og tage min lærereksamen.
Men "A wille møj hel´re konfirmeres"! - og dengang jeg kom ud af skolen, da var det akkurat det samme: jeg havde ingen lyst til at læse og blev derfor heller ikke sat til at læse, næh, jeg havde lyst til at komme til landbruget.

Og det kom jeg da også.

Til præst og ålekroge Jeg gik til præst ovre i Vejerslev. Der er fem kilometer, og vi 'præstebørn' vi cyklede derover. Det var hos en pastor Danneman Jensen. Og det som optog mig måske mere end selve belæringen ved præstegangen, det var, at når jeg cyklede derover - eller rettere aftenen før - så stillede jeg nogle ålekroge ud i nogle mergelgrave, der var lige ved siden af bækken.
De mergelgrave, de var fyldt med ål. Når jeg så tog hjem fra præsten, så tog jeg over og røgtede mine ålekroge, og der var tit mange ål på. Dejlige fede og store ål, som vi så fik til middag.
Dyrskue og grisen Glargaard og andre dyr

 

Så gik jo altså tiden, og i hele min skoletid blev jeg ved med at lege, så snart jeg kunne komme af sted med det. Og jeg havde meget for. Jeg samlede byens drenge, og vi lavede en spejder trup.
Vi fik en gammel barnevogn foræret et sted, og dér tog vi kalechen af og vognen af, så vi kun havde hjulene - og vi fik akslerne lavet længere, så der kunne blive en bredere vogn. Den lagde vi så fjæl hen over, og så havde vi en pragtfuld vogn til at tage ud med vores spejdersager på: Et telt, som vi syede ud af sække samt teltstænger. Og på ryggen havde vi en gær pose. Det var en pose, der var dobbelt så stor som to kollegiehæfter lagt ved siden af hinanden - nej, ikke som to, men dobbelt så stor som ét kollegiehæfte! - sådan en lille lærredspose, som bageren fik gær hjem i. Dér kunne vi altid få gær poser nede hos ham.
Vi bandt en snor i hver side, og så blev den hængt over rygge, og så havde vi vores madpakke med i den, og så drog vi på spejder tur, og det var jo meget morsomt.

Men vi havde også mange andre ting for. Vi lavede gymnastik og vi lavede dyrskue for hunde og for katte. Og det trak vældigt folk til. Vi havde jo så lavet nogle fine præmier, som blev malet og hængt om kattens og hundens hals, og der var jo entré, så vi fik et stort overskud ud af det. Og det var meget morsomt, og det morede befolkningen. Der var jo masser af hunde og katte på skolens gymnastikplads, når vi holdt dyrskue, og det skulle I bare have set, så ville I have moret Jer.

Jeg kunne da for resten fortælle om den samme gymnastikplads, at da der blev krig i 1914, så sørgede min far for at få en gris, for det var ikke let at få noget at spise. Alting var rationeret. Og så fodrede han grisen op, og så blev den slagtet til jul. Så fik vi blodpølse!.

Og et år havde han købt en gris af en mand, der hed Glargaard. Den havde noget stivsyge, og den var lidt dårlig, så min far købte levertran til den, og så tog han den hver dag, når skolebørnene var gået hjem - ud på legepladsen og fik den til at løbe rundt der, den skulle jo have noget bevægelse.
Til sidst fik han den dresseret sådan, at når han havde fået den udenfor, og han så sagde: "Løw, Glargaard!", så løb grisen, alt hvad den kunne på sine stive ben op til den anden ende, og der stod den oppe og vendte det hvide ud af øjnene, indtil min far gav et hop derned og sagde: "Kom så, Glargaard!", og så løb den i fuldt firspring ned til ham.
Det blev til sidst almindelig folkeforlystelse at komme over og se, når Glargaard skulle have gymnastik. Så morede folk sig over Glargaard. Men da Glargaard skulle slagtes, da var der jo almindelig sorg, for vi var jo kommet til at holde meget af Glargaard.

Det samme sket med en gæsling, som min mor fik foræret af en bondekone - også i krigens tid. Den var lige så tam som en hund eller en kat. Den fulgte os overalt, hvor vi gik. Hvis jeg for eksempel blev sendt om til købmanden, så gik den lige bag efter mig, kravlede op ad købmandens trappesten og in i købmandens butik og stod bag ved mig, indtil jeg gik hjem.
Så gik den bagefter og sagde: "Gak, gak, gak, gak, gak, gak!" - ha-ha! Folk morede sig også over, når Krølle, som vi kaldte den, kom spadserende sammen med os eller bag efter os. Den gik gerne lige bag efter. Men dengang den blev slagtet, så kunne vi jo dog ikke spise den gås, i hvert tilfælde ikke vi børn, for vi syntes, det var så synd, at Krølle skulle slagtes. Det ville I nok også have syntes!

Vi havde i øvrigt også en stor hund, der hed Kora. Den var hvid med lysebrune pletter på, en dejlig hund. Og en overgang dér under krigen havde vi også en ged. Det var jo ikke til at få noget mad, men så kunne den give lidt mælk.
Da krigen var forbi, forærede vi geden væk.

Fra mergelgrav til gadekær

Nå, men i skoletiden, der havde vi jo meget andet for. Der var for eksempel en mergelgrav lidt uden for byen. Den måtte vi ikke bade i, og jeg vil også råde jer til at lade være med at bade i mergelgrave, for om sommeren, så er vandet fuldstændigt lunkent, helt varmt oppe for oven, men bare en alen nede, der er det iskoldt, og hvis man så svømmer ud i sådan noget og får maven og benene ned i det kolde, så kan man få krampe, og så kan man let drukne. Derfor er mergelgrave så farlige.
Og det måtte vi altså ikke. Vi gjorde det ganske vist en gang uden at vores forældre vidste det, men vi passede altid på at blive inde, hvor vi kunne bunde. Det kunne vi i den ene side af mergelgraven.

Mergelgraven var for øvrigt fyldt med hundestejler, og når vi bandt sådan en tynd orm i en sytråd - vi kunne godt binde en fire-fem orme i, den ene oven for den anden - og vi så sænkede sytråden ned i vandet, så kom hundestejlerne og suttede ormen i sig, og så kunne vi hive den op og holde den over en spand, og så dumpede de derned i.

Når vi begyndte at fiske, så var der kun en enlig hundestejle eller to, men når vi havde siddet der lidt, så var der måske 200.
Og så gik der åbenbart bud rundt om i mergelgraven, at nu var der mam-mam til hundestejlerne, og så strømmede de til.
Hannerne var større end hunnerne og havde nogle dejlige rødlige farver, de så pragtfulde ud.

Når vi så havde fanget en stor spandfuld, så bar vi den hjem og smed den i gadekæret. I gadekæret var der for øvrigt karusser.

Stearinlys og petroleumslamper Da jeg var lille... - jeg var i hvert fald ikke kommet i skole endnu - da boede der en gammel kone, der hed Kristiane Sort. Vi kaldte hende for Kristiane Suortes. Hun holdt så meget af kaffe. Hun levede af kaffe. Og den kaffegrums, der var inde hos os, den blev båret ind til hende, så kunne hun koge en gang ekstra på den. Og så fik vi en stump kandissukker, når vi kom med kaffe.

Siden har jeg for resten hos hende også set, hvordan man støber lyse klyner. Hun havde sådan en træ krukke, hvori hun hældte smeltet fedt, og så dyppede hun nogle tråde, der han ned fra et låg - der var mange tråde! - ned i det, og hejsede det op, og når det så var stivnet, så dyppede hun ned igen, og sådan blev hun ved, indtil de havde en vis tykkelse. Det har jeg altså set, selv om det jo ikke er i brug mere. Petroleumslamperne var jo kommet frem.

I min tid kom jo så også det elektriske lys frem, og det var jo et helt under, at man bare kunne trykke på en knap, og så kom lyset.
Men i krigens tid, da var der ikke noget elektricitet. Da fik man karbidlamper, som man puttede karbid i, og så noget vand ned til det, og så kunne de stå og lyse sådan en tre-fire timer. De gav et udmærket lys, men de skulle jo gerne skiftes en gang i løbet af aftenen.

Bækken i engen Nå, men vi måtte derimod svømme nede i bækken. Bækken den havde for hver... skal vi sige 5-600 meter et stemmeværk - og mellem stemmeværkerne var der så en bestemt mand, der ejede engen.
Sådan et stemmeværk, det bestod i, at der var støbt mure på begge sider af bækken et langt stykke, og så var der lavet nogel bjælker, sådan at man kunne skyde skodder ned, så vandet ikke kunne løbe igennem. Så stod vandet jo højt oven for stemmeværket, mens der ikke var noget videre vand i bækken nedenfor, og så løb vandet om i en grøft, på den anden side af engen, og når den grøft var løbet fuld, så kunne vandet løbe eller sive ned over engen, der skrånede ned imod bækken, og på den måde blev så græsset vandet, mens det groede op hele forsommeren igennem.

Når så det var ved den tid, hvor græsset det var udgroet, så trak man skodderne op, og så løb vandet almindeligt, og så løb der ingen vand om i afløbsgrøften. Så blev engen tør, og så kunne enghøet høstes og lejres og samles i stakke.

Men når vi nu var nede og bade dér, og der var meget dybt på den anden side af stemmeværket, nogen steder så dybt, at vi drenge ikke kunne bunde, så havde vi jo megen morskab dér. Vi lærte at svømme, og vi pjaskede, og vi legede.

At fange fisk med hånden Men når vi var færdige med at bade, så gik vi neden for stemmeværket - dér, hvor vandet ikke stod ret højt i bækken og dér inde under grødetøjet og inde under elrødderne af elletræerne, dér stod ørreder i kanten af bækken, ind under brinkene. Der stak vi hænderne ind og fik fangst. Og så kunne vi drenge i løbet af et kvarter til tyve minutter fange en snes ørreder, som vi jo så kom hjem med til vores mor.
Men vi kom med dem så tit, at det var ikke hver gang, at hun ville ha' dem.

Så fandt vi på at stable nogle mursten op på tre sider, så der var åbent til den fjerde. Og dér gjorde vi ild på. Så satte vi en stor tønde oven over og lagde kæppe oven over den øverste ende af tønden. Den havde ingen bund og ingen låg, os så hængte vi ørrederne op dér, og så røgede vi dem.
Når de var godt røget, så spiste vi dejlig røget ørred. I kan tro det smagte godt. Og hvor har vi spist mange røgede ørreder i min drengetid.

Når man sådan stak en hånd ind under en brink, og der stod en ørred der, så skulde man kilde den under maven med sine fingre og med fingerspidserne, og så skulle man liste hånden op omkring den og føle sig frem til, når man var lige på midten af den - og så skulle man klemme sammen i ét nu. Men hvis man havde ved for langt bagude, stå struttede den sig igennem og smuttede fremad - og holdt man for langt forude, så struttede den og smuttede bagud. Men hvis man havde ramt det rigtige sted, så kunne man holde den, og så gav den kun en ti-tolv strut og så var den helt stille. Og så kunne vi kaste den op på engen.

Der er mange, som, når de hører denne historie, tror, at den ikke passer; men I kan tro, at den passer. Det er morsomt at fange ørreder med hænderne; men det er også morsomt at fange ørreder på orm og krog og på flue, og det var jeg også med til mange, mange gange. Men det kan vi høre om senere.

Min far spiller strygekvartet Jeg sagde før, at jeg fik ikke alt for meget lært, da jeg gik i skole. Det var ikke fordi min far ikke var en dygtig lærer. Han var endog en meget, meget dygtig lærer. I kirken var han degn og kirkesanger. Der var ingen orgel dengang, og så betød det jo meget, at der var én, der kunne synge godt for.

Da min bror var blevet landbrugskandidat, cand. agr., så fik han plads på Asmild Kloster Landbrugsskole, og forstander Hauch inviterede engang mine forældre og mig og min søster op og besøge dem, og da betroede Hauch min far, at hans tidligere præst, provst Krarup Hansen - som senere blev præst i Viby ved Århus og som Hauchs kendte og var kommet sammen med på forskellig måde - da havde provst Krarup betroet Hauch, at min fars skole, den var den bedste i hele provstiet. Så det var altså ikke, fordi min far svigtede i skolearbejdet, men fordi jeg ikke havde lyst til skolearbejde.

Mens Krarup Hansen var præst, og mens jeg var en lille dreng, da havde jeg også tit den glæde at høre musik, for familien provst Krarup Hansen var meget musikalsk. Han spillede violin, og hans kone spillede på flygel, men det var nu altså især violinerne, vi hørte.
Provst Krarup Hansen fik samlet nogle lærere... en lærer Mailand, og en lærer Kristensen, og min far, og så han selv - og så spillede de strygerkvartetter, og det gjorde de på omgang i hjemmene. Sommetider kom de altså også hos os. Og så kan I tro, at vi så ordentligt og lyttede, når de spillede. Og det var morsomt.

I forbi9ndelse med fars aftenskole havde han også sangkor, og om foråret optrådte de i forsamlingshuset, hvor de stod oppe på tribunen, og folk de klappede, så det var gevaldigt. Der var både en- og flerstemmige ting. Der var også klaver, og tit spillede jeg violin til, og selv om jeg kun var dreng, så klappede de endnu mere, når jeg var med.

Sommerferie Det var også morsomt, når de havde l´hombre klub. Det var nu ikke med provsten. Det var med mejeribestyrer Munk og med proprietær Baden på Vejerslevgaard, hvor for øvrigt min bror gik i skole og lærte sprog. De holdt nemlig en lærerinde til deres egne børn.

