Nu, da jeg er op mod de 80 år gammel, er jeg kommet til at tænke på, om jeg ikke, når jeg tager det med ro, kunne nedskrive nogle oplevelser og erindringer, som mine børn og særlig børnebørn ad åre kunne have lidt glæde og gavn af at komme til at kende, under hvilke forhold deres forfædre i de nærmeste slægtled har levet.

Jeg vil bede Herren give mig nåde til, at give en fuldt ud pålidelig fremstilling heraf. Jeg har tænkt mig at dele det i afsnit, det timelige og det åndelige, og jeg vil så først fortælle lidt om den tid, før jeg kan huske, men kun en det, jeg har hørt af pålidelige folk, og derefter en hel del af, hvad jeg har noteret i mine dagbøger.

Min bedstefar, Mikkel Pedersen, var fæster af matrikel nr. 1 a i Astrup og var vist født i gården. Hans kone var fra Nøddelund og var en søster til Jens Hesselberg. Min fader blev født i Astrup, fik senere gården efter min bedstefader. Han havde, fire søskende, som senere vil blive omtalt ved skiftet efter hans moder. Far havde en morbroder, der havde gården matr. nr. 8 i Vejerslev, og vistnok en moster, gift med Ivar og boede i matr. nr. l0 (kaldet Drøs), hvor hans søskendebarn Kristen Iversen, nu Nøddelund, er født (fader til folketingmand Søren S. Svendsen.)

Fader havde en hel del søskendebørn. I Sahl pastorat, gårdejer Peter Jensen, Nøddelund, gårdejer Peder Larsens kone, Peder Vinkel, Vinkelholm, gårdejer Peder Væsel, Sahl, gårdejer og sognefoged Niels Jensen, Bøgeskov, og gårdejer Peder Kristian, Gullev ( vist hans kone), gårdejer Jens Jensen, Tind, og gårdejer Søren Mikkelsen, Tinggård, Sahl, og gårdejer Hans Mikkelsen, Vellev.

Min mor var en datter af gårdejer Mikkel Jensen Leth af Aidt, matr. nr. 4. Hendes søster var gift med gårdejer. Jacob Jensen, matr. nr., 3 i Aidt. Hendes broder var skolelærer Søren Leth. En anden broder var Jens Mikkelsen, som fik fødegården, matr. nr. 4. Hun havde en morbroder, gårdejer Kristen Rohde i Vellev, gårdejer Peder Rode og snedker Mourits Mouritsens koner, var hendes mostre.

Min fader døde 1. april 1862 og min moder 1869.

Min fader var handelsmand på en måde, som jo nu i vor tid er aldeles ukendt. Han købte huder at større kreaturer, kalveskind, fåre og lammeskind i store mængder. Han købte også en mængde uld, alt kom til os, og var mange gange til stor ulejlighed, når vi om aftenen skulle til at rulle huder og stoppe sække. Næsten var alt blev båret til os og meget båret fra os. Jeg erindrer tydeligt, at der var folk, som kom langvejs fra for at hente uld. 3 lispund (3.8 kg) herfra og til Vinderslev, regnedes ikke for stort. En dag var der en mand ved navn Lysdal, der dristede sig til at tage ca. 4 lispund, men da han kom igen, klagede han over, at det var for hårdt. Det prøvede han vist ikke på mere.

Hvor mon den karl kan findes i vor tid, som ville gå sådan en lille lysttur med sådan en byrde. Fader lejede folk fra egnen til at køre til Horsens med al den masse uld, og de kørte mange i følge. Det var dengang af flere grunde helt nødvendigt.

Vejene var gruelige, ja, næsten helt ufremkommelige. Til mange tider var det næsten ikke til at køre uden at vælte. Jeg husker tydeligt, nogle af de mest almindelige talemåder, bl.a.”Purr, nu væltede a”. Vognkæppene sad naturligvis løse i kæpstokkene uden beslag, alt var jo så simpelt.

De skulle gerne have en med som reserve, og der blev fortalt, at den havde de så som våben, når de kørte hjem med de mange penge. Der var visse steder, hvor de ikke var glade for at køre om natten, der iblandt fra Voel til Tvilum. Der var dengang næsten ingen bygninger mellem byerne.

Faders 7.årige sygdom og tidlige død havde til følge, at jeg kom tidligt til at rejse og forestå min faders interesser i den begyndende fremskridtstid.

I 1865 og 1866 oprettedes det første dyrskue og den første landboforening og den første sparekasse i Hammel, Jeg var med til oprettelsen af disse dele. Ved oprettelsen at sparekassen var jeg genstand for en stor hyldest som ungt menneske, den yngste af dem alle, og til bevis på at det var ment, måtte jeg drikke et glas champagne ved sammenkomsten efter det offentlige møde, den eneste gang jeg har smagt den slags vin. Jeg skulle måske ikke have skrevet det, da jeg må tilstå, at jeg er og var en modstander af den slags taler, thi der er vel nok i disse taler noget, som let kan gøre skade og satte hovmod i unge mennesker, ja, ældre med. En hel del smiger skal der jo gerne med. Jeg skønner ikke, at det gjorde hverken ondt eller godt, thi jeg var fra barn af opdraget til forsigtighed og kom ikke til at praktisere fremskridtet fuldt ud, men møderne har jeg fulgt frem for de fleste.

Jeg fik tidligt mange bestillinger, måske nok en del fordi jeg gerne ville høre og se, hvad der blev forhandlet. Men jeg må tilstå, at de så alt for lyst på mig.. Jeg havde ikke de skolekundskaber de tiltroede mig, thi, vi havde kun simple kommuneskoler og ingen højskoler, og havde jeg ikke været opdraget til at vandre forsigtigt fra ungdommen af, havde jeg måske nok gjort forkert flere gange, men jeg havde en vældig hjalp fra mine foresatte, thi de mærkede snart at jeg kom, som den der trængte til hjælp, og derfor fik jeg den altid. Jeg ville gerne, så godt som det er sig muligt, lægge det frem for mine efterkommere, at de må altid sørge for at høre meget og vælge det bedste. Den der gør det kommer sjældent helt galt af sted, men det strider desværre mod den tids ånd, som nu gør sig gældende - at enhver er sig selv nok.

Det har i de senere mange år, hvor det er begyndt med, at alt skal så at sige gå med lynets fart, gjort mange mennesker timeligt ulykkelige, ja, vel endda særlig åndeligt ulykkelige. Ja, nu har jeg jo skrevet lidt om denne stærke last og mere om mig selv, end jeg vel måtte.

Nu vil jeg skrive om den tid, da alt nærmest gik med sneglefart i forhold til nu, og tiden endnu før var jo endda længere tilbage i udvikling.

Jeg husker flere ting, der er fortalt fra mine bedsteforældres tid. I 1805 blev markerne delt mellem de stedlige mænd. Forslaget til deling har jeg en afskrift af. Min bedstefader, Mikkel Petersen, skulle have matr.nr.1, Søren Rasmussen nr.2, Poul Simonsen nr. 3, Søren Jensen nr. 4. Det var også på høje tid, thi agrene var blevet så høje, at vi næsten ikke kunne køre på dem uden at vælte. Særlig kneb det at køre med korn.

De troede dengang, at de fik mere jord, når de blev ved at køre agrene sammen fra naboens ager. De havde jo hver en ager på stedet. Det er bevis for, at det ikke gik så nøje til med at afbenytte jorden.

Det var ved den tid, at bedstemoder døde. Det er mærkeligt at læse, hvordan et skiftebrev så ud dengang. I 1824 blev der holdt skifte efter hende, og arvingerne fik tildelt hver sin part. Min fader, Niels Mikkelsen, 16 år gammel, 20 rigsdaler, Jens Mikkelsen, 13 år, Morten Mikkelsen, 7½ år, Kirsten, 18 år, og Karen, 10 år, fik ligeledes 20 rigsdaler.

Der var i forhold til vor tid, meget trange tider. Når kornet skulle køres hjem, skulle man først have bud efter tælleren for at få kornet talt, og når dette var gjort, skulle de køre tienden til en af herregårdene. Tælleren fra vor egn var vist fra Søbygård.

Derefter kunne man så køre sit korn hjem, men desværre var der kun lidt fra marken. På vor gård med godt 60 tønder land, havde vi i et at de dårligste år (1837) kun 47 traver korn, alt det vi avlede til føde både for mennesker og kreaturer.

Endelig blev det så (1842) til alvor med at forhandle om at få en bedre ordning. ved at levere aftærsket korn, i stedet for utærsket. Der blev udnævnt nogle mænd til at fuldføre dette, men da de havde været i Aidt en kort tid, måtte de af mangel på logi og forplejning, flytte fra byen til et andet sted, hvor dette kunne skaffes og så senere komme og forkynde kendelsen. Halmen blev sat til en tiendedel at kornets værdi.

Alting var dengang besværligt. Svovlstikker kendtes ikke. Man skulle derfor vare godt øvet i at holde ilden ved lige, både dag og nat. Dertil brugte man en slags tynde tørv, som man skrællede at lyngheden, ca.12 tommer i tværmål.

Havde man ingen ild om morgenen, skulle man i byen med en gammel træsko og hente ild, eller også med noget, de kaldte fyrtøj slå ild i noget tønder.(råddent træ), men, det var meget vanskeligt at tå det til at brænde i lys lue.

Der skulle et stort oplag til, af tønder og gammelt træ, for at være sikker på, at man kunne skaffe ild til enhver tid. Tønderet skulle være svedet, for at gnisterne kunne fænge.

Man slog med et stykke hårdt stål på kanten af en flintesten. Vi fik da noget, vi kaldte svovlpinde, lig tændstikker, som ved berøring med en ganske lille glød tændte ild, det var et stort fremskridt. Men så en del år derefter, kom endelig virkelige tændstikker (svovlstikker), som kunne rives op af en kalket væg eller på kakkelovnen. Senere blev de, på grund af brandfaren forbudt, og vi fik dem, vi nu har, til 2 øre pr. æske – det ville heller ikke passe med nutidens vægge, at bruge dem til dette.

Når der kom fremmede, skulle der stå nogle gløder på bordet i et såkaldt fyrfad, som man endnu kan se hænge til stads, fint pudset, sammen med andet gammelt kobbertøj. Det ene passer jo gerne til det andet. Husene var også meget tarvelige. De blev gerne i modsætning til nutidens flotte bygninger, lagt på de lave steder, Ja, der var endog gravet jord bort, før de begyndte at bygge.

