P. M. Pedersen

1862-1947

Erindringer

Klik på et billede for at se en forstørrelse.

Nedskrevet kort tid efter 1930
- samme periode som dette portræt blev taget

Udskrevet af Finn Aidt i juli 2001 fra P.M. Pedersens efterladte håndskrevne skolekladdehæfte.
Overskrifter, noter [i kursiv] er tilføjede

Hustruen og børnene
 

Soldater fra 1864

Naar jeg nu som ældre Mand tænker tilbage paa Tiden til min tidligste Barndom, da jeg kunne begynde at skønne lidt over Livets Tilværelse, saa dukker det ene Minde frem efter det andet.

En af de første Begivenheder, jeg mindes, er Indkvarteringen af de tyske Soldater i 1864. Jeg var rigtignok kun to Aar gammel, men alligevel kan jeg tydeligt huske, hvor forskrækket min Moder blev, da en tysk Officer kom ind og meldte Soldaternes Ankomst.
Min Fader var ikke hjemme, - og Moder forstod jo ikke et Ord af det, Officeren talte. De tyske Soldater var ellers flinke nok, især syntes jeg godt om én af dem, som hed "Grisse". Han gav mig tit Kager og gyngede mig paa sine Knæ om Aftenen.

Fødebyen Jebjerg

Jebjerg, min Fødeby, var dengang en tætbygget Landsby af 13 Gaarde og en snes Huse; - sidenhen er flere Gaarde flyttet ud paa Markerne. Byen ligger i en flad Egn, ret kønt, og med en dejlig Udsigt mod Nordøst ud over Gudenaadalen.

Syd for Byen gaar Landevejen Bøsbro-Randers [Kongensbro-Randers over Aidt og Lavrbjerg. Ved Bøsbro over Lilleåen ved Lavrbjerg lå Bøsbro Kro, hvor i gamle dage Oksevejen fra Aalborg og Hobro til Husum og Itzeho gik forbi, - et bedested for studedriverne], og imellem denne Vej og Byen ligger de bedste Jorder, Indmarkerne.
Syd for Landevejen ligger mod Øst Skovmarkerne og mod Vest Fællederne. Hele dette Terræn hæver sig i dets sydligste Del i et højt Bakkedrag, der har sit højeste Punkt paa Bøgebjerg, Kathrinehøj, - 380 Fod, 127 Meter.
Fra Bakkedraget var der en storartet Udsigt til alle Sider, saa man kunde tælle 28 Kirker rundt i Omegnens Landsbyer, ja, endog se Hohøj ved Mariager, cirka 4½ Mil [cirka 35 km] mod Nord.

Til Sognet, som hedder Ørum, hører foruden Jebjerg: Væth samt de fire Herregaarde: Ørum gaard, Christianslund, Frisenvold og Lundbjerg; endvidere Frisenvold Fiskegaard ved Gudenaaen, hvor der drives stort Laksefiskeri - nu ejes den af Staten. Baade Væth og de nævnte Gaarde ligger Nord for Jebjerg, ligesaa Kirken, Ørum Kirke, som var fælles for hele Sognet.

Fødegården i Jebjerg

Mine Forældre ejede en af Byens Gaarde med et Areal paa cirka 67 Tdr. Land, hvoraf en Snes Tdr. Land ikke var opdyrket, men dels var bevokset med Løvskov og dels med Lyng og Enebærbuske; men Halvdelen deraf laa som vedvarende Græsmark til Ungkvæg og Faar, som der holdtes adskillige af dengang. Af Eng var der 5 Tdr. Land og af Tørvemose omkring 1, - saa det opdyrkede Areal var cirka 40 Tdr. land.

Gaarden har været i den samme Slægts Besiddelse som nu siden først i 1600-Tallet, men var i tidligere Tider en Fæstegaard til Herresædet "Frisenvold", hvortil der gjordes Hoveriarbejde i mine Bedsteforældres Tid.

Mine Forældre

Mine Forældre, Peder Jensen og Mette Marie Sørensdatter, havde 12 Børn, hvoraf de tre døde, før jeg blev født. Tilbage var vi saa ni, 5 Søstre og 4 Brødre. Jeg var den yngste.
Min Fader var født i Gaarden og havde kun én Broder, Kjeld Jensen, som ejede Nabogaarden.

Min Moder var født i Bakkjærgaard paa Laurbjerg Mark. Hun havde kun én Søster, som hed Lene, men da deres Forældre døde, medens Børnene var smaa, blev Gaarden solgt, og min Moder kom i Pleje hos Gaardejer Rasmus Kaa i Jebjerg og Lene hos P. Hvid paa Nørreskovgaard i Laurbjerg Sogn.
Begge nød de god Pleje og befandt sig vel, tilmed da de ofte fik Lov til at besøge hinanden, som jo naturligt var. Plejeforældrene i begge Hjem var velstaaende Folk.

Moster Lene, som vi kaldte hende, blev som stor Pige gift med en Enkemand, Gaardejer P. Skriver i Vorup ved Randers. Derhen ville jeg som Dreng gerne med paa Besøg, for vi fik altid Sødsuppe med en Masse Svedsker i og bagefter Ribbenssteg og Medisterpølse.

Som den yngste af Hjemmets Børneflok blev der stadig vist mig megen kærlig Omgang - baade af Forældre og Søskende; jeg blev, som man siger, taget ved Haanden til enhver Tid.

Mine Forældre var særdeles flittige Mennesker og tidlig paa Færde om Morgenen for at faa Arbejdet i Gang. Mor stod altid først op, om Vinteren Klokken 6 og om Sommren Klokken 3½, hun havde jo altid nok at bestille.
Far kom saa lidt efter, naar Køerne var malket, og forsørgede Fodringen af Kvæget, medens de to yngste Drenge mugede ud i Kostalden.

I Hestestalden ordnede de to ældste Brødre det hele og skar Hakkelse til Hestene.
Imidlertid havde Mor saa Davren færdig, hvorpaa vi spiste ved et lange Bord i Dagligstuen. Vi Mandfolk sad paa Bænken langs Vinduerne, dog Far for Bordenden, medens det kvindelige Personale altid stod op og spiste foran Bordet - for det var dengang en stor Skam for en Pige, hvis hun sad ned og spiste.

Familieliv

Vi Søskende kom som Regel godt tilrette, og der var i det hele et godt Forhold inden for Hjemmets Vægge. Om Sommeren kom vi almindeligvis op om Morgenen Klokken 3½ til 4, da vi var bleven Hjorddrenge; thi vi skulde da op i Skovmarken at flytte Faar og Plage, [ungheste], og være hjemme til Davre senest Klokken 5½, da Skolen begyndte Klokken 6.

Som mindreaarig, før jeg kom til at gaa i Skole, havde Far mig i Reglen ved Haanden ud i Marken at flytte Køerne, og hvis han selv hentede dem hjem Middag og Aften, satte han mig undertiden op at ride paa den bredryggede Haandko; det var jo rigtig Løjer.

Ligesaa fulgte jeg i denne Alder med Mor til Kaffegilde hos en del af Byens andre Koner. Naar Kaffen var drukket, bød Værtinden dem med ind i Storstuen for at se alle hendes hengemte Sager af Bolster og Dyner, Lærred til Lagener og Gardiner, samt Hør og Uldgarn, der, naar Tiden kom, skulde sendes til Væveren og forarbejdes videre.
Disse mangfoldige Sager, der laa hengemte i Slaugkister, [slagkiste er en opbevaringskiste med buet låg til at lukke op, jvf. slagbænk], var Kvindernes Husflidsarbejde fra de lange Vinteraftener, og med Rette var Husmoderen stolt af at vise det hele frem for sin kvindelige Omgangskreds, fra hvem der som Regel blev udtalt rosværdige Ord om vedkommende Husmoders dygtige og flittige Arbejde.