Og her blev jeg inviteret på en sommerferie engang. For de havde en søn og tre døtre. Sønnen var på min brors alder, døtrene var yngre, og de havde hørt så mange sjove historier om mig, så de ville gerne have mig over en sommerferie og se, om jeg nu også var så morsom, som rygtet gik. Og de var vist godt tilfreds med at ha' mig. Jeg havde jo fået gode instrukser hjemmefra, hvordan jeg skulle opføre mig, når jeg spiste, og jeg skulle huske at vaske hænder, inden vi gik til bordet, og jeg var vel præpareret.

Jeg havde en dejlig sommerferie dér. De havde en hel park, meget, meget lang. I enden af den var der en lille sø, eller en stor mergelgrav, eller hvad det nu var. Og i den park, der legede vi mange forskellige lege. Det var en yndig sommerferie. Den kunne ikke tænkes bedre.

Klaverspil hos møllerens datter Vi kom også en del nede på Katvad Mølle - en mølle, der lå tæt ved Aidt. Der lå også en i Thorsø: Thorsø Mølle.
Dengang kørte bønderne deres korn ned til disse vandmøller og fik malet det. Nu har de jo elektrisk kraft, så de selv kan gøre det. Dernede i denne maleriske Katvad mølle, der var der en mølleejer, der hed Drachmann. Jeg vil tro, at han var københavner. Han talte meget fint, og ikke jysk, og det gjorde hans kone også.

Hans datter var en udmærket pianist, der spillede godt på klaver. Der gik min søster til klaverspil. Og så havde mine forældre fundet, at jeg også skulle være med, men jeg egnede mig ikke særlig til det og havde ikke særlig lyst til det, så det holdt ret hurtigt op, men jeg kan huske, at når vi havde spillet hos datteren, så blev vi altid inviteret ind hos fruen og skulle have saftevand og småkager. Og så spurgte jo denne fine dame, hvordan det gik med mig og med at spille, og jeg var meget genert. Jeg snakkede jo jysk, og jeg ville gerne snakke fint, og så sagde jeg: "Jo, sådan så nogen-lundé"
Og det her "lun-dé", det grinede min søster af og drillede mig hele vejen hjem. Men jeg kunne ikke tale bedre eller gøre det bedre.

Min mor

(Hun er født i Kolding, men opvokset i Randers)

Min mor var meget fyldt med energi og ville gerne være med til at højne kulturen, som man siger. Hun var jo heller ikke født på landet.
Hun var født i Randers, og hendes far var teatermaler Rasmussen, som jeg vil fortælle om lidt senere. En dejlig bedstefar havde jeg i ham. Og derfor fik hun så sat sig i sving med for eksempel sykursus for konerne i landsbyen.
Og så læste hun litteratur højt for dem, mens de sad og syede, og når der så var én, der skulle hjælpes, så blev der en lille pause, og så gik det for øvrigt videre.

Hun ville også gerne gøre noget for børn og unge, og derfor fandt hun på, at der skulle stiftes en husflidsskole. Og det lykkedes hende ved at samtale med vores snedker, Sørensen, at få ham til at rejse på et husflidskursus, sådan at han kunne blive en dygtig instruktør til kurvefletning og bogindbinding og kostebinding og træudskæring og meget, meget mere.

Og hun fik den her lade, der var i udbygningen, gjort i stand, og vægge og loftet hvidtet. Der var lergulv derovre, og det gjorde jo ikke noget. Der blev sat lange borde op - og høvlbænke - og dér holdtes så husflidsskole, og der tilbragte vi så et par aftener hele vinteren igennem i flere år og lærte en masse.
Lærte at bruge vores hænder. Det har jeg haft megen glæde af siden.

Vinteroplevelser En anden ting fra mine drengeår var dette, at om vinteren, så lavede vi, når der var sne, nogle dejlige snehuler. Byggede og skar store sneblokke ud og stavlede dem oven på hinanden.
Væggene, de gik så skråt indad mod hinanden, og til sidst så mødtes væggene oppe i toppen. De var så høje, at vi kunne stå op derinde, og så var der kun et lille hul, så vi kunne kravle derind.
Hvis det blæste, så lavede vi en lille gang, som havde en vinkel, så blæsten ikke kunne gøre os noget, og derinde sad vi så med en flagermuslygte og havde det morsomt.

Tit fik vi fat i en roe, som vi hulede ud og lavede øjne og næse og mund, og så satte vi et stearinlys på, og et låg over, og så satte vi dem ud. Så skulle de forskrække folk, når de kom spadserende dér i mørket i vintertiden. De så meget uhyggelige ud, disse her udhulede roer, når det sådan strålede ud af øjne og næser og munde med lys fra stearinlyset, som var indeni.

Så løb vi for øvrigt jo på skøjter. Og vi havde nogle bette-små slæder, som vi kaldte for isslæder: De var så store, at fødderne lige kunne stå på dem. Der var en jernskinne hen under hver mede ude forude, og så havde vi et kosteskaft med en jernpig i, en pigge-kæp, som vi stak ind mellem benene, og så kunne vi skyde en vældig fart.

Der var et stort oversvømmet område neden for kirken, det hed Kirkelundskær. Det var om vinteren så overfyldt med vand, og der kunne vi rigtig muntre os med at løbe på skøjter og løbe på isslæde.

På bakkerne kunne vi jo kælke på vores kælk, og det havde vi også meget fornøjelse af. Når så vinteren led henad, og det var ved at begynde og tø, så huggede vi isflager løs på gadekæret, og ved hjælp af piggekæppene dykkede vi dem ned, så vi kunne stikke den ene isflage ned under den anden, eller ind under isen, der var tilbage. Og til sidst var der et stort åbent vand.
Så huggede vi en mægtig stor rund isflage af og lavede et hul i midten. Det stak vi en stang ned igennem, og så kunne vi - ved at stikke stangen mod bunden - ro os rundt omkring på det åbne vand.
Når vi så skulle springe i land fra den, så skulle vi jo skynde os lidt, for når vi gik ud på kanten, så sank den jo ned. Og det hændte ret ofte, at der gik en træsko nedenunder i vandfladen også.

Nu var det sådan, at i barneværelset, som vi havde, der var der også hylder til sager og vores tøj, og mange gange listede jeg mig ind og fik et par tørre strømper på, og fik nyt halm i træskoene, for det kunne godt ske en tre-fire-fem gange i løbet af en dag, at man havde fået træskoen fyldt med vand.
Det var såmænd mærkeligt, at vi ikke en gang imellem gled ned imellem isflagerne. Men vi kom godt fra det alle sammen. Måske blev vi nok noget forkølede af det, men vi morede os ganske storartet med at sejle rundt på flagerne.

Æ wansykl Denne vintersejlads, den inspirerede så mig til, at jeg - altså også der i drengealderen - om sommeren lavede en vandcykel. Der lå nogle bjælker, derovre på udhusets loft, og dem fik jeg stukket ud af gavlen. To lange bjælker. Dem smækkede jeg så nogle brædder over, og så fik jeg fat i en gammel cykel, der ikke var til andet end at smide ud - fik den vendt på hovedet og gjort fast, og så fik jeg på baghjulet sat sådan nogle træskiver op langs med egerne og gjort fast dér.
Så stod det halve af hjulet neden ud, og når jeg trak på pedalerne, så var det et vandhjul, som ku' trække maskinen fremad. Og så havde jeg en tredje bjælke, som var gjort fast til forgaflen, sådan at den kunne drejes til venstre og til højre, og med den kunne jeg så styre rundt.

Det vakte en vældig begejstring, særlig hos de gamle koner, som boede lige omkring skolen. De kom tit ud og stod og så på, at jeg kørte på 'wansykl' - og når jeg senere som voksen kom hjem, så sagde de her gamle koner jo: "Ka' do høv den gång do kjørde po wansykl, Wigo? Det wå wel nok sjovt".

Nytårsaften lavede vi altid sjov med at banke på folks døre, hvorefter vi løb væk. Men vi blev jo indhentet, og så kom vi med ind og fik småkager og andre ting.

Flyvemaskinen Nu gik det jo godt med vandcyklen. Så blev mine fantasier dristigere. Så ville jeg også prøve, om jeg kunne lave en flyvemaskine. Ha, ha, ha! Og min mor har tit moret sig over det, senere, når vi har snakket om dengang - ja det var dengang, hun levede - og hun sagde: "Ka' du huske, Viggo, du fik meg med ud og sagde: 'Nu skal du ikke blive bange, mor, når du ser mig flyve ud over Tunge-kongelund'."

Jeg kom nu aldrig til at flyve. Maskinen var lavet i form af en kæmpe-drage, så høj som op til toppen af huset, og så havde jeg regnet ud, at så kunne jeg jo nok sidde deroppe og holde balance i den ved at vippe den lidt frem og tilbage på forskellig måde.
Men det blev altså en dødfødt flyvemaskine - den kom aldrig til at flyve. Men jeg havde da megen fornøjelse af det der i 10-11 års alderen - at gå og tumle med sådan noget.

Om navnet Aidt De allerfleste af mine sommerferier tilbragte jeg i min fars fødegård i Jebjerg, i nærheden af Randers. Keldvang, hed den. En gammel gård, der var gået i arv fra far til søn, hvilket vi senere har kunnet studere på arkivet i Viborg.
Dette var meget morsomt, da jeg var lærer i Viborg. Her var jeg meget gode venner med arkivar Kistrup og havde anledning til at komme derop på arkivet og se de forskellige ting, som angik slægten. Og fra i hvert tilfælde 1631 og så op til vor tid er gården gået i arv fra far til søn.

Det var jo sådan i gamle dage, at hvis en mand hed Jens til fornavn, så kom hans søn til at hedde Jenssøn, og hans datter til at hedde Jensdatter, og derfor skiftede navnene jo i hver generation efter forgængerens fornavn.
Det var en ting der vist nok holdt op omkring 1850 og deromkring ved. Det blev for svært at finde ud af slægterne, når det sådan skiftede navn hele tiden, så det blev bestemt, at man skulle have det samme navn.
Og da den sidste, det var en Pederssøn, så kom vi til at hedde Pedersen. Og det hed min far jo også, og hans mange søskende.

Også jeg er født Pedersen - Viggo Emil Pedersen - men fik jo altså tilføjet Aidt. Det gik til på den måde, at da min kære bror studerede på landbohøjskolen i København, da var der ikke færre end tre, der hed Axel Pedersen. Og når professoren sagde "Axel Pedersen", så var der tre mand, der røg op, og det var jo lidt forstyrrende.
Så havde professorerne på et lærermøde aftalt, om ikke de skulle spørge, om ikke de måtte kalde dem ved bynavn, disse tre Axel Pedersen'er. Det kunne de jo ikke sige nej til Og så blev min bror vant til at blive kaldt Aidt, og da han havde taget sin eksamen, så ville han søge om at få navnet, og han spurgte så sin søster og sin bror, om de ville være med til det, og det havde jeg såmænd ikke tænkt så meget over; men det gik jeg så med til, og jeg har været glad for det siden, ikke mindst, når jeg skulle til eksamen, for så var jeg jo gerne den første på holdet, der skulle op, og så kunne man da få det overstået. Men også fordi det er et godt gammelt navn.

Disse her professorer, der har undersøgt landets stednavne, skriver i deres bog, om disse ting, at blandt de ældste naturnavne og landsbynavne, som findes i Danmark, er for eksempel Skjern og Aidt, og det er jo meget morsomt!

I Ib Koch Olsens bog, "Dansk Kulturhistorie", står der også noget om de ting. Han skriver, at der var ældgamle landsbyer fra tidligere tider i broncealderen. De første landsbynavne lyder mærkeligt fremmedartede. Måske de engang i broncealderen må have været navne på slægtninge eller de gamle stamfædre. Og så nævner han byerne Aidt - Løjt - Malt - Tolk og Skjern.
Nå, men det var nu en hel masse snak om navne.

[Axel Aidt, Viggos bror, fortalte omkring 1955, at han havde fundet oplysninger i Trap, der fortalte, at Aidt-navnet havde undergået store ændringer i middelalderen: Fra 'Agatweed', der skulle betyde en rydning i de store skov-arealer; hvor man kunne køre, age igennem - til 'Aktbe'. Og aga- og ak- kommer netop fra vertet "at age". Den senere forkortelse, som findes på landkort fra det 19. århundrede, 'Agt' - der bliver til 'Ajt' - ændres omkring 1890 til det nuværende 'Aidt']

Mine bedsteforældre Jeg kan huske min morfar, kunst- og teatermaler Rasmussen i Randers, Mariagergade 3. Jeg var tit ude og boede hos dem en måneds tid på ferie om sommeren. Der var mægtig morsomt. Ikke mindst i deres atelier. De havde både et i stueetagen og et på første sal, og i kælderen, hvor der var rullet store lærreder ud.
Så malede de kulisser. Det var mest til teatre i Amerika. Og det tjente han mange penge på. Når de så var malet, blev de hængt op for at tørre. Derefter blev de pakket ind og sendt helt til Amerika. Det var lidt spændende.
Men de sendte også til Det Kongelige Teater og andre teatre derovre i hovedstaden og til Århus Teater. Han var meget brugt. Det var naturalistiske kulisser af træer og sager, landskaber og interiører.
Når jeg var der, kom han med et stort stykke på, og så sagde han: "Nu ka' du male her!"