Husene, var så lave, at et voksent menneske ikke kunne gå i stuerne uden at bukke sig under bjælkerne. Jeg har for 60 år siden varet i stuer, hvor jeg ikke kunne stå ret under loftet. Husene var jo alle tækket med rugtag på siderne og gavlene med lyng. Lægterne var sat fast med trænagler.

Selve husene var for en stor del også samlede med trænagler. Væggene mellem egetømmeret, stolper, løsholter og stiber var, at tre opstående stokke med iflettede hasselgrene, fyldt og jævnet med ler.

Der var lergulv overalt i stuerne og som regel stengulv i forstue, køkken og bryggers.
Vinduerne var små og i reglen ned blysprosser. Skorstenene var store og vide og åbne forneden i forreste side og med to træstænger, der var lagt vandret ind i skorstenen med det, vi kalder pandeltræet, som bærer den fjerde side at skorstenen.

På disse stænger blev der sat jernkroge med lænker til at hænge gryderne i. Panderne var der tre træer under med løse blade til at dreje rundt. Skorstenen var fyldt ca. tre kvart, og derpå blev der så fyret. Man måtte vare forsigtig med at se efter, at der ikke faldt sod, enten i gryderne eller på panderne, Lidt senere fandt man på at lave en jernring med høje ben under, til at sætte gryder og pander på, for at blive fri for at hænge gryderne i krogen over ilden. Der var gerne en seng i overstuen og to i dagligstuen, kaldet alkoveseng med omhæng for. De fleste huse var for snævre til at dele i to dele ved midtervæg.

Staldene til heste og køer var lige så simple. Der var krybber foran køerne, alt var så snævert og simpelt, at man næsten ikke kunne gå mellem køerne. De var bundet med træklaver om halsen, og bindselet var vredne, hasselkæppe, som var sat om løbestokke at træ, der var fastgjort i jorden.

Alt var uendelig småt anlagt, men dog blev der en lille periode fra 1776 til l807, hvor det var, så at sige, en blomstringstid. Det var handelens storhedstid med Asien, og i slutningen heraf kom bøndernes frigørelse ved Rewentlov.

Der gik en del år, inden der kom noget virkeligt fremskridt i de kommunale forhold og landets styrelse. I denne periode var vistnok stændersamlingen i Viborg, som de ledende, men derom har jeg ingen viden. Men så den 13. august 1841 kom forandringen. Den gav kommunerne ret til, ved selvvalgte repræsentanter, dengang sogneforstanderskab, nu sogneråd, til at styre deres økonomiske anliggender.

Der har siden den tid været følgende formænd i rådet, som dengang bestod at 7 medlemmer.

I forbindelse hermed kan det måske have sin interesse at høre, hvor mange vælgere, der var ved de første valg. Den 1.januar1842, var der i Vejerslev pastorat kun 60 vælgere, og den 1. april 1669 var der 180 vælgere, hvilket stemmer godt med Søren Kjærs valg til rigsdagen.

Den anden gang, han blev valgt som vor rigsdagmand i Sønder Vinge kredsen, sejrede han, så vidt jeg ved, over sin modkandidat, ved at han i alt fik 93 stemmer. Der var måske få folk mødt og kun 1ille interesse for offentlige ting.

Der var i 1874 i Vejerslev sogn 56 matrikelnumre. - I 1916, 107 numre
1874 i Aidt sogn 87 matrikelnumre - I 1916, 127 numre
1874 i Thorsø sogn 46 matrikelnumre - I 1916, 118 numre
1901 var der i Vejerslev pastorat 1359 mennesker.

Der er i pastoratet 20 veje. De var en tid inddelt a 6033 favne i 1.klasse og 13915 favne i anden klasses veje, i alt 5 mil og 32 favne. Dertil kommer vejen Borre – Vejerslev. Aidt - Thostrup og Pittervejen.

I året 1841 valgtes Amtsråd, det skulle stå, som et slags overtilsyn for sognerådene og styre amtets indre anliggender. 1833 fik min fader af greve Frijs, Frijsenborg fastebrev på gården matr.nr. 1 i Astrup og købte den 1852 også at grev Frijs.

At købesummen, 1500 rigsdaler, betalte han kontant 400 rigsdaler. Resten - 1100 rigsdaler, blev stående i ejendommen til 2. prioritet de første l0 år.

Det var billigt at blive gårdejer dengang, men, det må jo ikke forglemmes at fæstere havde ret til gården på livstid. Fremmede havde nok ikke fået den slet så billigt.

I 1833 blev min morbroder Leth i Aidt færdig med skolelærereksamen og blev 1835 af greve Frijs til Frijsenborg kaldet til at være lærer og kirkesanger i Aidt. Hans forgænger var Iver Heager.

Leth var skolelærer i Aidt til sin død 1873. Han vedblev at være ugift og havde ingen husholderske. Han spiste til middag hos sin broder og fik i mange år morgen- og aftensmad hos Jens Kouda1 i Aidt kro. Han fik i reglen øllebrød bragt op til sig hver morgen.

Leth var dygtig og ualmindelig nidkær i sin gerning og altid bange for, at han ikke skulle opfylde sine forpligtelser. Han beholdt børnene langt ud over det lovbefalede klokkeslæt, men lærte børnene godt. Han var efter den tids måde at vare lærer, nok hvad vi kalder lidt streng, men var også punktlig i hele sin måde at undervise på.

Jeg husker endnu en aften, jeg mødte nogle at pastoratets mænd, der kom fra møde i Aidt, formodentlig valg. De talte om, at nu kunne man rigtignok se, hvilket sogn, der i en lang årrække havde haft den bedste lærer, thi i Aidt sogn fik vi de fleste bestillingsmænd. Dengang stillede lærerne ikke så store krav til kommunen, som nutidens lærere gør. Hvad mon de ville sige til sådan en skole, som den jeg i hele min skoletid gik i?

Der var et køkken, et sovekammer, en dagligstue et lille spisekammer og en forstue mellem dagligstuen og folkestuen.
Forstuen var ikke større, end et par mand lige kunne stå der. Yderdøren var meget lav og lille.
Den var slået sammen med nogle fjæl og lignede de døre, som vi bruger i vores tørvehus, med det vi kaldte klinkefald og oplukning. Skolen var lille med 6 borde, en kakkelovn med 5 jernplader, og derinde var der et lille rum, hvor brændet blev lagt ind, så klods op ad pladerne som muligt fra en åben skorsten og et lille firkantet rum som forstuen.

For at se, om kakkelovnen var varm, var det mest almindeligt at spytte på den. Der var ingen WC for skolebørnene i den tid, jeg gik i skole. Det kendtes vist ikke blandt bønderne. Det så skrækkeligt ud omkring husene alle steder

Rengøringen besørgedes mest af de løse svin, som dengang havde fri vandring, hvor de lystede endog udenbys.

Vi havde i Astrup megen ulejlighed, med at holde de løse svin fra Aidt uden for gårdene. Der var i regelen 2 møddinger i hver gård. Der blev ikke som nu, kørt gødning ud, næsten året rundt.

Det var et stort arbejde at holde møddingen i den stand, som datidens mennesker fandt rigtig. Jeg har set, at der var kørt jord hjem fra fællesmarken og sat omkring staldgødningen for at beskytte den mod sommerens varme. Den lå de fleste steder under vandlinien. Ved de mange hundred års køren gødning ud, var der blevet så dybt, at hver gang vi skulle til at køre gødning ud, skulle vi først have vandet øst ud af den såkaldte møddingspyt. Det løb jo så ud i en rende (en grøft) ned i engen, hvor det fremkaldte en uendelighed af skræpper, skarntyder og andet ukrudt. Den anden mødding bestod mest af aske, brofejning, (eller måske nærmest skovling, thi der gjordes ikke store fordringer på renlighed dengang). Det var mange steder næsten ikke til at færdes mellem husene og møddingerne.

På askemøddingen, blev der kørt jord hjem fra markerne. Den blev lagt lagvis, og der skulle så øses vand på fra beholdningen ved møddingen. Det var et stort arbejde. Vi har for hen ved et halvt hundred år siden, kunnet se på de lyngmarker, hvor de har taget jorden. På store strækninger, er jorden taget i et spadestiks dybde.

Ved markens bytning og fællesjordens deling, gik den måde at skaffe gødning på efterhånden over til den nuværende skik, at købe det for penge.

Skulle de dengang have betalt de lønninger, som nu kræves, havde let været en ren umulighed at bestå. Omkring år 1800 fik en karl 20 rigsdaler (4o kr.) og en pige 6-8 rigsdaler om året. En daglejer 8-10 kr. om dagen og så kosten. Uden kost var daglønnen 24 skilling.

Det var også meget skik, at de betaltes i naturalier. 1840 fik en af mig personlig bekendt karl i løn for et år: 1 tønde rug, 2 td. 2-radet byg, 2 td. 6-radet byg, i td. ærter, 6 alen vadmel og 12 alen lærred.

Så i 1848 fik vi den skrækkelige krig, som varede, i 48, 49 og 50, og straks efter denne krigs ophør kom loven om fæstegårdenes overgang til. selvejendom. Gårdene blev solgt at greven på Frijsenborg for vort sogns vedkommende, og for at skaffe penge blev udlodderne som regel solgt. I den tid jeg kan huske, er der opført 80 nye bygninger (matr. nr.) I samme tid er der nedbrudt 10.

Der er altså ca. 70 boliger mere i 1918 end i 1850. Dette ser jeg som et stort bevis på, at der om ikke ret mange år formodentlig vil blive en voldsom mangel på boliger, især med jord til.
Der siges nok, at man kan udstykke herregårdene, og det kan jo let ses, at det bliver aldeles nødvendigt, men jeg tror ikke, at det kan hjælpe så meget, som de tror, thi der lever jo en masse mennesker på herregårdene, som så måtte søge andet erhverv. Det ville være en ubehagelig tid, om pengemanglen skulle blive så følelig, at vi, som jeg skrev på sidste side, ad lønne folkene med naturalier. Jeg kan også huske, at høstfolkene lønnedes med traver at korn. Efter overenskomst, fik man at alt, lige fra man begyndte, til alt var færdigt.
Der var skrækkelig få penge mellem folk, og derfor har der været betalt med naturalier.