Stuehusene i Gaardene var næsten alle ligedan indrettede: En mindre Gang eller Forstue samt en Dagligstue med Alkovesenge til Pigerne og en Slagbænk til Børn, et mindre Sovekammer til Mand og Hustru, samt en Storstue til Møbler, og bag ved denne visse Stuer, et eller to Gæsteværelser.
Desuden var der Køkken, Spisekammer og Bryggers samt Bageovn. Storstuen brugtes til Dansesal, naar Ungdommen holdt Bal, som så kaldtes Legestue, men også ved Brylluper, Begravelser og Barselsgilder.
Der var ingen Forsamlingshuse i disse Tider. De byggedes først fra omkring 1880, da Fordragsforeningerne begyndte at blive oprettede.

Et rigtigt Bondebryllup

Et rigtigt Bondebryllup varede som Regel 3 Dage. Der var Dans alle tre Dage. Første og sidste eller tredje Dag for de ældre og anden Dag for Ungdommen.
Til de største Bryllupper var Gæsternes Antal fra 150 til 200 Mennesker, men da en stor Del af Sognets Beboere var i Gildefælle med hverandre, d.v.s. støttede hverandre i Naturalier ved en saadan Lejlighed med Griseskinker, Fåreskinker, Høns, Æg, Fløde og Smør, blev et saadant Bryllup ikke saa kostbart for Brudens Forældre, at Udgiften fik videre Betydning.
Endvidere blev der givet Brudeskænk, Penge, til Manden, der gjorde Bryllupet. - Vel ogsaa beregnet til Lindring af Udgifterne.

Et saadant Bryllup var festligt.
Fire til seks Horn- og Klarinetmusikere var, naar Gæsterne begyndte at indfinde sig, anbragt ved Indgangsdøren for at lave Musik for hver Gæst, der ankom. Og saa spistes der Frokost.
Naar Bryllupsskaren saa drog til Kirken, var Musikerne i Spidsen og vedblev til Slut at spille uden for Kirkedøren, indtil alle Gæsterne var gaaet ind i Kirken; men især var Musikstykkerne livlige paa Hjemvejen, naar Vielsen var vel overstaaet.

Medens Brudeskaren var i Kirken, blev Bordene i Gildehuset dækkede. Skafferne gik højtideligt i Lag med at faa Gæsterne anbragt i en bestemt Orden: Brudeparret for Midten af det store Bord - og lige overfor paa modsatte Side, Hr. Pastorens og Degnens; derefter kom saa Familien i en vis Orden, og bagefter de øvrige, der kunde faa Plads i Stuerne.
Resten af Gæsterne pladseredes saa ved lange Borde i Laden, der var festligt pyntet med Grønt og Blomster. Det var for Resten det livligste Sted under Spisningen. Dér var jo ingen Gejstligheder tilstede.

Naar alle Gæsterne havde faaet Plads, holdt Skafferne en højtidelig Bordbøn, hvorefter Kødsuppen blev baaren ind ved Hjælp af unge Karle, kaldet Smonere, og Piger, Forgangspiger, og siden forskellige Slags Steg. Til slut spistes saa de fine Lagkager, Smaakager og Kransekager til Vinen.
Under Spisningen spilledes af Musikerne, som Regel først "Det er saa yndigt at følges ad", og siden et par andre Sange; men ved Spisningens Slutning spilledes et rigtigt livligt Stykke, og saa blev to tomme Tallerkener ombaaren, den ene med et beskadiget og ubrugeligt Stykke af en Trompet, den anden med et knækket Spiseskeskaft, der var bundet sammen. I førstnævnte Tallerken skulde da efter Skik og Brug ofres til Spillemændene, i den anden til Kokkekonerne.

Naar Bordene efter Spisningen var ryddet ud, begyndte Dansen. Først dansede Skafferen med Bruden, forestillende, at han dansede hende ud af de unges Lag, hvorpaa han førte hende hen til Brudgommen, der dansede hende ind i de ældres Lag. Derefter kom Dansen snart i fuld Gang og gik som Regel livligt, saa længe der var Gæster, især naar der henad Aftenen blev serveret nogle Buljer Romtoddy-Punch [Jysk for bolle eller bowle med kandis, Sct. Croix rom, og kogende vand], der blev baaret ind i Terriner. Over Punchebuljens Overflade saas en blaanede Flamme, Sprit-afbrænding, idet Skafferen bar den ind paa Bordet, hvilket gjorde et imponerende Indtryk paa Gæsterne, der saa efter Skafferens Opfordring søgte hen til Bordet og nød med Fornøjelse de vaade Varer.

Bagefter blev der forbavsende Liv i Dansen. Hvem Punchen havde virket rigeligt paa, traadte fast Takt i Gulvet med de tyksaalede Halvstøvler. Andre smed Frakkerne og viste derved deres Udholdenhed til at svinge Damerne samtidig med, at der var Leen og Hujen i al Venskabelighed.

Historier og Overtro

I min Drengetid var det ret almindeligt, at vi efter Arbejdstid ved aften alle sad en Mørkningsstund i Stuen, inden vi tændte Lys og spiste Aftensmad.
I denne stund blev der fortalt mange Historier om Lygtemænd, Ligskarer, hovedløse Heste, der færdedes visse Steder, og om visse Folk, der kunde hekse, vise igen, naar noget var blevet borte. Om visse Personer, der kunde standse løbske Heste ved i Stilhed at sige bestemte Ord og altsaa derved havde overnaturlig Magt.
Andre kunde i Ondskab forhindre, at Fløden af Køernes Mælk kunde kærnes til Smør - eller forvolde Børn Sygdom. De Folk, som var mistænkt for at ville være ondskabsfulde, havde mange ældre Mennesker paa Grund af den dengang gængse Overtro en vis Respekt for.
Disse Fortællinger blev ofte fremstillet paa en ret overbevisende Maade og satte derved Skræk i vi Børn, saa vi ikke var rigtig modige ved at færdes ude om Aftenen.

To Bøger, 'Cyprianus', en Lægebog, og 'Henrik Smed', en Dyrlægebog, blev ofte nævnt ved slige Lejligheder, fordi man mente, at de mistænksomme Personer netop i disse Bøger kunde læse sig til. hvad de kunde bruge at gøre Skade med.

I Lære hos Mor og Far

Som før nævnt var mine Forældre meget arbejdsomme Mennesker, og især var Mor altid i travl Virksomhed baade Dag og Aften. Det største Arbejde i et Hjem falder jo gerne paa Husmoderen. Hun vilde helst selv se til med Madlavningen.
Hun skulde også undervise vi Børn i de første Stave- og Læse-metoder; thi hun holdt strengt paa, at vi skulde kunne læse ordentligt i Bibelshistorien, inden vi kom i Skole. Det ønskede Læreren også.
Vi fik derfor vor reglementerede Tur i disse første Videnskaber hver Dag, og hvis vi forsøgte paa Trossighed, kunde hun let snappe Birkeriset paa Hylden - og saa kom vi paa Gled. Det var dog yderst sjældent, hun brugte dette Redskab, men det kunde ske. Så mærkede vi ogsaa straks, at hun fortrød det bagefter; thi inden vi var færdige, roste hun os med det dengang brugte Udtryk: "Det var retskaffens; nu skal du faa et Stykke Sukker og en Kage, naar vi er færdige, og saa maa du gaa ud at lege". Saa var Humøret jo oppe igen.

Men taknemlige maa vi Børn altid være mod hende og Far for den samvittighedsfulde Omsorg, de havde for os i alle Retninger. Vi kunde altid glæde os ved Hjemmet og med hverandre indbyrdes; thi ligesom Mor var den flittige til at lære fra sig i Hjemmet, saadan var Far altid ved Haanden baade i Stald, Lade og Mark for at give os de praktiske Vink ved det dér forefaldende Arbejde.