Foruden mor havde han tre sønner - én blev ingeniør i Åbyhøj, vist nok ved DSB, og de to andre fortsatte kulissemalingen. Mor var som 18-årig på besøg i Borre og blev der kort tid efter forlovet og nogle år senere gift med far.

Morfar efterlod sig massevis af fine malerier, mest landskabsmalerier, som han havde lavet. Vi har ét i Egehøj.

Min farbror Jens Kjeldsen Pedersen [1859-1935] var jo gårdmand i Jebjerg ved Langå og Randers. Her var jeg meget på ferie hos fars brødre og søskende.

Sommerferie i Jebjerg De 11 søskende boede alle der omkring Jebjerg. Og herfra var vi ofte nede og fiske i Gudenåen.

På slægtsgården Kjeldvang, hos Jens Kjeldsen havde jeg mange dejlige sommerferier, hvor vi børn var med i det, der foregik på gården, og særlig da i høsttiden, for dengang, da holdt landsbyskolerne sommerferie i august måned, sådan at børnene kunne hjælpe til med høsten.

Mens jeg var en lille dreng, da var mit vigtigste arbejde, når de forkede negene op, så at fange de mange mus. Min kusine Gudrun og jeg, vi var udstyret hver med en stok. Så havde de en hund, der hed Diana. Og der var en arbejdsmand, der hed, ja, hvad hed han? ... det kan jeg ikke huske - men han var så pudsig. Han sagde, så snart der løb en mus: "Djane, Djane, Djane, Djane - mus, mus, mus, mus, mus!" ... og lidt efter: "Fik do'en, fik do'en?"
Men hvis Diana ikke fik den, så fik Gudrun og jeg den, for vi slog til de her mus med vore stokke, og vi fangede en umådelig bunke mus hver høst, og det var jo morsomt.

Det var også morsomt, at vi på Keldvang havde et dejligt kæmpestort sommer-pæretræ. Så kunne vi spise alle de pærer, vi ville.
Og de havde også et dejligt stort sukker-æbletræ, som også var modent på den tid.

Det var også dejligt, at Gudenåen var så tæt ved, for dér kunne vi drage ned på fiske ture og fange aborrer og skaller; og det var jo rigtig en ting, som vi drenge ku' li' at være med til.

Forøvrigt var vi altid med til mange gilder, for min far havde flere søskende, der var gift og bosat i samme by - en fem-seks forskellige steder skulle vi rundt på besøg, og der skulle vi børn jo gerne med, og så vankede der gildesmad, og det var vi jo ikke kede af at få.

Blommer i hønsegården Jeg kan huske en sommerferie... - jeg har vel været en 11-12 år - hvor vi kom hjem fra ferien i Jebjerg, og da havde vi derhjemme ved den gamle skole en hønsegård. Og i den stod der et blommetræ. Og de blommer! de var netop blevet modne.
De han der, store og dejlige og blåduggede. Og I kan tro, det var noget, som jeg ku' li. Jeg fandt hurtigt ind i hønsegården, kom op i træet, og så spiste jeg så mange blommer, så I kan ikke tro, hvor mange jeg spiste!

Men det skulle jeg bare ikke have gjort, for jeg spiste jo så mange, at jeg blev syg af dem. Og det var nok, fordi jeg spiste dem med huden - med skindet. Det skulle jeg have pillet af. Og da jeg kom ind, så blev jeg pludselig dårlig, og skulle kaste op, og min mor - det var inde i soveværelset, jeg mødt min mor - hun fór hen og fandt en natpotte frem, og den kastede jeg op i.
Inden jeg var blevet færdig med det, så blev det galt af den anden ende også. Så hun fik hurtigt fat i en spand. Jeg blev sat på, og så gik det jo af begge ender på mig, så både spanden og potten blev fuld. Ha! - siden den tid har jeg lært at spise blommer med fornuft, og navnlig at undgå skindet. Nu kan I måske lære lidt af det også, ikke?

Fisketur og odderen Det hændte, at min far også tog med på fisketur. Så kørte vi gerne til Borre, ned til noget, der hed Boskov, hvor en af mine forældres gamle venner havde en gård, og hvor vi så var inviteret til at komme og spise og fiske.
Og da kan jeg huske noget meget, meget spændende for mig i hvert tilfælde. Ja, vi var ude og fiske alle sammen, og så fik min far en mægtig fisk på - og hev den op. Det viste sig at være det man kalder en brasen. Den var så stor som en kæmpe-rødspætte, og vel større endnu, og så sagde manden dernede, vi besøgte:
"Nu skal vi smide ud samme sted igen" - og det gjorde min far, og så trak han én brasen til op - lige så stor - og så sagde manden: "Ja! A tænkt't nok, de plejer ålti å sto to sammen."

Ved samme lejlighed så vi forresten - og det er eneste gang jeg har set, tror jeg nok - en odder. Der var en jæger, som havde stillet en saks for en odder, og han kom netop og skulle se efter, om der var gået nogen i saksen. Det var der! Der var en stor dejlig odder. Dem er der vel nok en del af i Gudenåen, men de er sjældne at få og se. Og det er da i hvert tilfælde den eneste, jeg har fået at se.

Vi kunne også tage på større fisketur med orm og krog i min barndoms bæk neden for Katvad Mølle - og så helt ned til Borre. Og på sådan en tur kunne man fange en hel posefuld eller kurvfuld af dejlige ørreder. Og det var jo spændende. Dér har jeg haft mange, mange spændende fisketure.

Allerbedst var det, hvis man stod op før solen og var dernede og kunne smide sin snøre ud i bækken, inden det blev lyst. Så bed ørrederne, som de var helt tossede, så man i løbet af ganske kort tid kunne fange en masse ørreder.

 


Ungdom 1914-19

(side 37 - 52)

Gårdmand Schiøler og en historie fra femårs alderen

Nå, da jeg var blevet konfirmeret, og skolegangen var endt, så skulle jeg jo bestemme, hvad jeg ville være, og jeg bestemte, at jeg ville være landmand. Mine forældre spekulerede så på, hvor de skulle lade mig starte, og det blev i en by, som ligger syd for Vejerslev og Thorsø sogne, en der hedder Grølsted.

Der var en mand, som hed Ras Kasper, således blev han kaldt, men han hed nu Rasmus Jensen. Hans plejefar - hans stedfar var det vist - hed Kasper. En stedfar, der havde taget ham til sig, så Ras arvede gården efter ham. Han var gift med en pige fra Aidt - en datter af familien Schiøler.
Der var to gårdmænd ved navn Schiøler: Jens Schiøler lige ved siden af skolen - ja, de lå jo i byen allesammen - og Marius Schiøler hed den anden gårdmand.

Han, Marius Schiøler, havde sådan en sød kone, Marie Schiøler, som jeg så godt kunne li', og da jeg var en fire-fem år, havde jeg besluttet, at der ville jeg flytte ned og bo hos Marie Schiøler, og så ville jeg have min seng stillet op nede i deres madkælder. De havde sådan en halvkælder med en tre-fire trappetrin ned til den. Det var som en hel stue. Der stod deres saltkar, og der var deres gode sager nede. Dér kunne jeg godt tænke mig at få paulunet opslået. I kan se af det, at jeg har haft en god appetit.
Jeg pakkede mine sager sammen og kom ned på gården. Der var en gammel mormor - eller farmor var det vist - og hun var ikke meget talende. Jeg kom ind i stuen og satte mig op på en stol, og hun sad der også, og vi sagde ingenting til hinanden.
Da der var gået et kvarters tid, og ingen andre kom, så blev jeg træt af den udflugt og tog min lille pakke og gik hjem til min mor igen.

Sådan endte den historie.

Købmand Schiøler Den anden Schøler boede lige ved siden af den gamle skole, og der var nogle børn, som vi legede meget sammen med. To piger og en dreng. Der har jeg mange gode minder fra.

Den tredje Schiøler var en købmand. Han var ikke meget talende, og han havde sådan sin sjove facon at ekspedere på. Det gik meget langsomt, og når han så var færdig, så sagde han:
"Skul' dær så wææære mææære?", og det morede vi børn og altid så meget over. Det kom altid til sidst:
"Skulle dær så vææære mææære?"

Byen Aidt Selve byen Aidt var en lang gade med forskellige sving. Den begyndte syd på nede ved kirken og gik op forbi de forskellige forretninger, først en bagerforretning, så en kro og to købmandsforretninger og en brugsforening, og hvor den endte nordpå, dér lå forsamlingshuset oppe på en bakke til venstre og en vej til en gård ind til højre.
Midti kom også skolen, gadekæret, slagteren og sadelmageren, smedjen, snedkeren og cykelhandleren, posten og jordemoderen, andre butikker og huse.

En villa vej førte om til lægen, doktor Alvig, der blev efterfulgt af doktor Balslev [som et par slægtsled tilbage er i familie med Bim, se foto side 83], og dyrlægen, og til det hus, min far boede i som pensioneret - og helt op til gården Egelund.
Andre sideveje var der også til forskellige gårde.

Lidt længere ude boede skovfogeden, og til den anden side lå mejeriet. Der var både rig og fattig: Nord for byen var en lille fattiggård. Og vestover lå en herregård. Her boede direktør Badem, som havde tre dejlige piger, hvoraf den midterste var jævnaldrende med mig. Jeg var tit derovre.

Og der var et mægtigt stort opland. Ellers havde der ikke kunnet trives hele tre købmandsbutikker. Der var en god fed jord og rige bønder i Aidt og omegn.

Sjove mennesker i Aidt For øvrigt var der jo en hel del sjove mennesker, som det kunne være helt sjovt at fortælle jer lidt om.
Der var for eksempel en veteran fra 1864, der boede ude på marken, øst for byen - imellem byen Aidt og byen Mundrup, og han var analfabet; han havde aldrig lært at læse og den slags ting. Og så kom der pludselig besked til ham om... - det har nok været i 1914, og det har måske været i anledning af et 50-års jubilæum for 1864, at de skulle have en hædersgave, disse gamle veteraner.

Og så kom Søren Lassen ind til min far og spurgte, om ikke han kunne hjælpe ham med at skrive, for han ville da gerne have den her hædersgave.
"Joh" - det ville han da gerne hjælpe ham med:
"Så skal vi jo ha' lidt at vide om, hvad kompagni og bataljon og sådan noget - hvor De hørte til."
"Det ka' a' fanden brink' mæ' ek' howe! - De ka' bar' skræv' Søren Lassen, de kjænne' mæ'. De knænne' mæ!"
"Jah - men, øh..., hvor mødte De?"
"A mødt' ski så manne steder - a' mødt' i Itzehow - a mødt' i Sleswig - a mødt' båd' hær å dær - I ka' bar' skræv' Søren Lassen, så kommer'ed nok."

Nå, hvad min far fik skrevet, det ved jeg ikke, men Søren Lassen fik sin hædersgave.
Han var enten ugift eller enkemand. Jeg ved ikke hvordan det forholdt sig; men han havde i hvert fald på den tid, jeg kendte ham, en husbestyrerinde, og hun var meget, meget, meget tyk. Meget tyk var hun endda!
"Hon æ fanden brinke mæ warm om æ winter", sagde Søren Lassen. Han boede sådan i et lille hus med kun enkeltvæg og bindingsværk, så han har jo nok trængt til noget varme i vintertiden.

Men hun blev syg. Og så blev doktor Alvig hentet derop. Han undersøgte hende, og da det var forbi, så ville han gerne have vasket sine hænder. Så kom Søren Lassen med et fad med noget vand i og noget grøn sæbe, og det var jo også godt nok.
"Ja, så vil jeg også godt have tørret mine hænder", sagde doktor Alvig, og så kom Søren med et rigtig gammelt beskidt, rigtig møgbeskidt håndtørklæde:
"Næh," sagde doktor Alvig, "det vil jeg ikke tørre mig i - har De ikke noget bedre?"
"Wha fanden, ka' De et' tør' Dem jæn gång - a' hår tør't mæ manne gång', så ka' De well ås' tør Dem jen gång!", svarede Søren Lassen.

"Ja, nu skulle vi også gerne have noget urin ned til undersøgelse," sagde doktor Alvig så til ham, og næste morgen tidlig, måske allerede samme dags aften, styrtede Søren Lassen ned til Brugsforeningen i byen for at købe en ny gryde med grydelåg, og senere mødte han så op og ringede på hos lægen, og lægen kom ud for at lukke op.
Doktoren kom over til os, lige efter at det var foregået, og han var så forgrinet, at han næsten ikke kunne fortælle historien:

Da doktor Alvig lukker døren op for Søren Lassen, så løfter Søren denne her gryde, som der var bundet en snor i fra det ene øre til det andet, op foran doktoren, og så siger han:
"Her æ' fanden brinke mæ' det hon ka' gi' i et pes!!"
"Jah - men det var jo ikke meningen, jeg skulle bare have en lille smule i en flaske."
"Wha? - ja, det kjænne' a' et' tæ', dåkte'!" sagde Lassen - og så gik Søren Lassen, da han havde fået sin gryde igen.