Når jeg nu vil fortælle lidt om det, som jeg og særlig mine forældre har oplevet, vil det ikke forundre, at der avledes lidt korn dengang.
De havde trætænder i harverne. En fuldstændig træharve kan jeg ikke huske, men hjemme havde vi en l0-bullet harve, deraf 4 buller jerntænder og 6 med træ tænder. Det var ordnet således, at vi kunne spænde for hvilken ende vi ville.
Når jerntænderne kom bagest, mente de, at så kunne de rigtigt tumle jorden.

De havde efter vor tid at regne en underlig måde, at dyrke jorden på og bruge redskaber. Alt skulle jo være af træ.
Der brugtes næsten ikke søm. Vi fik næsten ikke andre søm end dem, vor smed lavede.
Hamlene til markarbejdet, var samlede med trænagler og en trækrog, som sattes på harvens forreste bul og blev stukket i hamlen, således at hestene lettede den forreste ende at harven, så tænderne knap rørte jorden.

Der blev ofte brugt 4 heste for hulploven, som havde træmuldfjæl. Min moder fortalte, at hun havde været med til at køre de to forreste heste.

Jeg kan erindre, at der blev sagt, en karl skulle være så dygtig, at han kunne lave en muldfjæl.

Det var ikke underligt efter den måde at drive landbrug på, at der var mangel på foder. Min farbroder fortalte, at han havde som hyrdedreng passet kreaturer i så hårdt et frostvejr, at man kunne gå over isen på Katvad Mølleå på strækningen mellem Katvad og Boskov.

Folk vil jo nok sige, at det ikke kan passe, men det gør det nu alligevel Ved Dalkenbæks udspring lidt vest for Aidt og helt til Boskov var der ikke en eneste plovfure.

Strøget ned over Aidt fællesjord, over 40 tdr. land og Borridsø hede, bestod af lyng og grønning, hvor der var megen næring for kreaturerne. Særlig af den grund, at det lange græs ikke blev ædt af om efteråret.

I 1852 så jeg, at en af de større gårdejere i Borridsø drev sine kreaturer på græs den 23. marts.

Nogle dage efter var han i Ans efter mursten, og da han spændte hestene fra vognen, satte han dem ud på den omtalte upløjede græsmark med iblandet lyng og noget, vi kaldte feld, som var skånet fra efteråret af.

Det hjalp jo, at det ene var efter det andet. Man regnede dengang 200 mursten til et læs. Jeg har været med, men også kun en gang, efter sten, hvor vi kun havde 200 på hver vogn, vi havde endda nogenlunde gode køretøjer, både heste og vogne.

I forbindelse hermed vil jeg nævne, at en dag jeg som dreng var i Mondrup, sagde en gammel mand til mig, ”Ja, nu kan I sagtens vende en vogn, nu I har fået vrideskammel på vognene” før den tid, skulle der stor plads til, for at vende. Ligeledes var der vogne, hvor der var påsat store fælge på egerne, og så kørte de med, så længe de kunne holde. De blev ikke beslået. Det var jo det samme som med trætænderne i harven, og træmuldfjæl på hjulplovene.

Man har ikke let ved at tro det, men det kunne jo også umuligt have gået, dersom der havde været kørt grus på vejene, men de kørte nærmere i grus end i dynd, thi der var dengang ikke ret mange veje opkastede, langt mindre grusede.

Der fortælles, at når en havde været i Randers, var man nysgerrig efter at få at vide, hvorledes han var kommet hjem.

Det siges, at det dengang var så usselt med køretøjer, at to mænd undertiden måtte levere hver en halv vogn for at få en hel beslået vogn.

Jeg kan ikke huske de første veje blev opkastede, men min morbror fortalte, at folk var meget utilfredse med at skulle kaste vejen op, og de syntes, det var helt galt at køre grus på dem. Det var noget grumme noget, at komme ind på med så meget vejarbejde. Det fuldførtes, at samtlige beboere i pastoratet. Enhver havde sit vejstykke at vedligeholde. Landevejen efter Vejerslev var også kommunevej. Vi havde vort vejstykke at vedligeholde fra præstebroen og østpå. På hvilket tidspunkt den blev amtsvej, husker jeg ikke, men jeg antager, det var omkring 1850.

På de 40 tdr. fællesjord mellem vor mark og Dalkenbæk kunne vi rigtigt se, hvorledes de havde kørt, før vejene blev opkastet. Der var en vej fra Aidt over fællesjorden ned over Astrup bæk, over Borridsø hede, Borre huse, Borre hede efter Nøddelund. Der kunne man rigtigt se alle de mange spor, særlig på brinkerne op mod lyngen fra engene af.
Der var en mængde veje tværs over markerne, og bækkene kørte man over, hvor der var et vadested. et sådant vadested, var om vinteren, meget vanskeligt at komme over.

Der var megen skov på Aidt mark mellem linierne Astrup-Salpeterhuset og Astrup-Grølsted, vi kunne næsten ikke se andet end skov. Ved den tid greven begyndt, at sælge gården, var der stor stemning for at få en friskov udlagt. Jeg antager, at det skulle vare 80 – 100 td. land, helt ned til. Astrup bæk og til Astrup mark mod nord.

Jeg erindrer ikke rigtig, hvorfor det ikke blev til noget. Der sagdes, at det var begrundet på overfyrsteskifte. Det endelige resultat blev, at vi ikke fik nogen friskov.

Ved alle gårdenes salg, forbeholdt greven sig alle de største træer. Underskoven og roden måtte køberne beholde. Før min tid, boede skovfogeden øst for Aidt. Der er flere i Aidt, som har navnet Skovfoged fra den tid, men jeg kan ikke huske andre skovfogeder, end Jens Jensen Koudal, som boede i. matr. nr. l3 i Aidt med skovfogedjord sydvest for kirken. Han beholdt pladsen, indtil alle de store træer var faldet.

Det var skik, at når vi leverede et fjerdingkar hasselnødder, måtte vi samle dem, vi ville.

Ligeledes var det skik, så længe jeg kan huske, at træerne, der var udvist til at sælges, blev afbarket om foråret. Så snart barken var tør til at sælges til garvning til huder, måtte vi til Randers med et las bark for skovfogeden.

Der var mange læs, man det var en selvfølgelig ting, at ingen kunne sige nej til at køre. Nu ville befolkningen ikke køre sådan en tur gratis. Værre var det for en del at bønderne, at de måtte køre pligtkørsel.

F.eks. skulle en mand fra Vidstrup køre til skoven forbi dyrehuset og tage et læs træ og køre til Bispegården i Aarhus med det. De kunne gøre en sådan tur på en dag og en nat. Det var strenge ture.

Hovbønderne til Frijsendal skulle møde der på gården, tage et læs korn og køre til Aarhus.

Det var før bakken ved Snurom blev udgravet. Der kørtes i dalen øst for, hvor den nye vej går nu.

Der fortaltes, at en ualmindelig stærk mand, som jeg godt kendte, valgte at tage den ene tønde hvede på nakken op ad bakken for at skåne hestene. Han skulle kun have 3 td. hvede på vognen til Aarhus. Tre tønden korn, kaldtes dengang et læs.

Da jeg var ung, var der så at sige ikke noget, som kaldtes hegn og fredet jord. Når kornet var næsten kommet i hus, begyndte folk så småt at lukke kreaturerne ud (løse.) Vore i Astrup, gik vest på efter Boskov. Fra Vidstrup, gik deres kreaturer efter Borridsø skov.

Vi havde hver mand sin klokke på flokken. Man kendte på en prik sine klokker og kunne høre, om det var en hesteklokke, koklokke eller fåreklokke. Fårene blev her på egnen mest tøjret, undtagen på herregårdene, hvor de havde hyrde og schæferhunde.

I de store landsbyer, f. eks. Vellev med flere, holdt de hyrde tilfælles. Køerne kom selv hjem om aftenen, men hestene blev ude. Skulle man have dem hjem, måtte en mand af sted med en visk havre eller anden lokkemad, og så lytte efter, om han kunne høre sin egen klokke.

Det var højst ubehageligt, når man, som det tit var tilfældet, skulle bruge hestene straks og så først skulle ud at lede efter dem.

Postforbindelsen var som alt andet ualmindelig dårlig. Unge mennesker kan slet ikke tænke sig noget så skrækkeligt. Jeg skal navne et eksempel herpå fra min skoletid. Aarhus Amtsavis var vist det eneste blad, der blev læst her på egnen. Avisen kom med grev Frijs’s post fra Aarhus til Frijsenborg, derfra til Snurom, som dengang var godskontor (Såby var der som godsforvalter).

Derfra til skolelærer Jensen i Haurum, hvorfra den blev hentet til Aidt skole. Det var særlig min bestilling, at hente avis for min morbroder, hver onsdag.

Brevene til vor egn, havde en anden vej at gå, som heller ikke var af de hurtigste. De blev alle adresseret til aflægning hos den enkeltes købmand i Randers og blev så liggende der, indtil der kom bud efter dem.

Det lød så jævnligt ”skal du til Randers, vil du så ikke gå ind til købmand Hasager (han var vor præsts søn) og høre, om der er noget til os, som handler hos samme købmand”. Skulle et brev sendes, måtte man tørst udregne, hvor man skulle sende det til, for at det kunne blive besørget. Jeg skal her give et eksempel på, hvordan et privatbrev blev besørget.

En gårdmand fra Granslev kom til os med et brev, som skulle et stykke forbi Kongensbro. Han havde ingen andre ting at forrette, men gik lige tilbage igen. Vi skulle så til at spekulere på, hvor vi skulle sende det hen, for at det snarest muligt kunne nå målet. Vi vidste så, at en mand i Vejerslev havde megen familie på den egn og sendte så brevet til ham, Jeg fremdrager dette eksempel, for at vise hvor lidt samkvem der dengang var mellem folk, både personligt og skriftligt. Embedsbreve blev fra Herredskontoret sendt til nærmeste sognefoged, f. eks. fra Hammel til Sall. Sognefogeden sendte det så til den, som stod for tur til at gå med breve. Denne besørgede det til Thorsø eller Aidt sognefoged, som så sendte en mand videre med brevet, der skulle, til Gerning.