Selv var han noget af en Fremskridtsmand efter den Tid. Han var en fjern Slægtning af Danmarks dygtige Bonde, Stændermanden P. Knudstrup, som af Kong Frederik den 6te ved Grev Frijs Frijsenborg blev hædret med Dannebrogstegnet og indbudt til Taffel paa Frijsenborg.
For samme P. Knudstrup er rejst en Mindesten ved Ørum Kirke.

Skolen

Som jeg allerede har nævnt, ønskede min første Lærer, gamle Kirkegaard kaldte vi ham, at vi skulde kunne læse eller allermindst stave flydende, inden vi kom i Skole. Nu var min tre Aar ældre Broder [Jens Kjeldsen Pedersen] meget fremmelig i Skolekundskaber og stod højt i Anseelse hos Degnen. Jens fulgte mig da hen i den pædagogiske Anstalt på min første Skoledag for at sætte Mod i mig.
Imidlertid var Lærer Kirkegaard den Dag i daarligt Humør, hvorved jeg blev bange, og skønt jeg ellers kunde læse ret ordentligt, faldt min første Prøve daarligt ud, saa Kirkegaard sagde i gnaven Tone: "Han kan minsæl ikke læse, Jens"
Men Jens blev vred og svarede modigt: "Kan ka' da godt løs hjem'."
"Naa, naa, Jens, ja saa maa vi prøve igen", hvorefter han talte mildt til mig, og saa gik Læsningen godt.
Lærer Kirkegaard var dengang om ved 70 Aar og døde i mit første Skoleaar efter at have udført et dygtigt Arbejde i Skolens Tjeneste. Han havde tre Sønner, Bertel, der blev Læge, Karl, der blev Jurist og Kristian, der blev Lærer.

Min næste Lærer var A.K. Thomsen, en meget begavet og dygtig Lærer, men han kom efter faa Aars Forløb i Tanker om at ville studere videre og holdt saa forskellige Vikarer, hvilket ikke gavnede Skolen, og selv fik han intet ud af sin Studering, fordi hans økonomiske Kaar ikke kunde strække til, saa han maatte nøjes med Lærergerningen.
Han var gift med gamle Lærer Pedersens Datter fra Vellev, hvor han havde været Andenlærer, før han kom til Jebjerg. Begge to var hjertensgode Mennesker.

I min Skoletid gik baade Jebjergs og Væths Byers Børn i samme Skole, Ørum Skole, der laa ved Skellet mellem de to Bymarker i Ørum Sogn. Navnet Ørum hidrører vist efter en Fortidsby, der skal have ligget ved den nuværende Ørumgaard, som ligger et par hundrede Meter Nord for Sognets Kirke.
Skolen var i min Drengetid besøgt af cirka 100 Børn, omtrent lige mange fra hver By.

Slagsbrødre

Der blev ofte prøvet Kræfter i Slagsmaal imellem os, hvilket tit gav blodige Næser og skamferede Ansigter; men som oftest fik Vætherne "rigelig Smør" og blev drevet hjem.

Engang min Broder Jens Kjeldsen saaledes havde kløet et Par Drenge fra Væth rigtig godt, kom de ved Aftenstide hen til mine Forældres Havedige; hver med en Pistol i Haanden og ville give ham et Skud Krudt i Ansigtet. Jeg gik ude i Haven, men løb saa ind i Kostalden og fortalte Jens, at de to Væth Drenge ville skyde ham; men i Stedet for at blive banet, snappede han en Kæp og løb ud til dem, idet han sagde: "Trænger I til flere Klø endnu?"
De blev da saa betuttede, at de løb til Væth, saa hurtigt, de kunde.
"De skul' bare ha' blivn", sagde Jens, "saa sku' a' fanneme ha' vasket dje Øre".

En Kopassers Forfremmelse

Ved Tiaarsalderen begyndte jeg at hjælpe min Søster Ane Kirstine eller Bror Jens Kjeldsen med at passe Køerne, men da jeg blev 1 á 2 Aar ældre, kunde jeg selv besørge dette Arbejde. Fra Tolvaarsalderen blev jeg fri for Køerne, men skulde saa passe Ungkvæg, Faar, Følhopper og Plage i Skovmarken.

Dette var en Forfremmelse paa Hyrdelivets Omraade, som jeg var stolt af. En Kopasser var ikke regnet for meget efter store Drenges Bedømmelse, men kunde man ride Plagene i strakt Karriere til Vandstedet og tilbage igen, saa var man først rigtig anseet som Hyrdedreng. Tilmed var man saa med Undtagelse af Høsttiden fritaget for alt andet Arbejde, saa man kunde ligge og slænge sig det meste af Eftermiddagen eller more sig sammen med andre Drenge, der havde de samme gode Betingelser.

Friløverdag

Naar Høsten var overstaaet, havde vi i Følge gammel Skik en Friløverdag til Randers. Til denne samlede man Penge sammen hele Somren, dels ved fra Foraaret at lave Sæberis baade af Vidie-pil og Enebær, som blev solgt paa Randers Torv om Løverdagen til en Pris af 6 á 8 til 10 Øre pr. Stk alt efter deres Godhed, og dels ved at samle gamle Rebstumper og Ben, der kostede et Par Øre Pundet.
Man kunde paa den Maade samle 3 Kroner om Somren, og af Far fik vi som Regel 2 eller 3 Kroner. Se, det var jo rigeligt til at gøre Dagen fornøjelig med.

Men en saadan Friløverdag var der ogsaa let Adgang til at bruge Penge. Der var Karruseller, Kraftprøver, Gøglere, Linedansere, Kagebutikker, m.m.; men i hvor let man kunde komme af med Pengene, tog jeg altid først 50 Øre fra til en Portion Lammesteg, som jeg købte hos Værtshusholder Nielsen i "lille Skipperhus", også kaldet "Rævehullet"; thi det var en stor Begivenhed at nyde et saadant Maaltid, - ah, hvor det smagte dejligt!

Aarstidernes Aktiviteter

En af mine Fornøjelser som Dreng var i Foraarstiden at gaa til Gudenaaen paa Fiskeri i Aborrens Legetid. En god Fiskedag gav let et Par Snese Fisk med hjem.
Efter Høsten, særlig fra Oktober, naar Græsset blev for lidt, begyndte Løsdriften med Køerne. Det varede mindst til November, og det var til dels interessant; thi saa drev vi Køerne sammen med Naboens Køer og var saa altid to Drenge om at passe dem.

Var det koldt, drev vi Køerne ind i Skovkrogene, hvor der var Læ, og saadanne Dage bandt vi Koste, kaldet Limer, af Bøge- og Vidiekviste til Brug om Vinteren i Staldene. Var det Regnvejr, tyede vi altid over til et Par gamle Folk, Maren og Søren Bak, der ejede en mindre Gaard i Bakkerne ved vor Skovmark.
Det var et Par prægtige Folk, der gerne vilde gøre Vel imod os. Ofte fik vi Kaffe eller Mælk til vor Mellemmad, og ofte gik Søren Bak ud at se efter vore Køer, særlig, naar det var rigtig med Blæst og Regn, for at vik skulde sidde lunt inden Døre ved Maren, der saa læste Historier for os - blandt andet den i jysk Mundart bekendte Fortælling "Skallelaus".

Om Sommeren i Blaabærtiden fik vi Mælk af Maren i dybe Tallerkener eller Skaaler, hvori vi saa hældte Bærrene og spiste Blandingen med en Ske; det var en ypperlig Ret til Mellemmaden.
Om Efteraaret morede vi os ogsaa med at brænde Blus af Lyng, hvori vi saa stegte Kartofler. - Flæsk fik vi med hjemmefra og stegte det i en Pande paa Blusset, og selv om der var en Del Urenhed ved Maden, spiste vi den med god Appetit.