Kromanden og dyrlægen Vi havde også en morsom kromand, Sørensen hed han. Han lå i strid med sin nabo, bageren - der var min barndoms ven - og det var ham, der lærte mig at blive jæger. Bageren, altså. Det kan jeg fortælle om senere.
Kromanden ville have skellet flyttet et eller andet sted imellem kroen og bagerens jordlod, og det søgte de sag om. Så var kromanden oppe og ville låne dyrlægens telefon for at ringe hen til Hammel, hvor retsvæsenet jo holdt til. Så siger dyrlægen til ham:
"Tror De nu også, at det er helt sikkert, at De har ret i det der?"
"Det... - det' klart som blanksværte," svarede kromanden.
Hvor klart blanksværte så er, det kan jo diskuteres.

Stedets dyrlæge var berømt for, at når han undersøgte en hest eller en ko, så sagde han.
"Jah, det er spilleme formodentlig en mavehistorie".
Det meste det var en "mavehistorie". Og så havde han åbenbart et godt middel imod mavehistorier. Han var i hvert tilfælde dyrlæge her, så længe han levede. Nej, han solgte for resten vist praksisen til sidst, inden han døde.
[Dyrlægeboligen var genbo til skolen, på den anden side af gadekæret, ligesom lægeboligen og dette hus, som senere blev Viggos fars pensionisthus].

Konerne i byen gik rundt i lange skørter og så et trekantet sjal ned ad ryggen, bundet foran halsen i en sløjfe eller knude.
Om sommeren var det for varmt for dem at have bukser på, og når de så stod og bøjede sig, og vinden blæste op, så grinede vi drenge jo over, hvad der kom til syne.
Ligesom vi også iagttog, at når de ikke kunne holde sig længere, lod de det gå lige ned og efterlod en py, når de gik videre.

Røgter og karl hos Søren Leth Jeg kom bort fra det, jeg var ved at fortælle: Jeg skulle jo være landmand. Så fandt mine forældre ud af, at jeg skulle over til Grølsted, og der kom jeg over, og der blev jeg ko-røgter og skulle passe køerne og fårene og grisene. Det var meget morsomt.
Det gik efteråret med, og det gik vinteren med, og da det blev forår, så avancerede jeg, fordi forkarlen blev vred på husbond og løb af sin plads. Så blev anden-karlen forkarl, og så blev jeg forfremmet til også at blive karl.
Så kom jeg altså med i det almindelige landbrugsarbejde. Og på den måde avancerede jeg lidt hurtigere end ellers.

Om foråret var der pløjning af markerne, harvning og tilsåning. Om sommeren skulle græsset slås i engen. Så skulle der tørres og samles i stakke og køres hjem i store vognlæs.
Om efteråret var der roe-optagning, hvor toppen først skulle snittes af med et roejern, der også havde et par pigge til at trække roen op med. Derefter med fork op i hestevognen og så enten køre roerne til en roekule eller hjem på gården til de mange kreaturer.

Cirka 25-30 køer var der, som skulle passes dagligt, samt grise og kvier og høns. Lidt skovbrug var der også. Der var ingen elektrisk strøm, så vi malkede med hånden ved petroleumslamper.
Huset blev opvarmet med træ fra skoven. Der var altid meget at se til.

Det var jo i året 1915, 1. november, at jeg startede, og da jeg gerne ville fortsætte, så viste det sig, at jeg godt kunne blive karl på gården Egelund hos min senere svoger, Søren Leth [1884-1962]. Og det blev jeg også. Men det blev heller ikke så særlig langvarigt.

To uheld For jeg havde to uheld. Det ene var, at hestene kørte løbsk med mig. Vi havde en hest, der hed Kjesten, eller Kirsten, og så en, der hed From, og den fromme var lige så from, som et dyr kan være, men Kjesten, hun var fuldstændig balstyrisk.
Og hvordan det gik eller ikke gik, så var jeg ude at køre og skulle ned til - ja, jeg skulle vist køre til mølle eller sådan noget, jeg husker ikke helt, hvor det var hen... men pludselig så er der et eller andet, som Kjesten bliver skræmt over.
Hun ta'r magten fra mig. Hun får listet From med sig, og de styrter af sted i fuld fart, og jeg kan ikke - selv om jeg trækker af alle mine kræfter - holde hestene. Så tænker jeg: Nu må jeg hellere se at komme af vognen!, og jeg får mig også listet hen bag i vognen, men så giver den pludselig et spring frem, så jeg får overbalance, styrter bagover og slår baghovedet ned i vejen - og ligger der...

Min søster, som var ude på marken hos gårdejer Marius Schiøler sammen med deres folk, hun så det og løb til, og de fik mig så på en eller anden måde - jeg ved ikke hvordan - båret hjem.
Men jeg lå i tre døgn, inden jeg kom til bevidstheden. De troede aldrig, at jeg var kommet til mig selv igen; men det gjorde jeg altså, og i løbet af kort tid blev jeg rask igen og kunne så genoptage mit arbejde.

Men så skete der det, at vi skulle ud og pløje kartofler ned, og jeg havde fået læsset hele vognen fyldt op med kartoffelsække, og så skulle jeg have ploven ovenpå, og det fik jeg også, og hvordan det gik til, det ved jeg ikke, men på en eller anden måde rutschede ploven med, uden at jeg var opmærksom på det, og den ramte min venstre skulder, og det gjorde frygtelig ondt.
Trods det, så pløjede jeg kartofler ned hele dagen, men om aftenen, så var jeg syg, og da de fik målt min temperatur, så havde jeg høj feber, og næste dag blev jeg kørt på sygehuset til Randers.

Derude kunne de ikke forhøre mig, for jeg havde vel mellem 41 og 42 graders feber, så jeg vidste ikke, hvad jeg selv sagde.
De fik skåret et snit ude på min skulder, både armen og skulderen var svulmet stærkt op, og så fik de lagt mig ind i seng.
En tre-fire dage efter, så svulmede armen yderligere op, og der kom røde striber. Da overlægen og første og anden og tredje reservelægerne og sygeplejersker og 'hele historien' var marcheret ind, så sagde den sygeplejerske, der havde vagten, at de måtte kigge til mig, for der var noget galt. Og så skulle de jo hen og kigge, og den var rigtig gal. Min arm var lige så tyk som mit lår.

Så hentede de et operationsbord, og de her tre reservelæger, de holdt mig, og overlægen han stak sådan noget som en saks op igennem det snit, de havde lavet uden på skulderen, ind og op under huden helt op efter halsen, og der var et par vinger på den her saks, han stak op, en slags sylesaks, og dem spændte han ud - og så trak han den tilbage, og så flød der en hel liter blod og materie ud.
Bagefter puttede de et gummirør op, og jeg skreg så det var helt kolossalt, for det gjorde frygtelig ondt, det var ømt som en byld.
Overlægen sagde, da han var færdig:
"De skulle være udråber ved et cirkus, sådan som De kan skråle," og jeg blev arrig og svarede:
"Så må De hellere skaffe mig pladsen!"

Jeg lå derude en måned. Dette snit ville ikke gro sammen. Det blev ved med at væske ud af det. Til sidst, da jeg havde været der en måned, satte de et klisterbånd på tværs og et på langs, og så sendte de mig hjem. Til alt held, så skulle vores læge have ferie, og han havde fået en vikar, og de kom begge på besøg for at se, hvordan jeg nu havde det, og så opdagede de, at ind over mit skulderben var der nogle mærkelige pukler.
Vi blev enige om, at det måtte de hellere se hvad var.

Der blev bredt et lagen ud på vores divan derhjemme, og de kogte deres instrumenter i noget kogende vand, og så skar de et lille snit dér midt på skulderbenet og trykkede lidt på begge sider, og så kom der en klump ud, ligesom en kindtand, og så syv-otte andre stumper, og det morsomme var, at det var dem, der havde lavet al ravagen.
Ploven havde knust skulderbenet, og det havde de ikke kunnet se derude i Randers, og allerede dagen efter, da var begge sår groet sammen - både det som doktor Alvig havde snittet, og det som ikke ville gro sammen.
Men det værste var, at min arm, den var nu ikke tykkere end lige akkurat knoglerne og så huden uden omkring.

Og med den sølle arm gik jeg så hele den sommer, og den ville ikke blive tykkere. Så kunne jeg jo se, at jeg ikke kunne blive landmand mere. Jeg måtte til at finde på noget andet.
Det blev så til, at jeg skulle på seminarium og læse til lærer. Og det kan man jo sige, at ens veje er forunderlige. Det, som jeg ikke ville være, og det, som jeg ikke ville have med at bestille, det kom jeg lige akkurat til, for jeg blev jo lærer.
Jeg var i skolens tjeneste i fem-og-fyrre-tyve år.

Forberedelse til uddannelse I vinteren 1918 begyndte jeg at gå til forberedelse hos min far, for at dygtiggøre mig til at komme på seminariet. Og det var i øvrigt noget, han havde rigtig god forstand på, for jeg tror, at han havde forberedt så mange som 26 unge mennesker til at komme ind på seminariet, altså at gå direkte til optagelsesprøve.
Jeg kan huske, at vi derhjemme havde en meget lang billedramme, og der sad alle billederne af disse her unge mænd, ja, der var både kvinder og mænd, men flest mænd. Der var altså 26 i alt, eller også var jeg nummer 26.

Da vinteren var gået, så fandt jeg på, at jeg kunne da godt tjene nogle penge, så jeg havde lidt, når jeg skulle på seminarium. I nærheden af Aidt lå en skov, der var under Frijsenborg Gods. Den hedder Hagsholm Skov, og ved den var der en skovfoged Møller, og under ham var der en stor planteskole. I den arbejdede mange mennesker. De skaffede planter til store dele af Frijsenborg Skovvæsen.

Jeg cyklede op og spurgte skovfoged Møller, om jeg kunne få noget at bestille dér i det forår, og det kunne jeg godt. Der var dels nogle, der gik på mandeløn, og dels nogle, der gik på kvindeløn. Kvinderne bestilte det, at de sorterede planter og den slags ting, og mændene de gravede planterne ned.
Og der fik jeg så plads, og det var meget, meget lærerigt. Jeg tror, vi var, når vi var samlede, en 30 forskellige mennesker. Det var morsomt at være der, for de fleste var meget, meget primitive mennesker. Jeg vil tro, at det var mennesker, man kunne træffe tilbage i stenalderen - meget primitive. Og det var morsomt at høre deres snak.
Jeg kan sige, at jeg lærte meget om livet i den tid, jeg var deroppe i skoven.

Vi ganske unge var på kvindeløn, og trods det så tjente vi alligevel en hel god ugeløn, og det gav efterhånden helt godt.
En af de ting, der skulle ordnes, var, at planterne skulle samles i små bundter. Og så blev der lavet et mudderhul, hvor man blandede jord og vand sammen til 'plæver', og der skulle bundterne så dyppes ned, så alle rødderne blev gennemblødt af mudder, og så skulle de lægges op i store stabler, hvorpå der skulle hænges noget hen over dem, så solen ikke kunne udtørre dem. Og dér kom så mændene og hentede dem og plantede dem i lange lige rækker.

Sådanne flere lige lange rækker kunne der ske stor skade ved, hvis en muldvarp gik langs med sådan en række og blotlagde eller ødelagde rødderne. Så gik de ud, planterne. Derfor var der en gammel - jeg tror man kunne sige pensionere - skovarbejder, der gik på kvindeløn, og som havde den bestilling at fange muldvarpe. Nu skete der det, at han blev syg, og så kom skovfogeden og sagde:
"Er der nogen af jer, der kan fange muldvarpe?"
"Ja" - svarer jeg. "Det kan jeg da!"
"Ja, men ka' du så afløse den gamle? Han er syg".
Og det kunne jeg jo så. Og det viste sig, at jeg havde mere begreb om det, end den gamle havde, for allerede den første nat fangede jeg tretten muldvarpe. Og så blev jeg forfremmet til 'grevelig muldvarpejæger' og gik og havde gode dage og bestilte ikke andet end at fange muldvarpe i den sidste tid, hvor jeg var deroppe i skoven.

Men nu nærmede ferien sig, og så sagde jeg farvel, og så var for øvrigt også beplantningsarbejdet færdigt. Så sagde jeg farvel og tak til skovfoged Møller, og jeg havde så tjent nogle hundrede kroner, som jeg havde og kunne bruge, når jeg nu skulle på seminariet.

Gymnastikinspektørens besøg

 

Jeg fik tid til at gå meget på jagt der i efteråret 1918, da jeg kom så langt, at jeg kunne bære bøssen. Og jeg kan da fortælle, at jeg havde en morsom oplevelse med, at der kom bud, at der på skolen kom inspektion i gymnastik. Det var en seminarielærer Knudsen, som senere blev min gymnastiklærer, der var gymnastikinspektør, og som nu rejste rundt og tilså skolerne for at konstatere, at gymnastikken fandtes i en agtværdig orden. Han skulle komme netop den dag, da fiskemanden normalt kom. Det var jo i krigens tid, hvor det ikke var til at skaffe noget som helst, eller nogen som helst ting ud over brød og klidbrød - ...klidbrød, der gav en rungende mave, hvor man sommeraftenerne igennem kunne høre i landsbyen: Så rungede det her, og så rungede det der...!

Min mor blev meget ulykkelig, da der kom bud, at der ikke havde været fisk med jernbanen til Thorsø til fiskemanden, og at han derfor ikke kom med fisk. Jeg så, hvor ked af det hun var, og jeg snuppede bøssen og nogle patroner og cyklede ned til bækken. Der havde jeg nemlig set, at der var en masse skovduer. Og det var der også den dag. Der var mindst hundrede i en stor flok, der sad hen over engen og på trådene - og på pælene, og hvad de nu kunne sidde på.