Jeg har lagt mærke til, at fremmede folk, der kommer gennem Astrup, ikke godt har villet erkende 4 spredt liggende gårde, for at være en by. Det har den heller ikke været altid. Jeg har læst i en gammel beskrivelse af Frijsenborg, hvor Astrup omtales således, at den engang må have været en herregård. Der står nemlig Greve Frijs til Frijsenborg, Faurskov, Haxholm og Astrup.

Gården lå tæt vest for matr.nr. 3 og 2, mest på nr.1. Stenbroen ligger under engen, og da vi anlagde den nuværende plantning og eng, kunne vi tydeligt se, hvor møddingen havde ligget med en stor grøft fra denne og ud i engen. Sådan en afløbsgrøft var der næsten altid ud fra gårdens mødding. Ligeledes kunne vi se, hvor der havde varet lade og stuehus. Lergulvene lå ganske tydelige. Hvor der nu står en telefonpæl, lå der ca. tre kvart alen under jordoverfladen en stenbro. Der er nogle, som mener, at gården skulle være brændt, men det har jeg jo ikke noget bevis for. Jeg har, efter at jeg fik gården, taget skillerummene i laden ned. De bestod af 4 alen lange bøgeplanker, ca. ½ alen brede og 3 tommer tykke. De var i den grad rådne, at de gik i stumper og stykker ved at tage dem ned. Der var skrevet med rødt kridt 6 stk. buller givet til Balker 1790. Jeg fremfører dette, dels for at vise, hvilke mængder af træ, de dengang har haft, dels fordi det kunne tænkes, at det stod i forbindelse, med overgangen fra herregård til bøndergårdene.

Der var i et at os nedbrudt hus, en del svedent bræt, som jo også kunne være fra den brændte gård. Gården havde gammelt hartkorn 11 td. 6 skp. Nyt hartkorn 13 td. 3 skp. 2 fjerdingkar og 2 1/2 album. på 4 gårde.

I vandhullet i den vestre side af vor engjord i overmarken er der taget kalkmergel. Der er ca. 6 alen til bunden, men hullet er så smalt og med så meget sand og vand, at det ikke kan betale sig at tage det op. Vandet er helt hvidt, og under mergelen ligger sneglehuse, således, at man kan tage hele skovlfulde deraf. De ser ud som frøhuse med hør, kaldet hørkneble.

Det var egentlig ikke meningen, at jeg ville skrive om hør her. Men da jeg er kommet til at berøre hørren samtidig med kalkmergel, vil jeg skrive lidt herom.

Hørproduktionen er forbundet med et meget stort arbejde, og derfor vil folk hellere købe lærredet færdigt.

Hørren høstes ved at rykke den op med hænderne, enten moden eller grøn, alt eftersom man ville gøre brug at frøet. Man mente, at hørren blev bedst ved at tage den hjem umoden og med mindst arbejde. Frøet har jo nok ikke været så højt oppe i pris dengang, For at få hørren at stænglerne skulle den den skørnes- enten blev den strøet ganske tyndt på agrene og blev liggende i lang tid, eller som vi gjorde: Bandt den først i små bundter på størrelse med en almindelig birkeriskost og sænkede det derefter i en vandgrav, hvorover der blev lagt stænger og jord for at kolde den under vandet. Her skulle den ligge i ca.14 dage og derefter strøes på marken for at tørres.

Når stænglerne så var skøre nok, skulle hørren brydes. Der blev gravet en grav, som var 5-6 alen lang, og tændt ild i bunden.

To stænger blev lagt over til at lægge hørren på for yderligere at få den tørret, Der var 6 mand til at bryde og en til at passe hørgraven.

Hørren blev atter bundet i små lokker. Nu var karlenes arbejde færdigt, og byens piger måtte træde til for at få de sidste stængelstumper at hørren. Det største arbejde havde karlene jo gjort med at få hørren banket af. Derefter skulle den hegles og var så færdig til at komme på spindestokkene, dels som hør og dels som blår.

Det blev næsten en regel, at der skulle afholdes dans om aftenen, når pigerne var færdige med hørren. En underlig skik.

Vi blev efterhånden trætte at al den tummel, og jeg fik den idé, at der måtte kunne laves en maskine, som overflødiggjorde damerne. Jeg henvendte mig til en maskinmester i Voldby med min tegning, og efter en del forbedringer og nogle køreture fik jeg en brugbar maskine. Men da jeg havde fået den, og det viste sig, at den var meget praktisk, kunne jeg se, at den var for dyr til en mand at bruge. Jeg overlod den da til en mand ved navn Mikkel Jacobsen på Aidt mark.

Han rejste så omkring til folk med maskinen. Det gik rigtig godt, han tjente mange penge, og pigerne blev så fri for det grimme arbejde.

Nu er vist al hør produktion forsvunden, men den store verdenskrig har vist bragt folk til at tænke på, om det ikke kunne betale sig, at begynde igen med hør dyrkning, Men om så er, vil det naturligvis blive på en nemmere måde end den, vi brugte. Der var næsten ikke noget, der kunne kaldes bekvemt dengang. Nærmeste læge boede på Frijsenborg, og da han omtrent var den eneste læge på vor egn, var hans ture meget ofte på 5 timer. Vi har ikke så sjældent måttet vente til langt ud på aftenen for at få lægen i tale, og skulle vi have ham med hjem, var det nødvendigt at være der meget tidligt om morgenen.

På samme måde var det mod at få fat i dyrlægen. vi skulle helst til Fajstrup, hvor dyrlæge Lauritsen boede. Han kom rundt i kredsen en gang om året for at kastrere hingste og tyre.

Svin blev opereret i siden, for at de ikke skulle få parresyge. Uden dette, kunne vi ikke sælge dem til møllerne til fedning. Det var dengang skik kun at have en griseso, og den blev så solgt eller slagtet om efteråret.

En daglejer og jeg har drevet til Fajstrup med vore og naboernes søer for at få dem opereret.

Dyrlægen var ikke hjemme. Vi gik da til Hammel og var der om natten og gik så hjem den anden dag. 3. siler 4. dag gik vi igen til Fajstrup for at få søerne hjem igen, men dyrlægen sagde, at den ene var mod grise, og der kunne vi se den første. Han syede siden sammen, og vi drev hjem med grisen.. Men til alt uheld fik soen ingen grise. Da der var så langt at køre, benyttedes mest kvaksalvere i stedet for så vel doktor som dyrlæge.

Omkring 1860, blev et stort vendepunkt i mit liv, Da begyndte livets alvor først at vise sig for mig. Og i de følgende år indtil l870, var den tid, hvor min livsbane blev bestemt både åndeligt og timeligt. Jeg blev meget syg og lå dødssyg næsten et halvt år. Jeg var vist helt opgivet, men da sygdommen var på sit højeste, skete der mod forventning et omslag. Jeg kom så efter en tids forløb op og gik derefter lange omkring med meget tykke ben, men blev dog så rask, at jeg kunne møde på sessionen om efteråret l861.

Jeg blev udskrevet til hestepasser, men trak for højt nummer til at bliv indkaldt i 1862. Da den ulyksalige krig kom i 1864 måtte jeg med.

Det var meget besværligt, at rejse dengang. Vi havde ingen jernbaner, undtagen fra København til Korsør og fra Randers til Århus. Jeg måtte køre fra Århus til Nyborg i vogn.

Dengang kom man fra Snoghøj over Lillebælt til Middelfart. Den vej har jeg kørt flere gange.

Da jeg havde været indkaldt en kort tid og opholdt mig i Odense, kom der bud fra min moder, at jeg skulle komme hjem, hvad det så end skulle koste.

Det kostede ca. l000 kroner, og mange rejser måtte jeg gøre. Jeg måtte deponere en obligation hos obersten, vistnok en måned. Jeg rejste så atter derover for at få obligationen tilbage.

Straks efter at jeg var kommet hjem for at bestyre gården for moder, kom der bud, at vi skulle møde ved vognparken i Silkeborg, og jeg måtte igen af sted.

Da vi. lige var kommet til ro ude på Alderslyst, blev der blæst signal. Der var en gammel kriger fra 1848 med, og han forstod signalerne. Der blæstes i Silkeborg., at vi skulle rejse og straks kom de tyske dragoner, og vi måtte køre til Syd Sallingsund. Jeg har aldrig set så udmattede heste. Blodet flød af benene, og de ville ikke have andet end brød og havre.

Efter 3 dages rejse nåede vi hjem, noget forkomne. Broerne var gjort ufarbare, og vi måtte over Gudenåen ved Rønge.

Vognene slæbte vi over, medens hestene måtte svømme over.

Banen var, dengang under arbejde fra Langå efter Skive. Da krigen var forbi i 1864, blev der fart i banebyggeriet. Endelig kom vi så i tanke om, at vi ville have bane fra Tange over Hammel til Århus. Der blev valgt 2 mand fra hvert pastorat, banen skulle gå igennem, (fra Århus til Thorsø, var det omtrent den samme linie, som den går nu). Fra Thorsø til Tange, havde vi bestemt, at den skulle gå ad Ågård i Vejerslev og Ans. Der var så en linje fra Roe efter Sminge til Århus.

Vi havde mange møder om sagen. De blev afholdt i Anbæk kro, og det kostede mange penge.

Vi havde i lang tid en ingeniør til at sætte banen af og beregne jordarbejdet.

Der blev lavet et nivelleringskort over hele strækningen, så vi kunne se, hvor langt den skulle ned i jorden. det kostede meget, 4000 kr. så vidt jeg husker. Vor formand var forpagteren på Søbygård. Han var dygtig og rejste meget for sagen. Men vi måtte nøjes med tomme løfter. Efter som det nu et ordnet siden, var det vist heldigt, at vi fik afslag dengang.

På vor gård mtr. nr. l blev der så 3 td. 3 skp. 2 fjrk. 2 1/2 album. Af dette skulle der svares til Aidt skole 3 lispund og 8 pund hø, 5 lispund og 3 pund halm. Tiderne blev så imellem 1860 og 70 meget sløje. Jeg blev de andre tre går de tilbudt. For mat. nr.2 -12.000 kr. Nr.3 – 9.000 kr., nr.4 – 10.000 kr. Men jeg blev bange for at gå i armod eller helt konkurs og trak mig så tilbage fra det hele.

I 1870 blev jeg gift med Kirsten Jensen fra ”Bakbo” i Lindå sogn. Vi har haft 9 børn, hvoraf 2 døde som små.