Vi øvede os ogsaa i Byggefaget ved at grave en firkantet Grav nede i en Grusbanke og derover rejse Spær og Lægter, hvorefter vi lagde Straatag paa. I en saadan opholdt vi os saa i Regnvejr, naar vi syntes, det var lettere end at løbe op til Søren Bak og Mette.
Den dygtigste Dreng til at bygge Træværket i Hytten var Søren Høeg, der siden som voksen blev Dyrlæge i Voldum ved Randers. Af andre Drenge fra disse Hyrdedage mindes jeg Høkerens Sønner: Søren, Rasmus, Jens og Anton samt Væverens Sønner: Søren, Niels og Marius og endvidere Komikeren Sofus Olsen, samt Drengen med de 3 Bagnavne: Laurs Staaelsen Mikkelsen Laursen.

Vinteraftenerne gik godt ved forskellige Adspredelser saasom Læsning, Kartning af Faareuld, Sang, Harmonikamusik og Morskabsspil med Kort - samt Damspil.
En morsom Aften havde vi altid, naar vi havde fremmede Piger til at hjælpe med Kartning. Saa blev der rigtig fortalt og sunget Kæresteviser paa en 10 til 12 Vers.
En gammel Kone, som ogsaa undertiden var med, sang Krigsviser, blandt andre: "Ved Bou, der var jeg med", og hun hvinede rigtig højt, saa vi syntes, at hun var en storartet Sanger og roste hende højligt.

Men allermest morsomt var det, naaar vi havde Mandfolkeskræddere, som dengang gik rundt og syede, thi da de rejste rundt i hele Sognet, fik vi jo en Masse Nyheder fortalt, som de oplevede. Den tids Skræddere var jo nærmest saadanne, som ikke egnede sig til almindeligt Arbejde paa Grund af Legemssvaghed. Mesteren var paa Grund af værkbrudent Legeme ikke større end en 12 Aarsdreng, men en fornuftig, rar Mand, og efter den Tid en dygtig Skræddermester.
Hans 3 Svende var Morten fra Væth, P. Knudstrup, som var opkaldt efter førnævnte Stændermand, og Niels Hansen, begge fra Jebjerg. Morten var den eneste af dem, der kunde synge, og han morede os tit med de Sange, han kunde, deriblandt baade Krigsviser, han havde været med i Krigen 1864, og humoristiske Viser.
En gang imellem legede de Tagfat med os, og det var pudsigt, for de kunde ikke rigtigt løbe nogen af dem. Morten havde Stivhed i Lændepartiet og Niels det samme i Knæleddene, så P. Knudstrup, der brugte Krykker, kunde ved Hjælp af dem komme saa hurtigt frem, at han let kunde fange de andre to.

Randersture

I min Drengetid var det Skik og Brug at min Fa'r fællede til Randers med to andre Mænd i Byen om Lørdagen, Jens Hvid og Simon Kaa, og senere en Broder P. Kaa; det vil sige, at de kørte hverandre til Staden hver tredje Lørdag.
Naar de saa kom hjem, var det almindeligt, at den Mand, der kørte, gav Aftensmad og bagefter en Kaffetoddy. De drøftede saa alt, hvad der havde oplevet i Randers om Dagen: Priserne paa Varerne, de solgte, saasom Korn, Smør og Kreaturer og Heste.

Naar Far kørte, sørgede jeg som Regel for at komme i Seng, ikke for at sove, men for at høre deres Samtale; thi foruden at høre om Varepriserne, fik man jo ogsaa at høre om alle de Mennesker, de traf sammen med - fra andre Byer og Omegnen af Randers, og det var ofte pudsige Ting, de oplevede, efterdi mange Mennesker dengang tit brugte vel meget Spiritus, som satte Fluer i Hovedet paa dem, saa de blev helt rebelske eller gik fra Sans og Samling.

Som for eksempel da et Par Mænd, der skulde til Værum, Sydvest for Randers, alligevel kørte efter Hobro, men var saa heldige at komme i Tale med en Mand paa Vejen, som kendte dem. Mens han talte med dem, stod de af Vognen og forrettede et nødvendigt Ærinde; men paa samme Tid drejede han Køretøjet omkring, inden de mærkede det, og saa kørte de til Randers igen. Da de omsider nåede til Randers, kunde de ikke rigtig begribe, hvad det var for en By, før de kom til Sønderbro. Da gik det op for dem, at de havde været paa Vildspor.

Stortrommen

I mine Drengeaar havde enhver By sin Stortromme, som brugtes til at samle Bymændene, naar noget skulde bekendtgøres. For Eksempel når Sognefogeden havde noget, som han vilde læse op for Mændene. Trommen skiftedes Gaardmændene til at have et Aar ad Gangen. Jeg har tit slaaet paa Tromme hele Gaden igennem. Mændene samledes i Reglen ved Smedien. Der drøftedes meget ved et saadant Møde.

Originale Personer

Af originale Personer var der i den Tid adskillige i enhver By, og ligeledes i Jebjerg. Det var vel nærmest en Følge af, at næsten ingen Mennesker kom uden for deres Fødebys eller Sogns Grænser, med undtagelse af dem, der maatte aftjene deres Værnepligt; men efter denne Fjernelse fra Hjemmet havde de ogsaa adskillige pudsige Historier at fortælle - og det med saa underlige Fagter og Minespil, at man kunde faa Lattermusklerne i rigtig Bevægelse.

Af saadanne Personer kan nævnes Hans Jakobsen, kaldet Kimshans, og Bertel Lassen, kaldet B. Spjæmand, samt P. Madsen, kaldet Svedsken, og Niels Mann, kaldet Knyst Nils. De to førstnævnte var med i Krigen 1864.

Konfirmationsgilde

Søndag efter Paaske 1876 blev jeg konfirmeret i Ørum Kirke af Pastor E. Kofod. Jeg var en Maaned for ung og maatte give Ansøgning til Biskoppen over Aarhuus Stift og fik den bevilget. Ellers skulde jeg have gaaet i Skole et Aar længere, da der ikke i dette Pastorat holdtes Efteraarskonfirmation.
Mine Forældre gav mig til denne Højtidsdag en fin Klædning af Stof fra Stampes Klædefabrik i Aarhus. Dengang var det ellers almindeligt at bruge hjemmelavet Vadmel.
Til Konfirmationsgildet var hele Familien samlet samt P. Hvid og Hustru Karen fra Nørskovgaard, - hun var min Gudmor.

Af Foræringer fik jeg et fint Cylinderur af min svoger S. Sørensen og Søster. Af Karen Hvid en Guldlænke og af Broder Søren en Pibe. Af mine andre Søskende fik jeg ogsaa Presenter, og af Moster Lene og hendes Mand 4 Kroner og lige saa mange af Gaardejer P. Hinge, Karen Hvids Fader, der var Gaardejer i Jebjerg.
Jeg frydede mig vældigt ved Gaverne, særlig de tre førstnævnte. At faa Uhr paa og Pibe i Munden var jo karleagtigt, noget opløbne Drenge synes ovenud godt om; men at spille for meget Vigtigper skulde jeg nok vogte mig for, for det taalte Far ikke.

Efter Konfirmationen blev jeg Andenkarl og fulgte saa et Spænd Heste ved Markarbejdet, og jeg kom med i de Unges Lag.

Interesse for Højskolen

Der var i den Tid en ypperlig Ungdom i Jebjerg. Adskillige af Ungdommen begyndte at rejse paa Højskolen i Askov, deriblandt min Broder Jens Kjeldsen og Søster Ane Kirstine, der siden blev gift med Laurs Pedersen Kræmmer og fik bygget paa mine Forældres Skovmark. Gaarden gav de Navnet Skovgaard.