Jeg fik stillet cyklen fra mig og kravlede i sivene langs med bækken. Jeg kravlede så langt, at jeg kom så nær, at jeg kunne tage sigte på en skovdue, der sad på en pæl, og så skød jeg den. Og i det samme hvirvlede hele flokken op, og nogle af dem kom flyvende hen over mig, og da skød jeg en til. Og en-to-tre! kørte jeg hjem med to dejlige skovduer.

.leg har aldrig set min mor blive så glad for to stykker vildt, som hun blev den dag. Gymnastikinspektionen fandt sted, og Gymnastikinspektøren fik serveret en fin skovduesteg.

Op og tjene penge

Året 1919 gik så på hæld, og jeg var flittig hjemme hos min far med regning og med, hvad jeg nu skulle lære i de forskellige fag. Da det blev forår, var min bror hjemme nogle dage, og han sagde:
"Du kunne jo egentligt godt komme op og tjene dig nogle penge.. Jeg kender en entreprenør, som tager sig for at sætte store kartoffelmarker til, og senere på foråret sender han sine folk ud at tynde roer." Og det var jeg straks med på.

Jeg kom så op på landbrugsskolen i Viborg, hvor min bror boede endnu. Der fik jeg lov at bo i et elevværelse. Der var kun få elever: Der var kun dem, der var til undervisning for at blive kontrollører eller kontrolassistenter. Det var et lille hold på tredive. Men der var jo 100 værelser, så der var nok plads til mig. Jeg kunne udmærket få lov at bo der, og jeg kunne få lov at spise på skolen.

Fru Hauch var en dejlig og venligtsindet dame, som tog vel imod mig. Dér boede jeg så, og der spiste jeg, og så cyklede jeg om dagen på arbejde ud hos denne entreprenør, og vi kom vidt omkring i omegnen af Viborg, hvor vi tilsatte store arealer med kartofler, og da den historie var overstået, så sendte han og ud på store gårde, hvor vi tyndede roer.

På den måde tjente jeg så en hel del penge sammen, indtil det blev sommerferietid. så skulle jeg rejse hjem, men så kom fru Hauch og sagde, om ikke jeg havde lyst at tilbringe ferien hos dem. Og det havde jeg jo da nok.

Sommerferie hos familien Hauch

Jeg blev hos familien Hauch og holdt sommerferie. Det blev en meget, meget fornøjelig sommerferie, for der kom jo mange unge mennesker. Hauchs havde selv mange børn. Den ældste var en datter. Så kom Viggo, der var lidt yngre end jeg. Viggo og jeg, vi blev gode kammerater, og vi foretog mange cykelture i det følgende år sammen rundt omkring i landet.

Og vi holdt en dejlig ferie, lige indtil sidst på sommerferien. Der kom mange af børnenes fætre og kusiner og holdt ferie der, så der var liv og glade dage.
Der kom for eksempel børnene nede fra Vejers, hvor fru Hauchs søster havde været gift med plantør Pinholdt.
Der kom Jens og Thora. Jens Pinholdt blev senere stiftamtmand i Haderslev, og Thora, hun var en gæv pige, og det resulterede i, at vi næste sommerferie, Viggo og jeg, blev inviteret ned i plantørboligen, hvor vi holdt sommerferie hos dem dernede.

Det var akkurat lige så fyldt med sjov. Der var rigtig mange unge mennesker, og vi drenge, vi sov ude i høet. så mange drenge var der, at de ikke havde senge til os alle sammen.

Om natten holdt vi sommetider sjov og fest. så fik vi fat i nogle lagener og bankede på, hvor pigerne sov, og så gik vi rundt som spøgelser derude i haven, så pigerne de hvinede af frygt og gru, skønt de vel nok vidste, hvem det var, der spøgte.
Om dagen gik vi til Vesterhavet, hvor vi badede.
Og sådan gik den ene dag efter den anden.

Cykeltur via Hanstholm og Svinkløv til Skagen

Sidst på sommerferien kom Hauch hjem, og så spurgte han, om ikke vi havde lyst til at fa en tur nordpå. For i løbet af nogle få dage, så ville han have tid til at ta' en tur til Skagen.

Overvejelserne gik ud på, at vi, fru Hauch og Asta Hauch og Viggo og jeg skulle cykle: Ud over Holstebro og Hvidbjerg op til Hanstholm. Og så skulle vi cykle strandlangs hen til Svinkløv, hvor vi skulle bo, og så skulle vi cykle videre og videre på stranden op til Løkken, og fra Løkken skulle vi køre ind til Hjørring. Der skulle vi være på en bestemt dag - så ville Hauch komme derop med sin bil. Så skulle cyklerne sendes hjem med toget, og så skulle vi bile med ham til Skagen.

Turen den gik jo fantastisk godt. Vi havde det vældig fornøjeligt. Vi overnattede første gang i Hvidbjerg, anden gang i Hanstholm. Jeg kan huske, at da vi kom til Hanstholm, da bestilte fru Hauch engelsk bøf - jeg havde aldrig faet så stor en engelsk bøf - den gik helt ud over tallerkenens rand.

Dagen efter cyklede vi strandlangs, og da var det sådan et blæsevejr, at bare vi tog i vores jakke eller trøje og holdt den venstre arm ud til siden, så kunne vinden drive os af sted. På den måde nåede vi let hen til Svinkløv. Ja, det vil dog sige, vi havde et uheld undervejs, for jeg punkterede på mit forhjul. Så fik vi øje på en lyngtækket hytte inde i lyngen, og der cyklede vi hen og spurgte, om vi kunne låne en spand vand, så vi kunne finde hullet let.

Jah - men nu skulle vi først komme ind og få kaffe" - og "hue æ' I fra?", og "hwa' hedder I?" - og så videre, og så videre.
Han ville have alt at vide, og han fik alt at vide, og vi fik dejlig kaffe med honningbr0d. Bagefter skulle vi så ud og lappe.
"Nej, I må hel're få ... - a' hå li' wåt i Fjerritsløv og køv' mæj en ny slang', og no ka' I få den, å så sæt' den po. Det' næm're, så ka' a lap' den aa'n. A hå' goe' ti' te'et, å a ka' sie, det' en goe' ny slang', dæ' æ et en lap po'en."

Det viste sig nu, at der var en 16-17 huller på vores, og det viste sig også, at vi ikke på nogen måder kunne fa lov til at betale manden for den nye slange.
"Næj da, det æ jo en nøj slang' a få' igjen, a - a hår goe' ti' te' å sæt' en 16-17 lapper po!"
Det var ægte vestjysk gæstevenskab, vi mødte der.

I Svinkløv blev vi i nogle dage, og det var morsomt at se Svinkløv. Det var første gang, jeg var der. Vi tog nogle ture om i Fossedalen, og vi badede, og vi havde det dejligt.
Til sidst tog vi derfra. ]eg tror vi overnattede en gang nede i Lønstrup, og så gik turen derfra videre til Løkken. Om vi overnattede der, kan jeg ikke huske, men vi endte i hvert tilfælde i Hjørring på et hotel, hvor vi boede om natten, og hvor fader Hauch kom.

Og derfra startede så vores tur til Skagen. Det var morsomt, at komme op og se disse sandstrækninger, der hvor grenen begynder. Det er jo fuldstændigt som at se Sahara. Det var også morsomt at komme ind på en gård - jeg husker ikke mere, hvad den hed [sandsynligvis Gårdbogård i Råbjerg sogn] - men der var en vældig stor sø, som var udtørret og omdannet til landbrugsjord.
Der var bygget nye bygninger, en stor flot hovedbygning. Det var en mand, som Hauch kendte, og der var vi inde og spise frokost og høre om hele søens udtørring og om det nye landbrug, og om hvordan det hele var gået.

Og så startede vi mod Skagen. Her blev vi indlogeret på hotel, og hvor vi dog havde nogle dejlige og lystige dage.
Her så vi - for mig for første gang - den tilsandede kirke og Drachmanns grav og museerne. Og så havde vi jo nogle dejlige badedage deroppe - også i fint vejr.
Så det blev altså en virkelig uforglemmelig tur for mig, og da jeg kom hjem, var det tæt på, at jeg skulle til Silkeborg. ]eg kom hjem og fik vasket mit tøj og fik kufferten pakket, og så rejste jeg til Silkeborg, hvor skolen skulle begynde den 19. august 1919.

 


Uddannelse i Silkeborg

1919-23

(side 53 - 64)

Viggo omtaler første skoledag, som bestod af en sejltur til Himmelbjerget for samtlige elver og lærere på Silkeborg Seminarium.
Han fortæller, at han var blandt de heldige, som efter præparandklassen klarede optagelsesprøven til første klasse, hvor en del dumpede. Efter første klasse var der tilsvarende en oprykningsprøve, der skulle bestås, for at man kunne komme i anden klasse. Efter anden klasse var der eksamen i nogle fag - og efter tredje klasse kom så de sidste fag.

Viggos forældre havde nogle venner fra tiden i Borre - Gårdejer Jakobsen, som havde haft en gård i Gerning og senere købte en villa i Silkeborg, hvor de ville bo, indtil de senere fandt deres ønskegård i Vinding ved Vejle. Viggo boede hos dem i denne villa, som lå umiddelbart ved Randstrup å, hvor man kunne fiske i fra haven, samt boltre sig på åen i kano eller robåde, som kunne lejes billigt hos naboen. Det daglige arbejde med lektielæsning og stilskrivning og så videre kom Viggo og hans kammerater temmelig let om ved.

Senere flyttede Viggo og tre andre seminarister ind hos mejeristen, som udlejede en bolig med nogle stuer nedenunder og et par værelser oppe på loftet.
Viggo var kendt for ikke at blive påvirket, når der blev nydt spiritus i forbindelse med de såkaldte seminarist-sold. Mejeristen inviterede derfor Viggo og Gerda på Hotel Royal, hvor der var lidt optræden. Formålet var at forsøge at drikke Viggo fuld, og der blev spist smørrebrød og drukket øl og mange snapse, vist også whisky-sjusser.
Det endte med, at hverken mejeristen eller Gerda kunne styre deres ben, så Viggo måtte tage én under hver arm, da de gik hjem derfra, men det lykkedes således ikke at gøre Viggo beruset.

I anden klasse var der eksamen regning og matematik, sang og musik, fysik, geografi, religion, naturhistorie, skrivning, og tegning samt sproglig dansk. Så er de fleste vist nævnt.
I matematik var der fejl i opgaverne til skriftlig eksamen, så der blev omprøve, hvor der også var fejl. Derfor blev den mundtlige prøve særligt indgående og bestemmende for karakteren.
I vittighedsbladet, som hed Punch eller Klods Hans, blev denne eksamen til folks morskab skildret således:
"Når 15 arbejdere begynder at hugge en tunnel fra Frankrig til Italien, og efter fire dage får de yderligere 17 arbejdere, efter syv dage igen 21 mænd, der arbejder - og når man så fra italiensk side på samme måde begynder at arbejde med skiftende styrker; og skiftende dagetal, hvor meget koster så en kasse Colorado-Claro [cigarer]? At vi dog har så ringe læreraspiranter, at de ikke kan løse den smule opgave!"

På et tidspunkt flyttede Viggo fra mejeriet til noget, der hed Skolehjemmet, hvor der boede gymnasiaster og seminarister. Værten var københavner og havde været overtjener på et københavnsk hotel, og havde gode bekendte derfra, bl.a. en koncert- og operasanger Kaj Wilton og hans kone Ebba Wilton. Værten havde givet dem lov at spille på Viggos orgel, som var anskaffet, fordi han var startet på at tage organist-eksamen, da de skulle udsøge nogle ting, der kunne bruges til nogle planlagte kirkekoncerter i nogle af omegnens kirker.
Da Viggo dukkede op, bad han dem fortsætte, og han greb selv sin violin og spillede med. Viggo blev derefter opfordret til at spille med samme aften ved en kirkekoncert i Sjørslev præstegård, og efterfølgende spillede han med i mange kirker, bl.a. også i Aidt kirke.
Ebba Wilton kom senere til Viborg Domkirke og gav koncert, mens Viggo var lærer der.

Viggos og kammeraternes flid var der ikke særlig meget at rose af, men sidst på vinteren opfordrede broderen, som var landbrugslærer i Viborg og i tilgift planteavlskonsulent i Viborg Amts Landøkonomiske Forening, Viggo til at søge en stilling som lærer ved Viborg Private Realskole, også kaldet Plenges Skole.
1. August 1923 tiltrådte Viggo denne stilling, som var til en god løn.
Herefter anstrengte Viggo sig mere for at skille sig pænt fra de sidste eksamener under disse nye betingelser, og det lykkedes at få afgang med en pæn førstekarakter.

Viggos uddannelse blev i det væsentlige betalt af faderen. Under krigen 1914-18 blev hans løn på 2.600-2.700 om året efterhånden mindre egnet til at føde en familie og samtidig betale uddannelsesstøtte til tre, Axel i København og Olga og Viggo på seminarium i Silkeborg, henholdsvis Th. Langs og Vinther.
Med den nye lønningslov i 1919 røg faderens løn op fra 2.700 kroner til 7.000 om året, og tegnebogen blev tykkere og tykkere i venstre jakke-inderlomme, da han ikke var vant til at sætte penge i sparekasse eller bank, da de lige akkurat kunne klare dagen og vejen.
Tre studerende børn sørgede dog hurtigt for, at tegnebogen blev tynd igen, og den sidste del af Viggos uddannelse lånte han 2.000 kr., som han så kunne 'more sig med' at betale tilbage det første års tid eller to, han var lærer.