Vi har levet et lykkeligt ægteskab, men har hele vort liv haft mange sygdomme og er begge blevet meget svage. Især har min kone lidt meget af gigtsmerter, særlig som følge af, at hun 5 gange har haft barselsfeber. Men nu har vi været gift i 49 år. (læs den åndelige del.)

Det var voldsomt tarveligt, både med føde og klæder omkring år l830. Bønderne var i denne tid voldsomt plaget med hoveri. De skulle drive herregårdenes jorder, før deres eget med pløjning, harvning, såning, gødningskørsel, høst og hjemkørsel af korn og hø, tærskning, rensning og kørsel til Randers eller Århus. Der var stor forskel på de enkelte bønders forpligtelser overfor grevskabet. Der var nogle, som blev kaldt frie bønder. Deriblandt var gårde i Futting og Astrup. Vi skulle ikke med så tit, som de, der skulle gøre det, vi kaldte for fuldt hoveri. Deriblandt var Aidt. Så vidt jeg ved, skulle de fra Aidt være på hovmarken indtil 4 dage om ugen i den travleste tid. Der var jo den forfærdelige ulempe, at når vejret ikke tillod dem at arbejde, skulle de køre hjem og så møde en dag, når der blev sendt bud. Det var ikke alene hoveriet, der voldte bryderier, men man skulle næsten køre langt efter alt. Vi havde jo dengang slet ingen handel på landet, vi skulle til Randers efter alt, også for at sælge korn og andet, vi havde at sælge, og købe alt, hvad i havde brug for til gårdens bedrift af forskellige varer.

Jeg har hentet bygningsmaterialer i Randers og dagen efter kørt dem til Sall, thi, det var jo ikke alene os selv, men også de mindre jordbrugere, vi måtte køre for. Vi betragtede det dengang som vor pligt, at køre for alle dem, der ikke selv havde køretøj. Der var mange, som havde megen jord at drive foruden deres egen. Jeg kan huske, at det ene af vores spand heste, kunne køre en hel uge for fremmede. Det var jo ikke alene markarbejde, men også det, vi kalder for udenoms arbejde, som brændekørsel og lignende. F.eks. har jeg blandt andre strenge ture, hentet et læs hø i Tebbestrup enge, til en mand på Thostrup mark. Det ville folk vist ikke sige ja til nu om dage.

Men det var nu om vore egne kørsler til Randers, jeg ville fortælle. Vi skulle som før nævnt til Randers efter alt og med alt. Vor største indtægt var kornsalg, og derfor måtte vi også, afsted.

Dertil kommer også, at læssene var små, 5-6 td. pr. læs. Vi kørte i lange rækker. Især når vi var kommet igennem Laurbjerg, forbi bro og kro. Dengang lå kroen ved søndre side af åen og kaldtes da Bøsbro kro. Den lå i Viborg amt. Der stødte en mængde vogne til, først fra Granslevvejen ved kroen og fra Skjødvejen ved Laurbjerg. Når vi så endelig nåede Strømmen ved Randers, kunne vi komme til at holde i den lange række i lange tider for at få vognene efterset, om der skulle være toldpligtige varer på vognene.

Der gik toldbetjente med jernsøgere for at forhindre, at der blev noget indsmuglet i byen.

Købte vi så kreaturer på den anden side af byen, måtte vi betale told, når vi trak ind i byen Vi fik så en seddel, hvorpå toldens størrelse var skrevet. Disse penge tilbagebetaltes dog, når vi trak ud over Sønderbro. Når vi så kom til Bøsbro, var der bom over vejen. Vi måtte da ind i kroen for at få lukket op og fortælle, at vi var fra de byer, der måtte komme gratis over broen. Det ville blive betragtet næsten som en ulykke, om vi i denne forhastede tid skulle standse ved bommene for at få lukket op endda betale for det.

Især i ubehageligt vejr, når det ikke kunne høres, vi råbte. Der var for resten også noget mærkeligt ved denne ordning. Vejerslev sogn skulle betale brobyg til Åbro, og er derfor henvist til at køre, enten ad Borridsø og Vidstrup, eller gennem Katvad Mølle efter Thostrup. Aidt sogn skulle derimod betale brobyg til Bøsbro. De broer, man skulle over, for at komme til den købstad, man mest søgte, skulle man i reglen altid svare brobyg. Ved Bjerringbro skulle vi fra Aidt sogn betale hver gang vi ville over broen. Fra Gullev ud over de store Brokbakker (som de kaldtes), var der meget dårlig vej, uopkastet og voldsom bakket og sandet. Der var ikke en eneste bygning fra Gullev til broen (udover ”Sandhuset” ved foden af bakken – KKJ) og ved den anden side at broen, var der ikke andre bygninger end møllen og bomhuset.

I det, jeg nu allerede har skrevet, er jeg ikke blind for, at der er store mangler, men at rette dem er ikke så let gjort. Jeg ville så gerne have begyndt ned året l800 og så fremad, have skrevet for hvert år, hvad der hørte hjemme, men det er for vanskeligt. Det er jo heller ikke så meget det bestemte årstal, det kommer an på, men mere, at det er opskrevet nogenlunde rigtigt.

Omkring 1830 eller måske lidt før begyndte man at køre mergel på jorden. Dette blev for spot kaldt guldgruben, men det varede ikke længe før folk fik at se, at om det ikke var guld, så frembragte det en mængde guld ved den voldsom store fremgang, der blev ved at avle korn. Jeg har været med til at køre mergel på vor mark to gange. Den købte jord, dog kun een gang, men det har i høj grad virket. Vi havde mergelen midt på marken og kørte derfor meget på. Vor mark har hidtil ikke vist for kalkmangel.

Det var meget strengt at få mergelen op af jorden. Der var en mand i graven, en på et lad og en for oven til at få det så langt fra graven, at det ikke skulle skride ned igen. Det var også svært at øse vand, men det allerværste var, at mergelen var så skrækkelig til at hænge ved redskaberne, og at køre på den, ansås for at vare umuligt.

Da jeg så fik gården, kom jeg i tanker om, at vandet gik over på mergellejet. Der blev så lagt et rør over til engen, neden for gården, men da det næsten var umuligt at lægge rør for jordskred og vand, måtte jeg lægge 6 tommers rør, for at være sikker på, at det ikke skulle kunne stoppes.

Dog er de stoppet, siden jeg afstod gården. De burde åbnes 5-6 favn fra indløbet til mergelgravene. Der er mergel, og det skrider ikke. Det er nærmest på det sted, de er stoppet.

Længere hen på ladningen er det nærmest ikke muligt at komme ned for vand. Der skulle da sættes fjæl ved siderne.

Omtrent samme tid som merglingen begyndte, blev der udsat præmie for brakmark og rug.

Det skulle sås så tidligt.

Såvel brakmark som rug blev synet flere gange. Det så flot ud med behandlingen ungen, både med pløjning og harvning og lige vandfurer.

Kan man ikke komme til at så kornet således, at man kan rense mellem rækkerne, kunne det vist vare klogt at begynde på ny med brakmark. Ikke som mange før har brakket, men en virkelig ført brakmark, fuldstændig ren og fri for ukrudt. Thi roerne, som har gjort et vældigt fremskridt, vil vist vanskeligt blive boldt så rene, at det kan slå til.

Ved omtalen af mergelen glemte jeg at skrive lidt om kalkmergel og sømergel. Mellem Vejerslev og Trust var der et stort mose- og engdrag. Der fandtes kalkmergel i stor mængde i 3-5 alens dybde. Det blev solgt i favnevis og kørt helt til Sall og mange andre sogne. Ligeledes fandtes i Amstrup mose en lignende mængde, som blev kørt lige så langt som Trustmergelen, måske længere pr. vogn.

En meget stor del blev sejlet langt bort med pramme på Gudenåen. Bakkemergelen var for tung til at køre så langt med.

Man begyndte også at spekulere noget på, at bruge kunstgødning, men folk vi ikke rigtigt tro, at det kunne betale sig. Der blev valgt 4 mand fra grevskabet til at virke for en begyndelse ved at gøre et større indkøb i forening.

Jeg kan huske, at jeg på min liste havde fået tegnet 36.000 pund Det blev da anset for at være et meget stort kvantum. Det varede dog ikke længe, før folk fik øjnene op for, at det var en god forretning at købe kunstgødning, og der blev ad åre købt i stor mængde.

Syd for os lå Aidt fællesjord, ca. 40 td. land. Heraf købte jeg. 8 td. land til den. ualmindelige pris 400 kr. Men det var forbundet med voldsomt store besværligheder, at få det udstykket tilfredsstillende. Men på grund af mit gode kendskab til forholdene, blev jeg ved at bytte omkring, således at jeg fik det, ses an kan ses i det nordvestlige hjørne. Det var langt det fordelagtigste for sig og bedre, and jeg havde tænkt.

Dette, var til stor ærgrelse for mange. Siden købte jeg 3 tdr. land, som ligger lige øst for det først købte.

Min far købte 11 tdr. land fra Borritsø mark for 960 kr. Han havde før solgt vor udmark ved Thostrup skel 19 tdr. land for 1400 kr. Men det var en dårlig handel, thi jorden fra Borritsø, var uopdyrket. Det var i de år, at overrislings eng stod højt i kurs.

Jeg lod mig også friste til at gå med i den bevægelse og akkorderede det store anlæg i lige retning ud for den købte lyngmark til, det sydlige skel til. 2 mænd fra Skanderborgegnen. Det skulle koste 1200 kr. at få engen planeret.

Vi havde 6-8 til kost og logi, men det gik helt galt. De drak og spillede kort om natten og kom tit hjem, efter at vi var stået op om morgenen.

Det var et tab for os, og jeg måtte til at tage syn på arbejdet, og jeg blev ved at kritisere så lange over det dårlige arbejde, at de en dag indvilgede i at rejse mod en passende betaling for den tid, de havde været her. Jeg var glad for at blive fri for at have så dårlige folk i sin tjeneste.

Jeg måtte så afbryde arbejdet, hvilket kan ses på pladsen, og derefter akkordere med en anden, ordentlig mand, som skulle gøre det påbegyndte færdigt for 300 kr.

Men de første havde spoleret det så grundigt ved at begrave den gode jord i bunden og selv skrælle den gode jord, overtørvene af, men ladet den ligge i store dynger og dækket dem med jord, sand eller ler. Men hvor galt det end gik, var det alligevel en god foranstaltning, thi vi har da et år avlet 53 læs hø.