De unge højskoleinteresserede fra Landsbyen satte Liv i Hjemmene ved Sang og Fortælling om Højskolelivet og gav Folk noget at tænke over, som de ikke havde befattet sig med tidligere. Der kom en hel anden Aand i deres Samtale, - de gamle Alenlange Kæresteviser blev kastet i Ilden, og Drikken og Banden blev efterhaanden lagt af.
Ikke saa sjældent kom Lærere fra Højskoler og holdt Foredrag, ogs stadig var der mange Tilhørere. Der blev jo talt adskilligt om Ting, de slet ikke før havde haft Anelse om, og det gav dem et helt andet Syn paa Livet, selv om der engang imellem blev serveret noget Bragesnak [ironisk udtryk af Grundtvig, 1844, om vidtløftige stemningsprægede udgydelser], som de ikke forstod.

Vi unge flokkedes om Sommeraftnerne og fulgtes ad ud i Christianslunds Skov og sang, saa det rungede, og imellem havde vi forskellige Lege for, - det var en herlig Tid.

Min Familie

Min ældste Broder Søren (1846 - 1906 ) blev gift med en Plejedatter, Ida, af Jocum Jocumsen og fik med hende en dejlig lille Ejendom.

Min næstældste Broder Jens (1852-1915 ) og jeg forrettede en årrække Karlearbejdet hjemme sammen med en eller anden Daglejer, som var hos os om Høsten og tillige tærskede en Del af Kornet om Vinteren. - Jens blev i Aaret 1883 gift med Kirstine Marie Søgaard og fik hendes Fødegaard paa Jebjerg Mark.

Den 7 Aar yngre Broder Jens Kjeldsen Pedersen (1859-1935) var dengang Mejeribestyrer paa Borupgaard, beliggende mellem Skanderborg og Horsens og ejedes af en Baron Wedel. Da Far, Peder Jensen (1812-82), døde 29. Juni 1882, 69 Aar gammel, kom Jens Kjeldsen hjem og bestyrede Gaarden for Mor, og siden blev han ejer af Gaarden og giftede sig Aaret 1887 med Marie fra Holbækgaard i Vissing Sogn.

Mine fire Søstre, Marie Kirstine (1841 - 1922), Johanne Jensine kaldet Sine (f. 9. april 1848) og tvillingesøsteren Kristine (f. 9. april 1848) samt Ane Kirstine (1854-1917) var alle gifte, medens den femte, Bodil (1850-1922) kaldet Moster Boel, forblev ugift.
Mine Søstres Mænd var Gaardejer Søren Sørensen, Detailhandler Kristen Sørensen, Snedker- og Tømrermester Kristoffer Sørensen og Gaardejer Laurs Pedersen, Skovgaard, alle behagelige Mænd.
De tre førstnævnte var Brødre. [Sønner af gårdejer Søren Christensen, Værum (1805-66) og Ane Katrine Sørensdatter (1812-68).]

Paa Vordingborg Seminarium

Aar 1883 tjente jeg hos min Svoger Søren Sørensen [på Himmeriggaarden i Jebjerg], og da jeg om Efteraaret blev kasseret paa Sessionen, besluttede jeg at forberede mig til at læse til Lærereksamen.
Min Forberedelse fik jeg hos min gamle Lærer Thomsen, og ved siden af Kundskaber fik jeg megen Øvelse i Praktik - og fik senere stadig megen Ros derfor paa Seminariet.

1885 rejste jeg paa Vordingborg Seminarium og fik, da jeg havde læst tilstrækkeligt i de forskellige Fag, Lov at gaa ind i Anden Seminarieklasse. Det eneste Fag, jeg ikke havde faaet nogen Undervisning i, var Matematik, men saa tog jeg 30 Ekstratimer hos Lærer Lomborg, der var meget dygtig i dette Fag, og naaede paa tre Maaneder mine Kammerater.

Forstander Mathiesen sagde derefter til mig: "De har slidt haardt, Pedersen. De har jo læst lige saa meget i tre Maaneder, som vi andre i et helt Aar, saa nu skal det nok gaa".
Dog naaede jeg kun at faa g+, men da mange andre ikke fik saa meget i dette Fag, var jeg meget godt tilfreds med Resultatet.

Vi blev dimitterede i København baade til første Del og til anden Del i henholdsvis 1886 og 87

Lærerembeder

Jeg fik efter Høstferien samme Aar, 1887, Plads som Hjælpelærer hos Lærer Madsen, Vidstrup Skole i Hvorslev Sogn [i Viborg Amt, grænsende op mod syd til Aidt sogn], men fik kun fri Station og 11 Kr. om Maaneden, saadan var Lønningerne dengang.

Da Madsen i Nytaaret 1889 tog sin Afsked, blev jeg saa indstillet som Nr. 1 til Embedet. Beboerne sendte Deputationer baade til Provst og Amtmand, men jeg var jo endnu ikke kvalificeret og fik ikke Embedet; men blev der i Vacancetiden og oppebar i den Tid Embedets Løn, 60 kr. om Maaneden.
Saa blev Portemoniksen vældig spækket, for Beboerne sendte mig Middagsmad hver Dag i de fire Maaneder, der gik, og næsten hver Aften var jeg bedt ud at spise.

Først i Maj skulde jeg saa rejse og havde ingen Plads. Men saa kom der en Mand, Søren Snedker, fra Borre med Hilsen fra Borre Bys Beboere, om jeg ikke vilde paatage mig at bestyre en Friskole der.
"Saa gerne", sagde jeg.
Jeg skulde saa mødes med Bestyrelsen for denne Skole for at faa Løn bestemt, og vi enedes saa om 500 Kr. aarlig samt fri Bolig. Saa var jeg jo gevaldig godt stillet, da jeg tilmed fik gratis Rengøring i Lejligheden og Middagsmad, som var vældig god, for 30 Øre om Dagen.

Dette Aar gav et Overskud paa 200 Kr. plus et nyt Sæt Tøj til 50 Kr. Nu var der ingen smalle Steder.
Næste Aar fik jeg 265 Kr fra til en meget fin Cykle og kunde nu starte som flot Gentleman og blev - kunne jeg forstaa af forskellige Menneskers Udsagn - antaget for at være meget vel økonomisk stillet.

I 1890 var Embedet ved Lunde Friskole ved Stenstrup Station paa Fyn [Lunde og Stenstrup er nabosogne til Ollerup og Kirkeby ved Svendborg] ledigt, og da jeg syntes, det kunne være interessant at komme længere rundt i Landet, sendte jeg en Ansøgning derover for at faa Pladsen og lagde et Fotografi ind i Konvolutten og Skrev:
"Her ser De Personen, der søger Pladsen ved Deres Friskole - frisk som en Fisk og hverken gift eller forlovet. Jeg vedlægger mit Eksamensbevis, som jeg just ikke mener, De som grundtvigske Friskolefolk regner for synderligt; men for at vise, at jeg har de tilbørlige Kundskaber til Brug ved Undervisningen"

To Dage efter havde jeg Brev derfra om at komme derover. De troede nok, at jeg var Manden, der passede dem, men vilde dog gerne tale med mig, og der skulde nok være en Vogn paa Stationen efter mig.
Dette Nyt fortalte jeg saa der, hvor jeg spiste til Middag, men Klokken tre om Eftermiddagen kom de Borre Mænd og sagde til mig, at de vilde nødig, jeg skulde rejse, og vilde gerne forhøje min Løn med 100 Kr., naar jeg vilde blive, og saa blev jeg i Borre og sendte Afbud til Fynboerne med Forklaring om Sagen.

Nye Forespørgsler

I Aaret 1891 i September kom Gaardejer Skested fra Tvilum [Skanderborg Amt, lige syd for Vejerslev sogn med landsbyen Borre] over til mig og opfordrede mig paa Beboernes Vegne til at søge deres Lærerembede.
Jeg svarede ham, hvorledes de havde faaet den Tanke, da de jo slet ikke kendte noget til mig.
"Jo," sag hane, "vi kender Dem udmærket gennem andre Folks Omdømme - og deriblandt Lærer Danielsen i Aidt, som tidligere har været Lærer i Tvilum, og vi garanterer Dem at blive Nr. 1 paa Listen, hvis De vil søge Embedet."