Viggos lærere var mangelunde, nogle meget dygtige og interessante, andre mere tørre og kedelige. Den bedste var uden sammenligning Ludvig Jensen, som var helt enestående. Han kunne lege det mest tørre stof, som for eksempel dansk grammatik, ind i eleverne, uden at de mærkede det. Han kunne fortælle om pædagogik og psykologi, så det gik lige ind som 'bred smør', som Peder Palladius siger, og han kunne give det store overblik og fortælle om de store mænd, de store filosoffer og den betydning, de havde haft, og på hvilken måde, og så videre. Derved blev de 5.000 sider psykologi og pædagogik nærmest en lyst for Viggo, som omtaler Ludvig Jensen som en gudsbenådet lærer.

Dilettant-komedie i Aidt

gengivelse

Men inden vi flytter helt fra min gamle hjemby, Aidt, så skal I dog alligevel, I børnebørn, ha' endnu en lille historie fra den tid.
Det drejer sig om dilettantkomedie. Næsten hvert eneste år blev der spillet dilettantkomedie. Primus motor her var mejeribestyrer Munk og fru Munk, og lægefruen, fru Alvig. De forstod altid at samle en trup omkring sig - og det var tit en meget morsom trup.

Der var gerne fuldt hus, når der var dilettantkomedie, og jeg husker med særlig glæde engang, da vores smed, Hans, han skulle spille komedie. Han skulle være bejler. Fru Munk, hun var den ombejlede pige. Og scenen forestiller, at de sidder på en bænk, og han betror hende på sit hjemlige mål, dog således, at han forsøger at tale rigsdansk - han betror hende, hvordan han vil klare at få det lavet sådan, at de kan gifte sig. Og så fortæller han hende det her:
"Jæj hår noet, jæj wil siige diig. Jjjjæj hår tænkt miig, at jæj wille rejse ned til Afrika at skydde løver og tiger, å når jæj så kommer hjæm, så kan wi køve Anne Sofies hus, å så kan wi hålle brøller."
Se, en scene af den slags gav jo et vældigt moro i forsamlingen. Høje hyl og klapsalver, og smeden troede, at det var, fordi han skilte sig særlig godt af med det.

Vi havde for øvrigt en hel del smede. En af dem boede uden for byen, men flyttede senere ind til byen. Men inden han var flyttet ind, boede han oppe i nærheden af Hagsholm Skov. Og engang han var hos lægen, og da spurgte doktor Alvig:
"Sig mig nu en gang..." - han hed Michael - "Er der nu nogen agerhøns i år?"
"Ouw, ja," svarede han: "A såw minst hunne dæ sat i en hyldebæ'busk".
Og så grinede doktor Alvig, for han vidste jo, at agerhøns aldrig sætter sig i hyldebærbuske eller træer. Det har nærmere været nogle stære.
 


De efterfølgende afsnit i bogen vil for det meste blive refereret i forkortet udgave, da der her kun er sporadisk omtale af emner, som vedrører Aidt sogn.
Dog vil enkelte afsnit blive gengivet, som Viggo fortæller det. Disse tilfælde vil fremgå af overskriften, hvor der tilføjes "(Viggos gengivelse)"

Det kan dog i høj grad alligevel anbefales, at man låner bogen på biblioteket, da Viggo berører mange yderst interessante emner, ikke mindst tiden under 2. Verdenskrig, hvor Viggo var aktiv i Modstandsbevægelsen og var Gestapo-fange i Frøslevlejren.
Ikke mindst Viggos omtale af hans engagement og valg til Folketinget for Dansk Samling er interessant og har historisk interesse.


Viborg-tiden

1923-28

(side 65 - 78)

Indledning
Og så skal jeg sige, at det er jo ikke sikkert, at I har lyst til at følge mig på den videre færd, for nu er der jo tale om voksne mennesker.
Men så kan I jo vente til, at I måske bliver så gamle, så det også vil interessere jer.

Privatskole med præliminæreksamen
Viggo fortæller om tiden som lærer ved Viborg private skole, hvor der var ti klassetrin. Efter tiende klasse tog eleverne præliminær-eksamen (en forberedelseseksamen, der blev afskaffet i 1958).

Apotekersønnen fra Skive
Viggo skulle være klasselærer i en 7. klasse, hvor en nystartet elev var en apotekersøn fra Skive, hvor ingen skole hidtil havde kunnet styre ham.
Allerede første dag gik det galt med den unge Esmann. Viggo kaldte ham ned bag ved bordene og stillede ham op ovre i højre side af værelset set oppe fra katederet, og skældte ham ud for hans næsvished med en høj og kraftig stemme, og satte punktum med en velrettet lussing, så drengen (Gregers) slog flik-flak over mod væggen på den anden side.

Det hjalp! Han blev den flinkeste, artigste og flittigste dreng, som tænkes kunne.
Hans morfar, direktør Hansen ude i Dollerup Mølle, Midtjysk Trikotages stifter, blev så begejstret for dattersønnens helbredelse, at Viggo blev inviteret med til hans 70-års fødselsdag. Apotekerfolkene i Skive belønnede Viggo med stående invitation til de første otte dage af sommerferien, bl.a. med køretur i det skønne Salling og gæstebud hos apotekeren med spil og sang og dans. Især det sidste! Og med god mad og godt at drikke. Og det var jo meget at få for en 'befalet lussing'!

Afslutning 1928
Viggo var glad for tiden i Viborg, hvor forældre ofte inviterede ham. Han kunne lide elever, hvilket var gengældt, og eksaminerne forløb godt med fine resultater.
Både Viggo og eleverne fældede tårer, da de ved afslutningen i 1928 tog afsked med hinanden.

Nyt embede med sang i Fredericia
Der var 3 medvirkende årsager til, at Viggo alligevel valgte at søgte embede i Fredericia, da der i bladet Folkeskolen var et embede med sang.
Det var almindeligt, at man måtte fungere en halv snes år som vikar ved de offentlige skoler, før man kunne få et embede.
For det andet havde 2 af Viggos gode kollegaer, Fønns og Spanner, begge havde forladt skolen. Niels Fønns, som var bror til skolebestyreren, havde købt en privatskole i Hammel, og Spanner var blevet inspektør ved sin broders skole i Odense.

Plagsomme invitationer i Viborg
For det tredje var for mange plagsomme invitationer fra elevers forældre blevet en belastning.
Det var ofte en fjerde mand til en bridge, der manglede, men det blev efterhånden for meget med at gå ud og spille kort hver aften.

Rettelse af fødseldagen den 11. til den 12. juli 1901
Viggo fik ændret en fejl fra præsten i Vejerslev, som fejlagtigt havde anført 11. juli som hans fødselsdato, selvom jordemoderen rigtigt havde noteret den 12. juli 1901.

Sommerferie med Bendtsen i Løkken
Viggo fortæller om sine ferier i denne periode, blandt andet i Isenkræmmerens pensionat i Løkken sammen med vennen, fabrikant Holger Bendtsen, en yngste søn i et fabrikantdynasti. Stedet var stift og kedeligt, så de forsøgte derfor at få sat en masse fart i tingene ved at arrangere en aftenfest. Der blev først malet en masse malerier, som blev sat fast på dem, som i forvejen hang i stuerne. Der blev der købt pølser, som blev kogt. En slags kørende oven - et kørende bord fra isenkræmmeren - blev pølsebod, og der blev købt en kæmpe klase bananer og noget spiritus til at lave punch.
Da stemningen var høj blev der lavet auktion over billederne, og festen gav et større overskud.
Det vigtigste var dog, at hele pensionatet blev rystet sammen, og resten af tiden gik med sang og fest. Hver aften gik hele kolonnen, arm i arm, syngende hen ad stranden og op igennem gaderne i Løkken, når de skulle hjem til isenkræmmeren, og det blev næsten helt en attraktion at overvære.
Det medførte, at hotellet sendte bud efter dem, så de også kunne sætte fart i tingende dér .

Lægepraktikant i Paris
Det næste år var han en måned i Paris sammen med Niels Fønns og Jens Ravn, en landmandssøn fra Vejerslev og barndomsven. der var blevet læge i Hammel, og skulle på kursus hos professor Marion, som var verdensspecialist i operationer af nyrer.
Viggo havde 300 kroner, som rigeligt slog til, da kronens kurs dengang var kolossal stærk over for den franske franc.
De fik set hele Paris ved både dag og nat. Operaer og koncerter var de til. I Moulin Rouge sang Sting Gets og Josephine Baker. De besøgte Natklubben og East End med det halvfarlige natteliv.
Om eftermiddagen besøgtes museer, Boulogne Skoven, Versailles og alt, hvad der er at se i hele Paris

Det var lykkedes for Jens Ravn at få indført Viggo og Niels Fønns som læger, selvom de var lærere, men begge starter jo med "læ", så om formiddagen deltog de i undervisningen iført hvide kitler og tørklæde, som dækkede over næsen og ned på brystet, så de kun havde øjnene fri.
Viggo var til tider i knibe, når nogle japanere ville vide, hvad der stod i papirerne for en patient, som skulle opereres, hvilket Viggo ikke kunne fortælle, så han måtte lade som om, han var optaget af at følge operationen.
Professoren kunne operere en vanskelig nyrehistorie på 10 minutter, hvilket ifølge Jens Ravn derhjemme varede 2-4 timer. Ifølge Viggo var det som at se en slagter sprætte en gris op, en-to-tre!, så var maven åbnet, og så var nyren fremme, og så gik det løs.

Gluntarna på Montmartre i Paris
På samme tur var Jens Ravn, Fønns og Viggo på et torv ved Montmartre, hvor en lutspiller, senere en gårdsanger, så en citherspiller og flere forskellige kom rundt til de forskellige borde.
På Jens Ravns opfordring begyndte de 3 selv at synge Glunte-duetter. Folk rejste sig fra bordene og der blev tykt af mennesker, så de måtte op på stolen, og så sang de 'Gluntarne' ud over Montmartre, så det gjaldede, hvilket gav klapsalver, men ikke penge.

Sommerferier i Schweiz, Tyskland og Østrig
Året efter var Viggo på ferie i Brunnen ved Vierwaldstätter-søen i Schweiz sammen med Fønns og Inspektør Nauntofte og hans kone Ingeborg, kaldet Emse, som de havde bridgeklub sammen med. De tog på ture rundt om i Schweiz, bl.a. til Rhônes gletcher samt badede og sejlede på søen.

Et år var Viggo sammen med Jens Ravn og Fønns på tur til Tyskland og Østrig, navnlig Wien, og Tjekkoslovakiet, navnlig Prag.
Tyskland var mærket af krigen, og Wien hang fuldstændig med vingerne som en skudt krage. For det store Østrig Ungarn var jo blevet et lille-bitte Østrig. Og Wien var alt for stor i forhold hertil. Fattigdom var at læse overalt.

Prag og Tycho Brahe
I Prag besøgte de bl.a. et slot, hvor Wallensteins udstoppede heste stod i stalden - og ét slot med et af verdens største biblioteker med en kæmpe sal i seks etagers højde, hvor etagerne var balkoner, hvor der var millioner af bøger fra loft til gulv.
Munkene på dette slot skulle være professorer, inden de kunne blive munke dér, så det var en lærd forsamling. De besøgende fik filt-tøfler på og måtte ikke tale inde i rummet.
I det samme slot opbevaredes alle Tycho Brahes efterladenskaber i montrer. Viggo omtaler bl.a. en "løvegård", som skulle forhindre, at en alkymist-assistent skulle finde på at lave guld, så kunne han ikke snige sig ud og komme til en anden konge eller kejser og sælge det, for han ville blive ædt af løverne, da det var helt indelukket.

Desværre kom de nogle dage for sent til at se den balsamerede Tycho Brahe, hvis kiste netop havde været gravet op i Tyn-kirken, hvor han er begravet. Kisten var lukket og sænket ned igen, da de ankom. Det blev fortalt, at hans hår og skæg var fuldstændig, som da han levede, men ansigtet var noget indfaldent som mumie.

Fra Viborg til Fredericia
I Viborg boede Viggo først i Sct. Hans Gade, hvor hans bror havde lejet to stuer hos en forhenværende skolebestyrerinde, frøken Mørk, da han blev planteavlskonsulent. Viggo boede i et tredje værelse, indtil læsegælden var betalt, hvorefter han flytted til Holstebrovej, og senere til hjørnet af Vestergade oven for Dumpen i Viborg, hvor han boede, indtil han rejste til Fredericia.
Viggos forældre havde samtidig besøg af en meget velhavende enke efter apoteker Piper i København. Hun "lå i kærnemælk" på Silkeborg Bad, fordi hun var på afmagringskur. Da hun skulle hjem til København fra Silkeborg med privatchauffør fik Viggo kørelejlighed til Fredericia, hvor han blev sat af indenfor byporten, kaldet Danmarksporten ved Danmarksgade ved siden af den gamle Prinsens Port.