Jeg ser godt, at det er gået lidt tilbage, da man ikke kan få nogen til at gøre engen i stand hvert efterår.

For at den ikke skal blive for tør, er det. nødvendigt at holde grøfterne godt åbne for til og afløb, især for en så fugtig eng som denne, der ikke så let kan blive for tør. Jo mere tørt, des bedre, når blot man har vandingen i orden.

Blandt alle de mærkelige ting, som foregik dengang, var også dette, at alle heste, som arme’en havde til overs i fredstid, skulle udstationeres omkring i landet.

Hvert pastorat skulle sikre staten en eller to heste. Min fader havde påtaget sig at holde det ene nummer ved lige for 55 rigsdaler (l10 kr.) om året. Vi havde den i 7 år. At holde et nummer ved lige vil sige, at vi skulle skaffe en anden hest, hvis den første blev kasseret. Vi var nogenlunde heldige. Vor hest blev først kasseret efter 5 -6 års forløb, I6 år gammel.

Men da kom der en mærkelig ting for dagen. Alle hestene skulle møde i Randers en bestemt dag.

Der blev sagt, at der var noget vrøvl sydpå. Dette kom højst uventet for mange foderværter.

Hoppene fra den nordligste del at Jylland var næsten alle blevet med føl og blev derfor kasseret alle sammen. Vor hest var højt oppe i nummerrækken, så jeg måtte blive i Randers i flere dage.

Det var gode tider for hesteprangere. Det var som om der var marked i byen hver dag. Vi købte og fik kasseret, og det så ud til at ville vare længe inden vi kunne blive færdige med den komedie.

Det bedste var, at det hele var blind alarm, og efter nogle dages forløb bliv det hele hjemsendt. Lovovertræderne måtte betale mulkter, jeg ved ikke, hver meget.

I de 7 år, vi skulle holde nummeret ved lige, måtte jeg møde hvert år til sessionen for at få den mønstret og synet, og hvem der ikke havde den helt i orden fik store bøder.

Natten før sessionsdagen var jeg altid i Randers og fik ofte lejlighed til, at se og høre, at nogle gerne ville vide, hvor sessionsherrerne boede den nat.

Den tid førte mange ulemper med sig på alle måder. Særlig de mange forpligtelser, der hvilede på gårdene.

F.eks. kørte min bedstefar og vor nabo til Frijsenborg for at hente 2 læs sten til det ny apotek mellem Hammel og Frijsenborg. Det var de to første læs sten, der blev kørt til pladsen.

De mursten, vi som fæstere skulle køre for grevskabet Frijsenborg blev i regelen hentet ved teglværket mellem Jernit og Tinning.

Jeg kunne have lyst til at føje nogle historiske oplysninger fra før 1800 til.

Vi fik i 1723 noget, som kaldtes Stavnsbåndet. Man måtte herefter ikke rejse, hvorhen man ville, men skulle blive på sin hjemegn. Dette blev jo heldigvis ophævet 1768.

Kaffe blev nok indført fra Arabien efter 1400 og fra Japan 1690, den fordærvelige brændevin, som har gjort så mange u1ykker, kendtes allerede 1315.

Tobakken, som også har gjort stor fortræd på sundheden, og det koster mange penge, at ryge tobak. Den blev indført 1558. Folk bruger gennemsnitlig for 70 - 80 kroner om året.

Året 1714 var tiden så dårlig, at en tønde rug kostede 8 skilling (2,66 kr.)

1 td. byg 5 sk..(1, 66 kr), 1 tønde havre 3 sk. ( 1.00 kr.) 1 lispund smør kostede om sommeren 5 sk. og om vinteren 3 sk. 1 pens, 1 lispund røget flæsk, 3 sk 8 p, 1 lispund fersk flæsk 2 sk. 8 p,1 lispund talg 6 sk. 1 pund uld 13 p.

l00 år derefter – 1813 - var priserne gået til en anden yderlighed, idet taksten for en tønde rug var 420 kr. og prisen på gode kreaturer var 8000 kr. Disse priser var naturligvis ikke normale, men var fremkommet ved statsbankerotten. Samtidig blev kurantmøntfoden forandret til rigsbank møntfod og blev betalt med en tiendedel af værdien. Kursen. Gik så langt ned i 1813, at 140 rigsdaler kurant- sedler kun var 4 kroner værd. Sidst i 1813 steg kursen, så 50 rigsdaler kurant, var 4 kr. værd.

Sidst i 60’erne begyndte merglingen at tabe sin virkning. Kornpriserne blev lave. Rug og byg kostede 7-8 kroner og havre 4-5 kroner for en tønde, En ko kunne fås for 80-100 kr. en to års kvie 35-40 kr. og 5 kr. for lam.

Året 1868 var et tørt år og 1872-73 var det igen galt med pengene. Sparekassen i Hammel gik det så vidt med, at de måtte sige det faste lån op. Penge var næsten ikke til at skaffe.

En af mine venner lånte 34.000 kr. i Kreditforeningen, men de var så langt nede i kurs, at han kun fik godt 2800 kr.

Den tid er vist ikke fjern, da vi får det på lignende måde. Pengeknapheden tager til og folkemængden bliver større.

I 1874 var der i Vejerslev pastorat 191 matrikel numre og året 1916 var der blevet 362.
I 1901 var der i pastoratet 1359 mennesker.

nye blad, Klassekampen opfordres endog til åben revolution, i Danmark vel nærmest som. følge af den store, grusomme verdenskrig, l915-19.

Af jordens befolkning på 1667 millioner førte de 1462 krig, mens kun 205 millioner var uden for krigen. Af de 1462 millioner var kun 145 millioner på centralmagternes side.

For at. fortælle lidt om, hvordan vi boede i min barndom, vil jeg fremdrage nogle træk, som jeg synes karakteriserer den tids forhold.

Da jeg var 12 år, fik vi en karl, som havde tjent i nabosognet, just ikke på en af de bedste pladser. Han var meget mager, da kan mødte her novemberdag.

Karlen fortalte, at hans husbond lod 4 skæpper rug grutte i møllen (eller boghvede) og lod det så stå. Konen tog så deraf og kom i et sold eg rystede da den sorte skal, eller nærmest en del deraf, fra grutningen, og kogte derpå resten i grød. Den var ofte fordærvet, fordi grutningen havde stået for lange.

Denne grød spiste de så til aften, og levningerne brugtes i øllebrøden om morgenen. Karlen sagde, at de havde en daglejer, men han kunne sagtens klare sig, da han gik hjem til aften og Kunne så spise hjemme. Øllebrød var jo også dengang en almindelig morgenkost, men vi fik tit mælk og brød til en forandring fra den ikke så sjældent sure øllebrød.

Når mor havde lavet ost, kogtes vallen, og den fik vi så i stedet for mælk eller i øllebrød. Vi fik ikke som nu noget til davren, hverken mælk eller sukker. Næsten hver aften fik vi byggrynsgrød, som var kogt i vand, og lidt mælk at drikke til.

I reglen havde vi kun en ko til at kælve om efteråret, for at vi i den tid ikke helt skulle undvære mælk. Køerne skulle kælve om foråret for at malke i den tid, der var græs, for korn kunne man ikke give dem om vinteren. Den mand, der kunne siges ”Jeg har ingen kreaturer, der, ikke kan rejse sig”, han var vel faren. Jeg har været med til at rejse unge kreaturer, ja, selv heste kneb det med.

Det var naturligvis ikke økonomisk at fodre dyrene så dårligt, men hvad skulle man gøre. Der avledes så lidt korn dengang, så det var ikke underligt, at de måtte lade dyrene gå ude i længere tid om vinteren, når vejret var nogenlunde.

Det var strengt for dyrene såvel som folkene. Jeg erindrer, hvorledes vi var tilpas, når vi fik en kastning korn banket af med plejlen, og så, hvis det var byg, skulle hassene bankes af og små halmstrå samles fra. Derefter skulle kornet kastes for at få avner og det dårligste korn fra. Man rensede kornet ved at komme det i et sold eg ryste. Tiden kunne være lang, når man stod bøjet over soldet halve eller hele dage.

Vi kunne komme ind, midt på hver halve dag, og få en mellemmad med smør eller fedt på.

Det var en herreret at få smør på brødet, og man kunne spise mange stykker mad med blot eet stykke ost til. Pålæg var aldeles ukendt. Engang jeg som dreng var i Vellev et ærinde, kom jeg hjem og sagde: ”Karlen fik pålæg på smørrebrødet.” Det havde jeg aldrig set før.

Disse små indtryk synes jeg må kunne få folk til at se, at de tit stiller urimelige fordringer uden at tænke på, at det ikke er fornødent.

Som jeg vist før har nævnt, var det småt med handelen på markederne. Jeg har gået mange lange ture til marked og så ikke fået solgt. Engang da jeg var 18 år (cirka) trak jeg en dag til marked i Randers med en ko. Jeg holdt der hele dagen, men kunne ikke få solgt. Lidt efter, at jeg om aftenen var kommet hjem med koen, kom en handelsmand og købte den, og jeg fik da den fornøjelse at trække til Værum med dem igen. Omtrent samme tid skulle en karl og jeg til Randers med kreaturer, Vi tog fra Astrup før midnat, kom til Randers om formiddagen, stod der hele den dag, fik ikke solgt og trak hjem samme aften efter at have spist vort medbragte brød.

Engang trak til Vinderslev med 4 kreaturer, fik de tre solgt hen på eftermiddagen og tog derfra lige før aften med den ene, som blev så træt, at jeg ikke kom hjem før kl. 3 om natten. Af en mand, som jeg korn til at følges med, lånte jeg en hest til at ride på det sidste stykke.

En dag, da fader havde et ærinde til Viborg, sagde han til mig, da vi spiste davre”. Du kommer til at gå til Viborg en tur”. Jeg gjorde mig da færdig og tog af sted. Men naturligvis kom jeg sent hjem om aftenen. Dette ansås ikke for noget usædvanligt, og dagen efter var jeg med i arbejdet, som jeg plejede.

Endnu et par træk. En anden dag var jeg langt ude i Vesterland og nåede ikke tilbage til Ans før aften. Der var kommet en mængde sne, især efter Kongensbro. Jeg kom nord fra, men kunne ikke finde vejen, før jeg ligefrem dumpede ned i Kongensbro og fandt så godt hjem til sengetid.
Det var ingen lysttur.