Jeg lovede saa at søge det, og blev ogsaa Nr. 1, og de Tvilum Mænd rejste til Provst Møller i Hammel for at bede ham kalde mig. Men da jeg manglede tre Maaneder i at være kvalificeret, kunne han ikke love det.
"Men," sagde han, "kan De formaa Lærer Pedersen til at komme hen til mig, da vil jeg gerne tale med ham om Sagen. Maaske jeg saa, hvis jeg synes om ham, alligevel paa en Maade kan imødekomme Deres Ønske".
Jeg fik samme Dag Bud fra Tvilum om hurtigst at rejse hen til Provsten.
Jeg tog straks til Hammel, traf Provsten ude i Haven i Færd med at rydde et Træ. Jeg hilste da paa ham og sagde, hvem jeg var.
"Naa, goddag Pedersen! Værs'god og følg med ind."

Vi talte saa sammen en halv Times Tid, og Provstinden serverede Kaffe og blandede sig i Samtalen, og da vi var færdig med Kaffen, saa de mildt til hinanden, og saa sagde Provsten:
"Ja, Pedersen, jeg kan jo ikke kalde Dem til Embedet, da De ikke fuldt ud er kvalificeret, mend da jeg har faaet et godt Indtryk af Dem, vil jeg, hvis Amtmanden i Skanderborg vil gaa med til det, konstituere Dem i Embedet de tre Maaneder og saa bagefter give Dem Kaldsbrev."

Jeg takkede jo meget for hans Venlighed og rejste hjem i den Tro, at jeg nok fik Pladsen, men Amtmanden vilde ikke gaa med til det, og de var i den Tid kun to i Skoledirektionen, saa der var ikke noget at gøre.
Jeg fik 8 Dage efer et pænt Brev fra Provsten, hvori han beklagede, at han ikke havde kunnet faa sin Vilje igennem

Og atter nye Forespørgsler

I Vinteren 1892 blev Nøddelund Lærerembede ledigt. Denne By var Naboby til Borre, og jeg kendte den største Del af Befolkningen og kom jævnligt sammen med en Del af denne, deriblandt Mejerist Larsens, Folketingsmand S. Svendsen, Gaardejer Hans Mondrups samt P. Nielsen, Egeholtgaard, med flere.
Disse Mennesker ønskede, jeg skulde søge Embedet, og agiterede for mig ved Naboer og Genboer, da hele Befolkningen skulde have Indflydelse paa Indstillingen ved at vælge 6 af Ansøgerne, hvoraf saa Sogneraadet skulde tage tre paa Indstillingen til Skoledirektionen.
Beboernes Afstemning faldt saaledes: Lærer Pedersen, Borre: 28 stemmer, Andenlærer Jensen, Sahl: 26, og den trejde: 18 Stemmer

Jeg skulde jo saa efter dette Resultat være blevet Nr. 1 til Skoledirektionen, men da Sahl var i et Sogn i samme Kommune som Nøddelund [i Gullev sogn], og der i dette Sogn var 4 af Sogneraadets 7 Medlemmer, stemte de Lærer Jensen ind som Nummer ét og mig som Nummer to. De vilde jo hjælpe Jensen, der var gift og kunde ikke klare sig økonomisk med de 500 Kroner om Aaret, han havde i Løn. Det var der jo ikke noget at sige til.

Imidlertid rejste jeg dog til Amtmanden, Kammerherre Skrilse, Viborg, som jeg vidste var mig venlig stemt, hvorimod Provst Koch, Houlbjerg, var meget harm paa mig, fordi jeg havde modtaget Stillingen i Friskolen, hvor han ikke havde Ret til at visitere.
Jeg bankede saa paa Amtmandens Dør, og han kom selv og lukkede op, idet han smilende sage: "Goddag, Pedersen, - naa, hvad har De saa paa Samvittigheden i Dag; - ja, jeg ved det for Resten, og De kunde jo egentlig tilkomme at faa Embedet; men vi kan jo ikke godt komme udenom Jensen, der er gift og har for lidt at leve af; men jeg haaber, at De vil være lidt taalmodig. De skal nok snart faa Embede. Jeg tænker mig nemlig, De helst vil blive i Borre. Hils Sogneraadet fra mig og bed det sende Skoledirektionen et Andragende om at komme ud og se paa Skoleterrænet. Jeg ved jo, at Borre Beboere helst vil have Embedet oprettet. Og paa samme Tid vil vi saa komme ind at overvære Undervisningen. Provstens Gnavenhed skal de ikke bryde Dem om, han er jo en underlig lille én. De skal se, saa falder det hele i Lave."

Naa, Andragendet blev sendt, og Direktionen kom. I denne var tredje Medlem Hr. Hofjægermester Honnens de Lichtenberg til Stamhuset Bidstrup [lidt sydvest for Laurbjerg i Houlbjerg-Granslev sogne]. Provsten var meget stram og vilde ikke hilse, hvorimod Amtmanden og Hofjægermesteren var i Perlehumør og venligt gav mig Haanden.
Vi kom saa ind i Skolen, og Provsten begyndte med, da vi havde sunget en Salme, at ville katekisere i Religion; men saa traadte Amtmanden hen til ham og sagde:
"Vær saa venlig at lade Pedersen selv spørge Børnene. Vi er kun kommen for at høre og bedømme Skolens Standpunkt".
Provsten adlød, for han kunne jo mærke, at Amtmanden vilde bestemme Farten og havde Hofjægermesteren paa sin Siden.

Naa, Visitatsen gik glimrende, og da den var færdig, sagde Amtmanden til Provsten: "Nu ønsker vi af Dem at høre en Udtalelse om Skolens Standpunkt i Forhold til Folkeskolerne i Provstiet".
Provsten maatte jo saa frem og talte meget rosværdige Ord om Børnenes Standpunkt og om min Undervisningsmaade.
Derefter bød jeg Direktøren og Kommisionen samt Skolens Bestyrelse ind paa et glas Vin, og saa rejste Amtmanden sig op og nikkede over til mig, idet han sagde: Tillykke med Dagen Pedersen! Nu bliver der, som Beboerne ønsker, oprettet et Lærerembede her i Borre, og vil De, som jeg jo tænker, have Embedet, antager og haaber jeg - henvendt til Provsten - at Provsten vil kalde Dem."
"Saa gerne, saa gerne", sagde Provsten, "dete er mig en stor Glæde, som det er gaaet i Dag.".

Da Direktionen sagde Farvel, smilte Amtmanden og sagde: "Kan De se, Pedersen, nu faldt det hele i Orden, og De bliver i Borre".
Jeg takkede selvfølgelig med et par pæne Ord, som Provsten ikke hørte. De Borre Mænd takkede mig efter Visitatsen hjerteligt og sagde: "Vi kan takke Dem for, at vi faar Embedet!"

Forlovelse og Bryllup

I Paasken 1893 blev jeg og Mor forlovede. Hun, Olga Emilie Rasmussen, Datter af Dekorations- og Teatermaler Andreas Rasmussen, Randers, og Hustru Valborg, født Schmidt af Sønderjylland, var en sjælden prægtig Pige i mine Øjne, og skønt ung, 17 Aar, særdeles dygtig og vel udviklet, baade legemlig og sjælelig, saa med hende til Hustru blev jeg lykkeligt stillet.

I Foraaret 1893 blev den nye Skole bygget, og Provsten var nu venlig imod mig og gav mig Kaldsbrev til Embedet samt sørgede for ved min Ansøgning til Ministeriet, at jeg fik mine fire Friskoleaar regnet med til min Anciennitet. Det var jo et stort plus, da jeg saa kunde faa et Tillæg paa 200 Kr., Aaret efter jeg havde faaet Embedet. Endvidere sagde han til mig, den Dag, jeg hos ham underksrev Edsformularen:
"Det er jo et mindre Embede, 865 Kr. - Bolig medregnet; men naar De siden kan blive indstillet til et bedre i mit Provsti, skal jeg nok kalde Dem," og han holdt Ord ved at kalde mig til Embedet i Aidt, der var 350 Kr. højere i aarlig Løn.