Tiden i Fredericia begynder

1928

(side 79 - 106)

Første logi og venskab: 'Prinsen af Siam'
Ved ankomsten var der Købestævne i Fredericia, og det var svært at finde logi, da alt var optaget. Omsider fik Viggo logi på Møller Hotel i Oldenborggade, hvor en gæst akkurat var rejst, og Viggo fik lov at overtaget værelset. Han kunne oven i købet blive pensionær her.
Næste morgen ved morgenmaden satte en pensionær sig ved siden af Viggo og til begges store forbavselse opdagede de, at det var en gammel klassekammerat fra seminariet i Silkeborg, Kristensen, som nu var lærer på Markholt Olesens private realskole.

De fik efterfølgende mange glade tider sammen. Den følgende sommerferie holdt de sammen i Sverige, hvor de kom til Stockholm. Vennen var sorthåret og havde af en bror, som havde været i Siam, arvet et sæt siamesertøj af noget meget fint silke, og Viggo havde en gul silkeskjorte og gule silkelignende bukser og hvide sko og hvid bøllehat.
Da der på samme tid var besøg i Stockholm af en prins fra Siam, gjorde de opsigt alle vegne. Når en sporvogn kørte forbi, så røg de alle sammen over i vinduerne ud til den side, hvor de gik, for de skulle da se Prinsen fra Siam, som de troede det var.

På turen kom de også til Uppsala, hvor de blandt andet var til sommerbal ude i Liljakonvallaholma i den lyse sommernat. De tog over Sala og nord om søerne og ned til Gøteborg og Kullen, inden de kom hjem fra en meget fin sommerferie.

Første møde med Drengeskolen
Viggo blev på den første skoledag vel modtaget både af sin nye chef, overlærer Marcussen, og de nye kolleger. Han fik mange venner på Købmagergades skole, bl.a. Dujardin, Hastrup, Winding og Tofthøj. Det var dengang en drengeskole, pigerne gik på Dalegades Skole på den anden side. Begge skoler blev midt i 1930'erne slået sammen.

Lærerhøjskolen og min mors død (Viggos gengivelse)
Efter at jeg nu havde været lærer dernede i to år, så søgte jeg og fik tilstået et årskursus i dansk og botanik ved Statens Lærerhøjskole i København. Men just den dag, da jeg skulle have rejst til København, fik jeg telefonisk besked om, at min mor var død.
Hun havde fået hjerneblødning først på sommeren, var lammet i den ene side, og i sommerferien derhjemme havde jeg passet hende i nattetimerne. Nu havde hun så få dage efter, at jeg var rejst hjemmefra, stridt sin sidste strid.
I timevis kunne hun, mens jeg var hjemme - halvt ved bevidsthed og halvt det modsatte - bede sit Fadervor, ofte med ombytning af de enkelte bønner, men ustandselig og utrætteligt blev hun ved.
Nu havde hun fået fred. Og dog var det med smerte i sind, at vi bar hende ud af hjemmet - og senere sænkede hende i graven.

Min fars sidste tid (Viggos gengivelse)
Min stakkels far var meget mærket af sorgen over hendes død. Han var blevet indfalden og gammel at se på, gusten i huden og med hængende skæg. Men heldigvis rettede han sig da op efterhånden, og det var nok mest takket været min søster og svogers kærlige tagen sig af ham. Han havde søgt sin pension et ars tid før mor døde, og min søster og svoger havde bygget en villa til dem på deres mark - helt inde ved byen Aidt over for lægen, og her boede de så til leje. Her blev min far boende til han i 1947 døde som 84-årig.
Han var rask til det sidste. Umådelig rask. Nar jeg var hjemme hos ham på jagt, kunne han gå mig træt.
Hans sidste raske dag havde han samlet sine gamle jægerkammerater og var på jagt med dem, og de havde spillet l'hombre om aftenen.
Næste dag blev ham liggende i sengen, og han rejste sig ikke fra den mere. Han døde en måneds tid efter.

Mens han levede, spiste han sin middagsmad hos min søster på gården Egelund, og han sørgede selv for i det store og hele at få sin morgenmad og aftensmad, hvis han da ikke var inviteret ud, hvad han meget, meget ofte var. Far var meget afholdt af befolkningen deroppe. Længe efter at han havde taget sin afsked - jeg tror, at det var da han fyldte 75 - havde befolkningen lavet en stor fest for ham: Ungdommen lavede fakkeltog for ham - og en lignende fest blev lavet for ham, da han fyldte 80.

Far var sådan en munter mand. Han kunne ved sine besøg rundt om i hjemmene, og ikke mindst hos gamle og syge, virke sådan, at folk følte sig oplivede og glade. Han havde den gamle saga-fortælle-stil med fra sit hjem. Nar han berettede om noget, og det gjorde han tit og gerne, så var det altid med ordret tale. Ikke at Jensen eller Hansen sagde, at ... og så videre, men altid med nøjagtigt de samme ord, som Jensen eller Hansen havde brugt. Ofte også med deres tonefald og med deres stemmes lighed. Joh, sådan brugte man det i hans hjem, gården Kjeldvang i Jebjerg.

Når vi var der i sommerferien, så holdt vi os altid til, nar vores farbror kom hjem fra marked eller torvedag i Randers, for så fortalte han om alt, hvad han havde oplevet, og på samme måde som far, altid med ordret tale, og ofte med en fordrejet stemme, der lignede den, han citerede. Det var virkelig festligt og fornøjeligt.

Starten på Lærerhøjskolen
Efter moderens begravelse kom Viggo til Lærerhøjskolen i Odensegade, hvor forstanderen havde givet tilladelse til en uges udsættelse. På danskholdet, hvor der var cirka 30 lærerinder og lærere, traf Viggo sin senere hustru, Benedicte Balslev Clausen, kaldet Bim.
Viggo var startet på et svensk kursus, men lærerinden, fru Valfrid Palmgren Munch-Petersen, smædede og skamskændede alt dansk, og Viggo syntes, at hun burde have været udvist af landet. Samtidig fremhævede hun og roste og forgyldt alt svensk så overmåde, at Viggo efter en episode, hvor hun havde skamskældt to helt uskyldige lærerinder og fik bortvist en københavnsk lærer, der ædelmodigt forsøgte at berigtige deres uskyldighed, gik til forstanderen og fik lov til at forlade kurset.

Botanik og dårlig mave
På Botanik-holdet, som holdt til i Botanisk Museum i Blågårdsgade, underviste magister Gram, som Viggo betegner som en meget dygtig og inspirerende lærer.

Viggo boede på Helenevej ved Landbohøjskolen, og han spise rundt i byen, hvor han nu var på skole, eller i nærheden af, hvor han boede. Oftest spiste han på kvindernes spisehuse eller den slags billige steder, hvor opskriften var en liter vand med teskefuld margarine og tre ærter i. Da han var vant til en meget kraftig hotelkost, fik han efterhånden dårlig mave af det.

Foredrag på danskholdet
På danskholdet var der et godt kammeratskab, og en flok hyggede sig meget sammen om aftenen, bl.a. i teater oppe på øverste hylde, hvor en billet kostede 85 øre, og der var tit tilbud til Lærerhøjskolen. De var ofte til koncerter, besøgte museer og samlinger og lærte København at kende ved siden af skolearbejdet.

Viggo skulle holde foredrag, som blev en sammenligning af 'De Levendes Land' (1916) og 'De Dødes Rige' (1912-1915) af henholdsvis Harry Søiberg og Henrik Pontoppidan.
Det blev holdt uden manuskript og Viggo forivrede sig i enkeltheder i en sådan grad, at det efter to timer blev udsat til efter frokostpausen klokken tolv. Herefter fortsatte foredraget endnu en time. Foredraget blev godt modtaget, og Bim syntes om det, sagde hun.
Viggos skriftlige afhandling var om Pontoppidans liv og digtning. Det har han siden haft stående i sin boghylde, men han ved ikke, hvor den er blevet af.
Litteraturen blev gennemgået minutiøst, og det var næsten seminariet om igen, med Dansklærerforeningens udgaver og petitesser og - syntes eleverne - mange ligegyldigheder. Trods det holdt de meget af Schlitchkrull, som de kaldte Krølle. De holdt mindre af Rehling og hans nye grammatik, der ikke rigtig harmonerede den, de havde lært på seminariet.

Mødet med Benedicte (Viggos gengivelse)
Nok fik jeg et udbytte af opholdet på Lærerhøjskolen og i København, men dog uden sammenligning det allerbedste i form af mødet med min trolovede, frøken Benedicte.
I hendes hjem i Ollerup kaldtes hun Bim fra hun var en lille pige. Et kælenavn, som vi så har kørt videre i vores lille familie.
Vi havde en tid kastet det, som man kalder for "lange blikke" til hinanden. Sø var der en aften, hvor vi var til koncert, eller måske var det teater, det kan jeg ikke huske. Og så bestemte vi os til - vi to - at gå ud og danse sammen. Jeg valgte Valencia på Vesterbro. Her var der jo liv og glade dage og optræden af solister og dans på midtergulvet.
Jeg tror, at det var første gang at Benedicte, præstedatteren fra Sydfyn, var på en 'dansebule'. Men tilsyneladende morede hun sig godt, og vi dansede meget. Vi spiste smørrebrød, og vi havde det fornøjeligt. Og da jeg fra Valencia kørte Benedicte hjem til hendes bopæl i Skovgaardsgade, hvor hun boede sammen med sin søster Eva, der var massøse på et sygehus i København, ja, da var vi faktisk forlovede.
Vi var dog så gamle og fornuftige, at vi var enige om, at vi lige skulle vente og se tiden lidt an til påskeferien, som kom umiddelbart efter. Efter denne var sagen nu set an af os begge: Vi var forlovede, men det skulle være i hemmelighed over for vore kammerater. Det varede dog ikke længe, kun indtil én af dem ved navn Tormod traf os gående arm i arm inde i en park.

Oberstinde Benedicte Brandt (Viggos gengivelse)
I et brev underrettede Bim nu sine forældre om, at hun havde forlovet sig med en ikke særlig køn lærer med en kæmpestor rød næse, men dog med kønne øjne. Det unge par mødte ret hurtigt op hos provstindens mor, oberstinde Benedicte Brandt, der boede i Hellerup. Her havde Bim boet, mens hun læste til lærerinde. Oberstinde Brandt var den, der blev vores meget kære og meget afholdte oldemor. Hun var helt utrolig energisk og ungdommelig og dejlig i en høj alder.
Nå! Bim og jeg ankom så ud til 'oldemor', og jeg blev dér antaget som svigersøn - og som knap så grim som beskrevet. Svigerfar sagde: 'Nåh, men De ser da ikke så tosset ud, som Bim har fortalt i brevet.'"

Forlovelsesringene
Viggo fortæller herefter om besøg hos en guldsmed for at købe forlovelsesringe. De valgte to ringe med indgraveret mønster, nærmest lignende blomster og ranker, nøjagtigt tegnet efter ringe fra bronzealderen. I Glyptotekets palmehal fandt de en bænk i de smukkest tænkelige omgivelser, hvor de satte ring på hinandens ringfinger.
For at få rettet deres økonomi op først, bestemte de sig for at vente et år med at blive gift, selvom Viggo var lige ved peberbøsse-alderen, og Benedicte var 26.

Som nyforlovede til spåkonen ved Kullen
På en tur til Kullen mødte Viggo og Bim en spåkone, eller som Viggo siger, "en heks - en gammel, gammel sigøjnerkælling". For to kroner ville hun spå dem alle.
Det mærkelige var, at hun spåede rigtigt: Hun fortalte for eksempel, at Viggo ville blive lykkeligt gift, få et dejligt hjem og få fire børn, og han ville komme i kongens råd, og opnå en høj embedsstilling.
Det er jo for så vidt gået i opfyldelse alt sammen. Fire børn kan ingen benægte, og han blev også medlem af Folketinget, og blev kongeligt udnævnt skoleinspektør.
Efterfølgende forlangte spåkonen 2 kroner for hver person, og Viggo kunne ikke være andet bekendt end at betale for alle 4 i selskabet, så han måtte op med otte kroner og havde sølle fire tilbage.

Et venteår
Mens Viggo havde fri fra sit embede, skulle han selv lønne sin vikar, så der blev ikke mere end et lille halvt hundrede kroner til overs for hver måned, og derfor belånte han en livsforsikring, som hans far havde tegnet, med 2.000 kroner, og det ville jo være bedst at få den betalt af inden de skulle giftes.
Også Bim havde opbrugt det meste af sine sammensparede penge, ikke mindst da hun også ofte måtte betale for sin søster Eva.
Vente-året gik dog hurtigt. Ofte besøgte de hinanden, og hver større ferie var Viggo gæst i Præstegården.
Bim blev modtaget med åbne arme og med stor glæde af såvel Viggos far som hans søskende. Hans far holdt så meget af sin svigerdatter, at hans brevveksling ret hurtigt blev overført i det væsentlige fra Viggo og til hende. Han glædede sig over hende, hver gang hun kom hjem til ham, eller han besøgte dem.
Det finder Viggo ikke så sært, da hun har kunnet klare hans stive og stædige jyske sind på sin rolige og sagtmodige og tålmodige og overbærende måde at være på.
Efter 40 års ægteskab kan Viggo med saglig vægt udtale, at "hun er ikke mindre end en perle. Endda en meget og sjældent skøn perle. Men det ved I jo alle sammen."