Min fader skulle engang til København. Men hvorledes skulle han komme til Aarhus?

Vi kendte dengang ikke til enspænderkøretøjer. Fader tog da en hest til turen og satte den ind på en gård uden for Hasle. Jeg gik bag efter ham og hentede hesten hjem samme dag. Det var heller ingen lysttur !

Jeg kan lige huske den tid, da der ikke blev sået frø i sidste havrekærv til udlæg.

Der var jo næsten intet græs, men kun lidt ukrudt, det første år, det kaldte vi for nylandige. Derpå lå det ben i 4-3 år, enkelte steder 6 år. Det var en kostbar drift.

Da merglingen af jorden blev sat i gang, skulle vi selv til at avle vort frø. Det var strengt og ubehageligt arbejde. Vi tærskede med plejlen, til vi stod i en tykning at støv. Det var ikke til at udholde. Nogle satte sig ned og brugte hasselkæppe til at banke det af med. Vi solgte en mængde frø, men folk blev alligevel snart kede af det. Mange mente, at frøavlen udpinte jorden alt for meget.

I disse tider var der en mægtig trafik ad Gudenåen mellem Silkeborg og Randers. Der var lade og lossepladser flere steder hele vejen. Vi benyttede mest Bråtrup ladeplads på Vejerslev mark.

Fra Randers til. Bjerringbro, blev prammen trukket af mennesker og derfra til Silkeborg af heste.

Trafikken blev så stor, at man omkring 1850, måtte anlægge den meget kostbare pramsti til hestene at gå på.

Åen blev også renset, for at prammen ikke skulle kunne nå bunden. Der måtte også bygges en kro, hvilested kaldet, alene for pramfartens skyld.

Vi har haft mange møder om at benytte Gudenå til engvanding, men man blev bange for den store bekostning. Nu i 1919 er der påbegyndt den store opdæmning af vandet ved Tange. Det bliver vist endnu mere kostbart, end man havde tænkt sig, og efter min mening alt for dyrt.

Værket blev i 1921 færdigt til brug og havde da kostet i alt 13.000.000 kr. (13 mill.) Jeg havde tænkt mig kraften anvendt til de store fabrikker, hvor den kunne træde i stedet for kul eller andet brande. Som det er blevet nu overflødiggør den elektriske kraft efterhånden både vand- og vindmøllekraften, ligeså hestene, som jeg synes så godt kunne få tid til at trække maskinerne, på de almindelige bøndergårde. Men nutidens mennesker vil have det behageligt, hvad det så end skal koste. Det vil dog blive nødvendigt at spare på flotheden, hvis ikke de store udgiftsposter skal føre til en katastrofe.

Omkring 1840 var folk ikke vant til så god mad som nu. En mand har fortalt mig, at han engang var med sine forældre til barnedåb. Da de kom fra kirke, spiste de en middag, der bestod at tillavet smørrebrød og så en kop kaffe. Dermed var dette barselgilde færdigt.

Senere gik det mare flot til ved sådanne lejligheder, tænk, vi fik boghvedegrød med rosiner og smør. Den grød, vi levnede, blev jævnet pænt, så den blev stiv, og derefter skåret i små firkantede stykker. Dette fik vi så dagen efter med kogt mælk på.

Det var skik, at de nærmestboende skulle have frokost dagen efter. Men så kom risengrynene frem, og så var vi rigtig med tiden, når vi ved større forsamlinger, såsom begravelser og lignende fik risengrød og bergfisk, ja, jeg tror, vi nogle år brugte risvælling. Det var jo også flot at gå lige fra boghvedegrød og til risengrød.

Bergfisk skulle hentes flere dage, før det skulle bruges, da det måtte sættes i blød, vistnok i kalkvand, for at blive tykt og blødt. Det er et savn, at det ikke bare har kunnet fås i mange år.

At holde bryllup var dengang ret kostbart. Et stort gilde varede i to dage med dans og spil.
Den tredje dag blev man indbudt til frokost. Da kom den nærmeste familie eg naboerne.

Et par dage før brylluppet leveredes af de forskellige forpligtede, mad til gildet: Fint brød af 4 skp. rug, et svinelår, et fårelår, en medisterpølse, en del æg, 4. pund smør, 2 høns eller måske mere.

Folk, som man havde lidt omgang med, samt dem længere ude i familien, var fri for at levere brød og flæskesteg, mens naboerne måtte levere mælk og fløde.

Det var skik, at man gik rundt, gav hinanden hånden og sagde tak far mad, når man var gået fra bordene.

En skolelærer sagde spøgende ” Det er jo ikke så underlig en skik, folk ved ja godt, at det er de andres mad, de spiser.”

Folk kom så omsider i tanker om, at det gik for vidt. Jeg tror, det er ved at gå samme vej med gavesystemet, som også snart må have nået højdepunktet. Det er næsten værre end værre end ved de gammeldags bryllupper, thi ødselhed og luksus går over alle grænser og burde afskaffes, da det jo er bedre at spare, før man bliver nødt til det.

I 1871 skulle der vare amtsråds- og sognerådet mente da, at jeg havde større betingelser for, og indflydelse på, at kunne få en mand valgt, end sognerådsformanden havde. Vi var enige om, at jeg skulle arbejde for at få Peder Hansen i Hvorslev valgt. Det var netop den mand, jeg mest ønskede at tå valgt, og jeg havde derfor lyst til at gøre noget for sagen. Efter nogle dages overvejelse kom jeg til det resultat, at et prøvevalg vist måtte være det rigtige.

Jeg rejste da til Viborg nogle dage før valget og lod den bekendtgørelse, indrykke i bladene, at der blev holdt prøvevalg dagen før selve valget. Jeg fik et par mand til at skrive under på bekendtgørelsen.

Det viste sig senere, at det også var den rigtige vej at gå for at få sin vilje sat igennem. Søren Kjær havde ligesom jeg en mand, han ville have valgt, nemlig P.Thorup i Vinge.

Efter nogen tids diskussion, sagde Søren Kjær:” I sønden for Gudenåen støttede mig ved rigsdagsvalgene, derfor vil jeg også bøje mig denne gang.” Han blev vor ivrigste forkæmper, skønt han før var vor største modstander.

Peter Hansen blev valgt med stor majoritet. han var os en god mand, men temmelig langt foran sin tid. Hans fremsyn kostede han for meget. Han var dygtig i amtsrådet, men ivrede alt for stærkt på, at få vejen fra Randers over Ulstrup efter Ans med en afstikker til Bjerringbro, ad den ny vej ved Bøgeskov. Dette anså vi da for i høj grad uøkonomisk, for den nye vej ville komme til at gå for meget i samme retning ses Gudenåen.

Der blev rejst stor modstand mod planen, og i stedet anbefaledes stærkt, at vejen fra Tind skulle gå over Borritsø, Aidt og siden til Hammel.

P. Hansens bror var formand i sognerådet for Hvorslev-Gerning, og de havde så fået sat igennem, at Hvorslev pastorat lod sig tegne for nogle tusinde kroner.

Dette var en at grundene til, at vi ikke fik vejen over Aidt. Der var vist størst stemning for at få vejen over Aidt, men da Hvorslev havde tegnet sig for så stor en sum, blev der afstemning om, hvor vejen skulle gå fra Tind.

(Møller H.P.Hansen tidl. møller i Tind Mølle, har skrevet et hæfte med noget han kalder ”Stemningsbilleder”- det er i min besiddelse – hæftet er givet til min morfar Hans Kjellerup Kjeldsen, Tind som julegave 1946.--- K.K.J.)

Der var imidlertid kommet ny sognerådsformand, og han boede netop i Tind. Han. var ivrig for at få vejen efter Aidt, og var han blevet der, havde vi også fået det sådan. Men så kom det uheldige, at greven overlod ham Pøt mølle. Dermed havde han ikke mere interesse for vejen, da

han flyttede fra egnen. Vejen gik derved tabt for os til stor skade og tab for sognet, især da vi fik banen til Thorsø, og vi netop ville have stationsvejen til at gå, som vi havde tænkt os vejen fra Tind til Thorsø. Fra Aidt kirke følger man Thorsø møllevejen til første sving og derfra over Tungelund og Thorsølunds marker til stationen.

Der blev ført en voldsom agitation både for og mod planen. De, der ville have vejen, tegnede sig for ca. 1300 kr. og ville sognerådet have lagt l500 kr. til, kunne vi nok selv have gennemført vejarbejdet. En mand, som vi tror arbejdede i egen interesse, fik dette forhindret. Det gik næsten som med Tind-vejen. havde greven ventet et år med at flytte møller Nielsen fra Tind til Pet mølle, og kammerherre Estrup var blevet på Ormstrup ligeledes eet år til, så havde vi ganske sikkert fået begge veje lavet.

Eller måske vejen direkte fra Bjerringbro over Tind til Thorsø station, hvilket ville have været en stor fordel for egnen.

Som amtsrådsmedlem havde Estrup jo med vejene at gøre. Han var ualmindelig dygtig, og han lovede mig, at han ville arbejde for at få vore planer sat igennem, thi over Tungelund ville han ikke på nogen måde.

Jeg kunne fortælle en del om farvning af tøj. Man havde ikke som nu, råd til at koste så meget på klæder. Det var jo ikke alt tøj, der kunne bruges hvidt, og man måtte derfor selv prøve at farve det, så godt det lod sig gøre.

Der stod næsten altid i de store åbne skorstene en sort indretning, der indeholdt ca.2o liter urin og så de forskellige farvestoffer, som man brugte. Når vi skulle til Randers, kunne vi være sikker på at få bud med om farvetøj.

Bønderne lod næsten aldrig andet end vadmel farve i købstaden. Det kostede kun lidt at få det farvet blåt. Overskæring var der da ikke tale om. Det var luksus, for flot til bønder. Man måtte vare tilfreds ned at få det presset.

Til kvindeklæder og sengeklæder blev alt farvet som garn og vævet med håndvæv, af de hjemlige vævere.

Dem var der en mængde af. Det kostede 15 øre, for en alen vadmel, 15 øre for en alen lærred, 30 øre for en alen stribet, 40 øre for dynevår og 50 øre for olmerdug.