Den 2'den November 1893 holdt Mor og jeg Bryllup, blev viede i Sct. Mortens Kirke, Randers, af Pastor Scharling og rejste til Borre Dagen efter, hvor vi saa boede i 11 Aar til Nytaar 1904.
Det var, selv om Indtægterne var smaa, en prægtig Tid. En rar og mindre Skole med i Almindelighed velbegavede Børn og beliggende i en smuk skovrig Egn. Skovene tilhørte Frijsenborg Grevskab.

Jagt og Fiskeri

Syd om Borre Vesterskov snoede Gudenaa sig, hvori den lille Borreaa har sit Udløb. I sidstnævnte Aa var i den Tid en Mængde Bækørreder eller Foreller om Sommeren, og særlig kunde man efter en Regnvejersdag gøre god Fangst. Deres Vægt var fra et kvart til et helt punk.

Om Efteraaret gik de større Ørreder op i Aaen og stod paa Leg, d.v.s. stod flere Dage paa ét Sted, hvor der var Bunker af Sten og Sand, og gned Rognen af sig, hvoraf Yngelen fremkom. Størrelsen af disse Ørreder var fra cirka 4 til 10 Pund. De var værd at fange, hvilket skete med et takket Jern, der kaldtes en "Lyster".
Man kunne altsaa i denne Aa tilegne sig en Del Føde, der tilberedt smagte ypperligt.

Naar Jagttiden indtraadte, kunne man dengang i Modsætning til nuk opnaa en pæn Indtægt, da der som Følge af Grevskabets tilgrænsende Skove var meget Vildt. Det største Jagtudbytte, jeg havde, var i Aaret 1895. Da skød jeg 40 Harer, 1 Ræv og 67 Agerhøns. - Prisen paa en Hare var i den Tid fra 1½ til 2½ Kroner og paa Hønsene fra 40 til 70 Øre. En Ræv kostede 4 á 5 Kroner.
Megen Fornøjelse havde jeg paa Klapjagter, som Hr. Skovrider Moldenhauer bød mig med til 6 Aar i Træk rundt i Grevens Skove.

Tiden i Borre

Som jeg allerede har nævnt, var det en prægtig Tid, da vi boede i Borre; thie ikke alene var Mor og jeg saa overmaade glade for hinanden, men Byens eller Skoledistriktets Beboere var sjældent velvillige imod os og viste os ved enhver Lejlighed megen Hjertelighed over for os baade i den ene og den anden Retning.
Embedslønnen var jo kun lille. Det indså de ogsaa, men bødede derpaa ved milde Gaver af forskellige Slags og særlig om Efteraaret i Slagtetiden; thi saa strømmede det ind til os med Grisemad, saa vi omtrent fik et helt Saltkar fuld, - og til andre Tider af Aaret kom der ikke sjældent Fjerkræ, saa vi havde aldrig trange Tider, og hvis de hørte noget om, at vi skulde ud og rejse, kom der altid Tilbud om Køretøj til Stationen.

Nu hjalp det jo ogsaa meget, at Mor var saa dygtig til at hjælpe Byens Folk til Rette med saa mange Ting, som de ingen Forstaaelse havde af, og sikkert er det, at vi paa begge Sider var meget kede af at skulle skilles; men vi kunne jo indse, at hvis vi engang i Fremtiden skulle kunne hjælpe vore Børn i Stilling, maatte vi søge efter et mere vellønnet Embede.

Da saa Aidt Embede blev ledigt, og vi paa Forhaand vidste, at vi fik det, hvis jeg søgte det, maatte vi bryde op fra vor gamle kære Borre, dog med Glæde over, at vi ikke kom ret lang derfra.

Vore tre Børn

Vore tre Børn: Axel, Valborg og Viggo er alle født i Borre i Aarene 1896 (23. juni), 1897 (5. december) og 1901 (12. juli). De har altid været os til stor Glæde - baade som Børn og som Voksne.
For at erhverve sig en stilling i Fremtiden har de hver taget Eksamen, Axel paa Landbohøjskolen i København, Valborg paa Silkeborg Forskoleseminarie og Viggo paa Vinthers Seminarie i Silkeborg.
De er nu alle tre i gode Stillinger. Dog bemærkes det, at Valborg siden er blevet gift med Gaardejer Søren Leth, Aidt: Kort Tid i Forvejen havde han overtaget sin Fødegaard "Egelund" i Aidt Sogn.

Axel var som mindre Dreng stille og eftertænksom og flink til at hjælpe Mor. Hans Lyst var et stykke Tid i fire-Aars Alderen stedse hver formiddag at gaa ind til Smed Koudal i Borre og slaa alle hans Hesteskosøm fast i en Træblok, hvilket morede Smeden. Naar han var færdig sagde han "Farvel!" og gik hjem igen.
Valborg begyndte i 6-7 Aars Alderen at digte pudsige Vers og sætte Melodi til, ligesom hun sidenhen skrev pudsige Breve. Hun var vældig til at lave Versrim.
Viggos største Lyst var at gaa og pjaske i Vand, og han var som regel vaad et Par Gange hver Dag.

Axel og Valborg havde begge begge Læselyst, hvilket Viggo ikke havde, og han undgik helst bøger. Det kneb derfor ogsaa med at give ham Lyst til at gaa i Skolen.
Den første Skoledag vilde hans Moder følge ham ind i klassen, men Viggo strittede imod og sagde: "A wil møj hel're blive konfirmeret ligesom Peter til Skrædderens". - Hans største Fornøjelse var at gaa og vade i Gadekæret.
Som ældre dreng interesserede han sig meget i Maskineri.

Til Aidt 1904

I Nytaaret 1904 flyttede vi fra Borre til Lærerembedet i Aidt og blev modtaget meget venligt. Det var en meget stor Skole med hensyn til Børneantal: 120 Børn, der efterhaanden som Aarene gik endog steg i Antal til 142. Men da der var en Forskole, hvor de cirka 60 blev undervist, gik det nogenlunde med at overkomme Arbejdet, men det var unægtelig et haardt Slid.
Tilmed havde jeg hver Vinter Aftenskole 2 Aftner om Ugen samt arbejdede med og ledede en Sangforening 1 Aften og med Gymnastik 2 Aftener ugentlig.
Dertil kom, at jeg i de første 6 Aar forberedte unge Mennesker til Optagelse paa Seminariet, - altsammen meget fornøjeligt, men i længden anstrængende, saa jeg maatte sige stop til det sidstnævnte.

Paa samme tid arbejdede Mor ihærdigt i sin Husflidsskole, som hun havde faaet oprettet. Ligeledes havde hun en Syskole med en Del unge Piger, ligesom hun samlede Byens Koner af og til i Skolen, hvor hun holdt Oplæsning af god Litteratur, hvilket glædede baade hende selv og Tilhørerne.
Det gav Anledning til Samtale bagefter ved en Kaffetaar og endte hver Aften med klingende Sang. Det var lige noget for Mor.

Hun var vældig ihærdig for at fremme alt, hvad der kunde højne Menneskerlivet, baade i materiel og i aandelig Henseende. De udmærkede Evner, hun var i Besiddelse af, lod hun ikke ligge Brak.

Om Byen Aidt

Som foran nævnt var vi meget glade ved at bo i Borre, og det varede ikke ret længe, inden vi befandt os lige saa vel i Aidt, da Befolkningen i dette Sogn altid viste sig særdeles venlige og behjælpsomme over for os i enhver Henseende. Dertil kom, at de stedlige Bekvemmeligheder var meget bedre end i Borre i Betragtning af, at Aidt er noget af en Forretningsby, men ogsaa nær ved Thorsø Station, hvis man skal rejse med Tog i hvilken som helst Retning. Sidenhen fik vi også Rutebilforbindelser to gange dagligt til Randers, Silkeborg og Bjerringbro.