Bryllup i Ollerup
12. juli 1932 blev Viggo og Bim viet i Ollerup af brudens far. Befolkningen havde sørget for en smuk pyntning af kirken, hvor Bim gennem 5 år havde været organist uden at forlange løn for det. Brudepigerne var landinspektør Hvenegaards fire døtre. Ud over de helt selvfølgelige bryllupssalmer havde de valgt andet og sidste vers af Kingos skønne salme: 'Nu rinder solen op af østerlide'. Efter vielsen og fotografering var der arrangeret en stor og festlig middag i Præstegårdens store vognport, som var meget smukt pyntet. Inden skumringen sænkede sig, havde Viggos svoger Thorkild sammen med lærer Sylvest fundet på at nedlægge lys i de her små blikskåle, som man kan købe, rundt om alle græsplænerne og alle blomsterrabatterne. Det var et såre skønt syn, da de blev tændt i den dejlige sommeraften.

Bryllupstaxa til Fredericia (Viggos gengivelse)
Min svigerfar havde bestilt en chauffør i Fredericia til at køre os helt til vores hjem i Købmagergade 81, første sal, og ved afrejsen sent på aftenen blev vi naturligvis overøst med risengryn, og vi havde naturligvis også en skraldende bunke dåser hængende bundet bag i bilen, så det blev en festlig afgang fra Præstegården, da vi skramlede ud med potterne over stenbroen. Vi kom af sted med anstand, må man sige.

Mellem Odense og Strib blev vi imidlertid standset af færdselspolitiet, og det lød ikke til, at bilen var i alt for fin stand, for betjentene skældte og smældte og råbte. Men pludselig fik den ene betjent øje på Bim og så, at hun var brud i fint brudetøj og med brudesager på hovedet, og så lød det pludselig fra ham:
"Så kør da, så hurtigt du kan."
Jeg fik lige tid at stikke ham en håndfuld mavebælte-cigarer, som Thorkild havde fyldt min kjolelomme med ved afskeden, men opholdet hos færdselspolitiet havde forsinket os så meget, at vi kom for sent til færgen over Lille Bælt.
Imidlertid gik der en godsfærge umiddelbart bagefter, og den fik vi lov til at komme med - bilen inklusive - og så nåede vi godt bilende hjem til Købmagergade 81 i Fredericia

På bryllupsrejse med sejltur og Operacafé
Viggo omtaler bryllupsrejsen til Kalmar, Visby, Stockholm og Uppsala.
På Visby glemte Viggo sin nye hat ude på stranden, hvorfra den efterfølgende var forsvundet. Han mente, at den må være taget på grund af Valdemars røven og plyndring derovre.

På en sejltur i Skærgården mødte de en tysker, som viste sig at være direktør for Ribano-fabrikkerne, der lavede det samme undertøj og den uldtrøje, som Viggo benyttede.
I Stockholm inviterede fabrikanten dem på Operacafeen, hvor han bestilte en flaske meget stærk vin, som de drak sammen. Den var så stærk, at hverken Bim eller fabrikanten kunne få benene til rigtig at makke ret, da de skulle gå derfra. Viggo tog Bim under den ene arm og ham under den anden - og på den måde kom de ned ad trappen og ud af Operacafeen og ud på gaden. Fabrikanten blev fulgt til sit hotel, hvor han blev afleveret til portieren. Da Viggo herefter havde fået Bim i seng på deres hotel, sagde hun:
"Uha, det var da forfærdeligt, somme tider er mine ben helt oppe ved loftet og bagefter er det hovedet - hvad skal jeg dog gøre?"
"Du skal bare ligge ganske roligt, så går det nok over". Og det gjorde det også.

Hverdag i Fredericia
Viggo fortæller om cykelture, badning ved Østerstrand, besøg hos venner i Fredericia og besøg hos familien i Aidt og Viborg, hvorefter skolen og hverdagen efter en dejlig ferie begynder igen.
Bim havde 4-5 år lidt af pande- og næsehulebetændelse, og var blevet pumpet ud hos specialisten i Fredericia næsten hver anden dag gennem lang tid.
En dag nyste hun 30-40 gange efter hinanden, og så var der hul ind til hulerne, som har været i orden siden. Dog med et lille tilbagefald, når de var for længe på sommerferie i Ollerup. Der er åbenbart noget dernede, der gør, at man kan få stoppet indgangen til hulerne. Så kunne der komme et lille tilbagefald, som dog straks forsvandt, når de igen var i Fredericia.

Den førstefødte
10. august 1933 blev Finn født i sovekammeret i Købmagergade 81. En dejlig, køn, virkelig køn og velskabt dreng, der med kønne og rolige øjne vågent betragtede alle sine nye omgivelser, som var han en fuldkommen voksen filosof!
Finn var indirekte skyld i, at familien ønskede at flytte. Mens Bim var syg og sengeliggende, og Finns bleer hang til tørre nede i gården, blev de overhængt af våde håndklæder af husejerens datter, som boede neden under med sin mand, og som var en vrissen dame. Viggo måtte så ned og få dem pirket frem og hentet op, og derefter stryge dem tørre. Det gav så megen harme og vrede, at de blev enige om at kigge efter hus-annoncer i Dagbladet, og der stod averteret et hus til leje eller salg, Bülowsvej 10.

Syvkanten
De fik huset på hånden og talte med ejeren, der var blevet udnævnt til stationsforstander i Mørke. Huset hed 'Syvkanten', fordi grunden er syvkantet, da den ligger, hvor Bülowsvej slår et knæk på 45 grader. Det lå lige ud til volden, som går omkring hele Fredericia. Huset på Bülowsvej 10 blev købt for 22.000 kroner med 4.000 i udbetaling. Bim havde i årene føre brylluppet sparet 2.000 op af sin løn og resten var arveforskud fra hendes forældre.

Her boede de i 18 år, indtil de flyttede til Treldevejens Skole i 1952. Her blev Bente født den 7. juli 1935, mens Leif og Sven blev født nede på fødeklinikken i Katolsk Hospital henholdsvis 2. marts 1939 og 21. september 1942. Hele voldterrænet stod til børnenes rådighed, og der legede de meget.
De måtte naturligvis ikke gå ned til voldgraven, for her boede en 'rakkermads' og en 'skidtmads', som ku' ta' børn!
Her voksede børnene op, og havde flere legekammerater. Børnene gik på Købmagergades Skole - og kom senere på Gymnasiet. Alle 4 er fotograferet på deres studenterdag hos frøken Gram, fotograf i Danmarksgade.

Unge piger
Viggo omtaler flere af de unge piger, som har hjulpet med børnene. Især Ingeborg, som var hos dem i 3 år, var afholdt af alle som en sjældent trofast og fremragende pige til at opdrage børn. Ganske roligt og besindigt og ligevægtigt i alle forhold tog hun tingene. De havde kontakt til hende meget længe.
I 1944 havde de en pige, der hed Tove. Hun sov hos børnene den nat, da Gestapo kom for at ville fængsle Viggo, mens de var ude til gilde, men det fortæller han om senere.

Da Viggo efter krigen kom i Rigsdagen, og Bim blev syg af gulsot og i lang tid indlagt på Kolding Sygehus, skaffede hans svigermor og provst Kløvborg en pige, der hed frøken Jepsen. Og det var den rette pige i den rette stund. Hun klarede myndigt sit embede med hus og børn. Svigermoderen var der også det meste af tiden - som en slags overgeneral. Og det var jo en trøst for de forladte børn, når moderen var syg, og faderen var i København.

Møde med Arne Sørensen og Dansk Samling
Viggo fortæller om sit møde i 1937 eller 1938 med Arne Sørensen, en ung forfatter, der havde skrevet bogen 'Det Moderne Menneske'. Viggo kom inden længe med i det af Arne Sørensen stiftede politiske parti Dansk Samling, hvor Viggo selv blev opstillet til valg i 1939. Ingen blev dog valgt dengang, men så kom Besættelsen og ved valget i 1943 fik de tre mand valgt ind. Efter krigen, ved valget i 1945 fik de fire mand valgt ind, og Viggo var en af dem. Han nævner, at det nok er værd at læse Jacob Kronikas bog om besættelsestiden, hvor der også fortælles om Dansk Samling.

Beskidte politikere (Viggos gengivelse)
Den, som ikke har prøvet det, kan ikke ane, hvor det var en beskidt bestilling at være politiker i et nyt parti. Alle de gamle partier og deres folk faldt over én og forsøgte at gøre én til grin. De refererede, hvad man sagde på en fuldstændig uanstændig og trekantet og helt misvisende måde. Alle var åbenbart bange for at miste stemmer til dette arbejder- borger- og bondeparti, der ville kæmpe for helheden og kæmpe imod klassekampen.
Værst var Socialdemokratiet. Bedst var vel Venstre. Deres blad var i hvert tilfælde det eneste sted, vi kunne få optaget vores annoncer med stillerlister til valgene. De andre sagde blankt nej.
Politisk forfulgt blev jeg også på min pengepung, idet jeg blev smidt ud som lærer af Aftenskolen, en socialdemokratisk aftenskole - med en socialdemokratisk forstander og en socialdemokratisk formand.
Da den konservative kollega Hastrup fra Købmagergades Skole hørte det, så skrev han en lang artikel i Jyske Tidende, der også skældte socialdemokraterne ud over den behandling.
Så svarede formanden for aftenskolen igen med, at jeg jo var erklæret nazist! Venstremanden Tofthøj, der var forstander på Handelsskolen kom dagen efter, at han havde hørt, at jeg var blevet smidt ud, og han bødede på tingene ved at sige:
'Vil de så ikke god være så venlig at blive lærer i Handelsskolen. Vi savner en god lærer der'.

Og det ville jeg naturligvis meget hellere end at være i Aftenskolen. Der var meget bedre forhold, og det var bedre lønnet. Og vi kunne dårligt undvære den indtægt, jeg havde ved mit aftenskolearbejde.
Men værst blev det næsten den dag, da min skoleinspektør A. Chr. Westergaard kaldte mig ind på sit kontor og forsøgte at presse mig og trygle mig om at melde mig ud af Dansk Samling, og holde op med at have noget med politik at gøre. Det må vel have været i 1939. Da jeg holdt på, at vi boede i et frit land, og at enhver havde lov til at have den mening, man havde lyst til, og de politiske meninger, man fandt var rigtige, og i øvrigt nægtede at melde mig ud af Dansk Samling, så kom forklaringen: Skolekommissionsformanden - senere borgmester - Arent havde lige akkurat forladt kontoret. Han var kommet for at få skoleinspektør A. Chr. Westergaard til at få mig ud af politik, eller endnu bedre få mig fjernet fra skolen - og få mig smidt ud, hvad A. Chr. Westergaard sagde ikke kunne lade sig gøre, for jeg var både en flink og dygtig lærer, og der var ikke noget at kritisere over mine forhold.
Nå, så hårdt gik man altså på, og I kan nok forstå, at der skulle gode nerver til at være med i legen.

Men det billede jeg nu har tegnet, det var totalt ændret, da jeg i maj 1945 kom hjem fra fangelejren. Dog ikke hos alle.
Ved en frihedsfest, der skulle være nede i kastellet, hvor jeg ringede til viceborgmester Nielsen... - borgmester Arent var nemlig bortrejst til Sverige - for at få lov at være repræsenteret med Dansk Samling ved mødet - det var partiernes folk, der talte, da fik jeg blankt og absolut afslag. Men samme eftermiddag blev der ringet fra Kolding, om jeg ville være så venlig at tale ved et lignende møde dér og repræsentere Dansk Samling, hvad jeg selvfølgelig sagde ja tak til.
Aviserne skrev, at der var op imod 10.000 deltagere i mødet i Kolding. Det var en mægtig skare, og der var højttalere ud over det hele, så det rungede, når man talte - og der talte jeg så.

Min fangekammerat fra krigens tid, pastor Kofoed fra Almindingen lå på sygehuset. Ham besøgte jeg dagen efter, og han havde jo læst referaterne i avisen. Han sagde til mig, at min tale var så langt den bedste, og den eneste, der var noget ved. Men det afhænger jo naturligvis af, hvilke øjne man ser med, og hvilke ører man hører med.


Besættelsestiden

1940-45

(side 107 - 164)

 


Næsten et år i Frøslevlejren

(side 165 - 210)

 


Bim fortæller om

sine oplevelser

under 2. Verdenskrig

(side 211 - 238)

 


To år i folketinget

Viggos erindringer fra efterkrigstiden

(side 239 - 248)

 


Jagtoplevelser 1

(side 249 - 254)

 


Virke og familie

(side 255 - 278)

 


Egehøj-tiden

(fra 1962)

(side 279 - 314)

 


Efterskrift

Hvis I nogensinde kommer til at sidde og høre at det, som jeg nu har siddet og vrøvlet fra mig, så er I virkelig meget tålmodige! - og meget udholdende!
Det er blevet en meget, meget lang omgang.
Men jeg har jo også levet et langt liv, og der har været meget at fortælle om - og der er jo meget, meget mere! Vi kan ikke få det hele med.

Det her er blevet til nogle små 'kluk' - om, hvad jeg nu er kommet i tanke om, og som alt sammen har foregået, mens jeg levede. Nu siger jeg farvel og tak for overhøringen. [Og nu medlæsningen, til jer der var vedholdende!]

Jeg vil også ønske jer at leve vel alle sammen!
Men der følger jo mere.


Senere tillæg

 


Jagtoplevelser 2

- fortalt i julen 1980

(side 319 - 324)

 


Benedictes

barndoms-erindringer

fra 1904-18

(side 325 - 364)

 

 


Benedicte bliver voksen

Tiden fra 1918 til 1930

(side 365 - 374


.. fortsat under udarbejdelse

 


Tilbage til Erindringer