Til Aidt Sogn hører Byen Aidt, Tungelund, Astrup og Mondrup med en Befolkning på cirka 600 Mennesker. Aidt er en smuk Landsby med en Landevej igennem Centrum. Mod Syd ligger Tungelund, mod Vest Astrup, og mod Øst Mondrup, der først fik Selveje efter Aar 1900. Op til den Tid var Bønderne dér Fæstere til Grevskabet Frijsenborg.

Mod Øst grænser Aidt Sogn op til Haxholm Skov, der tilhører Frijsenborg Gods. Mod Nord til Tostrup, mod Vest til Borridsø og Vejerslev, og mod Syd til Stationsbyen Thorsø.

De første Aar i Aidt

Det første Aar, vi var i Aidt, blev jeg af Sogneraadet valgt til Revisor ved Kommuneregnskabet, hvilken Post jeg beklædte i 25 Aar, og jeg blev valgt til Forligsmægler i Tyende- og Aftægtssager.
Revisionsarbejdet var meget interessant, hvorimod Forligsvæsenet ofte var ubehageligt Arbejde, da man sjældent kunde faa Sandheden at vide fra nogen af de stridende Parter.
Ligeledes var jeg nogle Aar Medlem af Værgeraadet, hvilket Arbejde da heller ikke altid var rart at have med at gøre. Men vi befandt os stadig godt tilfredse med Tilværelsen iblandt Beboerne.

Skolen med det store Børneantal var jeg meget glad for, selv om Arbejdet ofte var vel haardt. Der er jo den Fordel ved en stor Skole, at selv om der er en Del mindre begavede Børn, som man ikke med sin bedste Vilje kan faa noget videre lært, saa er der til Gengæld altid en stor Del meget flinke Børn, som det er en Fornøjelse at arbejde med.
Som Regel var baade Autoriteterne og jeg godt tilfredse med Skolens Kundskabstilstand.

Ny Lønningslev efter Krigen

Som tidligere nævnt har vore tre Børn taget Eksamen for derved at tilegne sig en Livsstilling. Det var under og lige efter Verdenskrigen deres Skole- eller Eksamensuddannelse fandt Sted, og det var kostbart. Men til alt Hel gennemførte Rigsdagen en ny Lønningslov efter 1918, så vi fik mere end det dobbelte i Løn af, hvad vi før havde.
Se, det satte os i Stand til at betale for Børnenes Uddannelse stort set, og det var for os et stort Lyspunkt i Tilværelsen.

Tilmed var der i Krigstiden ingen Overproduktion af Lærere, saa det af den Grund var let at faa Ansættelse baade de sidste Par Aar af Verdenskrigen og flere Aar bagefter.
Der var mange ledige Embeder ubesatte i disse Aar. Dertil kom, at der i den Del af Sønderjylland, som nu igen kom til Danmark, var Plads til carka 200 Lærere. Det var derfor en gylden Tid at blive dimmiteret i, og der vankede saa store Lønninger, at en stiftet Gæld til Eksamenslæsning ikke var vanskelig at faa afdraget for hvem, der havde en saadan.

P. M. Pedersens Sangforening

I Aaret 1906 fik jeg oprettet en Sangforening, hvori baade gifte og ugifte Mennesker deltog: Cirka 30 Sangere. Den gik godt i 4 Aar, men saa rejste en stor Del af Sangerne fra Sognet, og Arbejdet maatte som Følge deraf standses; men dete var fornøjeligt, saa længe det varede.
De to sidste Aar holdt vi i Marts Maaned en Koncert med Sang og Musik i Byens Forsamlingshus, og der var begge Aar stort Publikum, 200 til 300 Mennesker, der var meget tilfredse med Underholdningen.

Ringridning

I Søndags om Eftermiddagen holdtes Ringridning i Aidt af 22 unge Karle fra Gaardene. Uagtet Vejene som følge af den faldne Sne var glatte at færdes paa, forløb Ridningen dog uden Uheld, men koldt var det at sidde til Hest.

Gaardejer Koudals Søn, Jens, blev af Dommerne, efter at han havde taget Ringen 3 Gange i træk, erklæret som Konge, og Vilhelm Hansens Søn, Johans, blev Prins.
En Skare mennesker - baade ældre og yngre - overværede med interesse Ringridningen, som foregik i bedste Orden.

Nye Tilbud

I Aaret 1912 døde min Nabolærer Hansen i Thorsø. Jeg blev da af Thorsø Beboere opfordret til at søge Embedet, og der var jo den Fordel derved, at det laa tæt ved Station, og tillige var der en ny Skolebygning, saa begge Dele fristede noget til at følge Opfordringen, men saa fik jeg Opfordring fra Aidt Beboere til at lade være, for saa ville de bygge en ny Skole i Aidt.
Saa blev jeg hos dem, og Skolen blev bygget 1914, og i den virkede jeg i 15 Aar, indtil jeg tog min Afsked 30. september 1929.

Ud at rejse som Pensionist

Samme Efteraar blev Mor og jeg budt over til København for at besøge hendes veninde Fru Apoteker Piper, en meget rig Enkefrue. Paa Vejen til København besøgte vi Viggo i Fredericia, hvor han et Aars tid tidligere var bleven ansat som Lærer ved Borgerskolen.

Da vi derfra kom med Færgen til Strib paa Fyn, var Fru Piper kommen kørende i sin Bil for at hente os med hjem til Hovedstaden, og det var en meget fornøjelig Tur. Vi drak Kaffe paa Færgen over Storebælt og spiste til Middag i Sorø. Denne By gik vi saa rundt i og saa alle de smukke Partier.
Vi kørte saa videre mod København gennem Ringsted og Roskilde og kom ind gennem Vesterbrogade ved den smukke Gadebelysning først paa Aftenen.

Da vi kom til Fru Pipers Hjem, blev vi modtaget meget elskværdigt af hendes Far, en ældre Mand paa 85 Aar, men stadig en prægtig og staut [kraftig og rank, stolt] Mand.
Fru Piper var elskværdig ved enhver Lejlighed og gjorde alt for at fornøje os i de 14 dage, vi var der. Hun gav Bilture om Dagen og Teaterbilletter om Aftenen. Og til sidst gav hun en Tur til Trollhätten [ved Vänern nord for Göteborg], en prægtig Oplevelse.

Da vi rejste derfra, bilede hun os til Haslev, hvor vi skulde besøge min Søstersøn med Familie, og medens vi var der, gjorde vi en lille Afstikker til Magleby for at besøge vor tidligere Præstefamilie, Dannemand Jensen.
Fra Haslev rejste vi atter til Fredericia og blev et Døgn paa Besøg hos Direktør Ravnsøs, hvor Viggo boede.

Mors Sygdom og Død 1930

Under Besøget der blev Mor desværre syg, men holdt dog til Rejsen hjem. Vi flyttede nu efter Hjemkomsten ind i et dejligt nyt Hus, som vor Datter og Svigersøn havde ladet bygge til os, og som vi glædede os til at bo i; men Glæden blev formindsket ved, at Mors Sygdom, som var Aandenød og Hjertesvaghed, stadig blev værre.
Hen paa Vinteren fik hun Apopleksi og blev lammet i hele den Venstre Side og laa saadan i fem Maaneder indtil den 29. August, da Døden befriede hende for hendes Lidelser. Disse fem Maaneder var en streng Tid for os.

Hun blev begravet paa Aidt Kirkegaard den 5. September 1930. Beboerne i Aidt Sogn satte en smuk Mindesten paa hendes Grav.

Afskedsfest for Lærer Pedersen, Aidt

Lærer Pedersen hædres med et fakkeltog

En højtidelig og stemningsfuld Fest i Aidt Forsamlingshus

Tilbage til Erindringer