Da jeg nu har omtalt vævning af klæder, vil jeg også fortælle lidt om smørlavning, som den foregik i sidste halvdel at det 19. århundrede. En gryde, som vi kaldte en jydepot, lignende den der blev brugt til farvning, havde man vist alle steder til at samle fløden i, som skulle henstå til syrning.

En sådan jydepotte havde 4 tæer. I den ene var der en tap, som kunne tages af, så der fremkom et hul, og det tynde, som var underst i tønden, kunne løbe ud. Dette blev naturligvis brugt til svineføde. Der blev som regel kun kærnet een gang dagen. Til tider dagen for smørhandleren skulle komme.

Jeg har også set, de har kærnet selve dagen og derfor ikke nået, at få saltet æltet godt nok i.

Man måtte så køre til næste samlingsplads med smørret på en trillebør. Det gjaldt. om at få det læsset på smørhandlerens vogn, inden saltet løb i væk i lage.

Smørret blev i mange år kørt til Randers og i endnu flere år til Sall, hvorfra det blev kørt til Aarhus om natten.

Smørret, der i den varmeste tid kun var en tyk vælling, betaltes med en meget lav pris. For 18 penning, måtte man sælge et pund smør. Senere kostede det dog 32 penning.

Der var meget at bestille for kone og piger. Der skulle kærnes smør, laves ost og bages groft brød. Fintbrød blev der kun bagt lidt af, men så var der meget arbejde ved at brygge øl. Dertil skulle bruges gær, som man ikke kendte til at købe. Man leverede også øl ti dem, som ikke selv bryggede.

Dertil kom al den masse hør og uld, der skulle forarbejdes for at få både sengeklæder og gangtøj. At købe beklædningsgenstande kendtes næsten ikke. Skulle man se noget propert i huset, var det køkkenet.

Væggene var overhængt med blankpudsede kobber og messingting af mange forskellige slags. Der var lysestager, lysesaks, pottemål og pæglemål, fyrfad, kobber og messingfade og i harebænken store og små kobberkedler, kaffekander og andet. Tallerkenrækkerne var mest besat sad hvidskurede træ tallerkener og kopper uden ører og underkop.

I spanderækkerne lå hvidskurede spande af træ og med blankpolerede gjorde, ligesom kærnen og strippen.

Gryderne, som ikke var emaljerede var på grund at den åbne ild, de hang over, ret vanskelig, at hold i stand. Alt dette skulle gøres, og når der blev tid, var der også nok at gøre med at karte, vinde garn eller hjælpe konen med at spinde uld eller blår.

Ulden skulle helst være færdig til jul. Man ville hellere end gerne give karlene. tøj til en vest, for at hjælpe til med at karte. Fader kartede også, og når ulden var færdig, flettede vi simer til tækning, samt holdt seletøj og fodtøj i stand.

Nu skal man længere end til køkkenet for at se noget fint. Fine syede eller broderede ting i de smukt møblerede stuer, hvor damerne spiller orgel eller klaver og mændene fordriver tiden med at ryge tobak. Der bruges her i landet tobak for ca. 50-60 millioner kroner i året 1921 og spiritus for 120 millioner. Jeg synes, det er mærkeligt at troende mennesker bruger pengene til sådan luksus i stedet for at udrette meget godt med dem.

Det var vedtaget på sognerådsmøde, at vi skulle prøve på at købe en gård til fattiggård. Vi havde valget mellem, nemlig mtr.nr.6 Thorsø, 6, Aidt, og l0 Vejerslev, kaldet Drøs.

Der blev sammenkaldt til et møde. for at høre, om vi havde beboerne med os. Jeg holdt stærkt på at købe Drøs, især fordi den ligger lige midt i pastoratet, Vi kunne så have en sal til brug ved beboernes møder om offentlige anliggender.

Jeg turde ikke sætte min vilje igennem, da jeg havde stor tillid til et par at dem, der stemte imod.

Der gik lang tid, men ingen at gårdene blev købt.

Så købte de samme folk den nuværende fattiggård. Det var en meget dårlig handel, og det havde nær gået sådan, at de måtte beholde den selv. De havde købt den uden amtsrådets tilladelse, og de syntes, den var alt for ringe, kun 2 sk. hartkorn.

I 1872 blev landevejen udvidet. Skolelæreren i Vejerslev gjorde påstand om at ville have godtgørelsen for jorden, der blev taget at skolelodden.

Det blev der helt oprør om. Der var en, der ville holde med degnen og kaldte det snerperi, at man ikke undte ham disse penge.

Jeg turde ikke give ham medhold og lod sagen gå til amtet, hvor jeg fik medhold.

Pengene blev indsat i skolefonden til indtægt for embedet. Det var is. 190 kroner, det drejede sig om. Det var den samme mand, som ville holde med læreren, der også var imod købet at gården i Drøs.

Man kan heraf se, hvor stor skade indflydelsesrige mænd kan volde ved at handle efter dårlige bevæggrunde. Det har voldt mig ikke så lidt bryderi, at jeg måske har været for meget lovmand.

Det er en stor samvittighedssag at handle efter sin overbevisning og efter Guds og verdens love, hvad har vi ellers love til, hvis de ikke skal følges. Før Silkeborg fik jernbanen, gik færdslen mellem Randers eg Silkeborg gennem Aidt eg Vejerslev.

Det var særlig de rødklædte dagvognkuske med deres hornmusik og de gule, lange holstenske vegne, der vakte opmærksomhed.

Det var medens vi havde de store skove vest for Aidt, og det morede os mange gange at høre hornmusik, når de kørte op gennem skoven. Dagvognen kørte både dag og nat og kun med passagerer. Fragtgodset gik ad Gudenåen.

Der var også stort røre om, hvor landevejen skulle gå. Enten skulle den gå fra Aidt efter Kongensbro eller Aidt, Skorup-Resenbro-Silkeborg. Det var kommunevej, og vi i Astrup, holdt vort stykke ved præstebroen i stand. Der blev forhandlet længe, inden det blev bestemt, at landevejen skulle gå efter Vejeslev - Kongensbro.

Den mest befærdede vej, har før gået fra Skjevbro over marken lige til. Thorsø-vejen ved den første gård, syd om skole eg præstegård efter Kongensbro.

I den tid, jeg har kørt til Randes, er den store banke ved Houlbjerg skov afgravet 2 gange med mange års mellemrum.

Der blev gravet meget af, da man før måtte binde hjulene sammen for at køre ned ad bakken,

Jeg har mange gange bundet baghjulene eller haft en tung genstand til at slæbe efter køretøjet.

Det var et tålmodighedsarbejde at køre en sådan tur, især med et læs korn.

Værst var det at køre med stude, I årene omkring 1870, var der en mængde studekøretøjer.

Flere, som havde store stude, kørte selv til Randers. En dag så jeg et langt ligfølge. Alle vogne var forspændt med stude, ikke en eneste hest.

Det var trange tider, og mange fattige folk gik rundt og tiggede. Nogle gik i skoven og samlede brænde, som de bar hele vejen hjem.

Der blev i begyndelsen at 70-erne, virket meget for at få en læge og en jordemoder til at bo i Aidt. Mange mente, at vi kunne køre til Hammel, når der var brug for disse folk. Det havde vi jo gjort før i tiden.

Vejerslev ville også gerne have en læge, men vi i Aidt gjorde først noget for sagen og fik derfor vor vilje til stor fordel for sognet. Vi havde intet at gøre med ansættelse at præster og lærere. Grev Frijs havde ret til at kalde både skolelærere eg præster til embederne her.

Der var ikke noget, der hed forsikringer mod tab og uheld, så der blev næsten gjort indsamling til alle, der på en eller anden måde havde uheld. Der blev afholdt offentlig dans ned terningspil og uddeling at kager, kaldet kavring. Disse lystigheder kaldtes doblegilder.

Andre valgte at få en attest fra autoriteterne til bevis for, at manden talte sandhed. Der fulgte gerne en anbefaling ost, og så kunne manden gå så langt og så længe, han ville, og samle penge.

En mand fra Aidt rejste til Randers marked med en hest, men faldt i bøllernes kløer og kom hjem uden både hest og penge. Han brugte samme regel som ved andet uheld og holdt doblegilde med den motivering, at vi havde nok hørt, han var blevet sin hest fraranet i Randers og ville derfor bede folk være han behjælpelig med at få en ny hest. var det bygninger, der brændte, var det en selvfølge, at manden måtte hjælpes. Det var ikke at undres over, at han gik langt og længe, ned. medbringende en attest og mange gode anbefalinger.

Dette kaldtes at tigge til brandsted. Der var unge, der gik, og det var de jo egentlig nødt til, for at skaffe penge. Man havde ikke mistanke til nogen, og der var i almindelighed heller ikke grund til at tro, at folk selv havde påsat branden.

Før 1860 kunne man klare sig med få penge. Vi har f. eks. solgt mange kalvekroppe uden skind for 2 skilling (66 øre), Nu koster en kalv hen ved 60 kroner.

Folk begyndte at få interesse for at skabe fremskridt på mange områder. Det gjaldt bl.a., at fremvise de bedste dyr på dyrskuerne.

Før byggedes det, som vi kaldte egebindingsværk. Man brugte ikke brændte mursten til andet end underlag for lerstenene nærmest jorden, samt ydervæggene og skorstenspiberne og måske lidt under taget, til alt det øvrige brugtes vindtørrede sten, som vi selv lavede om sommeren ved at køre en dynge ler sammen og lade hestene gå på den, til det blev tjenligt til strygning. Dette var et mindre behageligt arbejde. Jeg har flere gange været hos fremmede folk ned et par heste for at ælte ler, dels til sten, men også til gulv. Jeg vil lige omtale nogle ejendomshandler, som fandt sted omkring 1905, da jeg afstod gården. Der var i forhold til nu meget lave priser på gårde. Hamborggården i Læsten, blev solgt for 31.200 kr.. Der var 64 td. land, deraf 2 skov og 6 eng. 5½ tdr. hartkorn. 6 heste, 27 fynske køer en hel de1 svin og får samt gode grundmurede bygninger.

En anden gård, Essendrup med 112 tdr. land, 6½ td. hartkorn, koste, 8 heste, 40 kreaturer solgtes for 50.000 kroner

Da jeg som dreng kom med fader i byen, kunne jeg se den mængde pramme der sejlede op og ned ad Gudenåen.

Det kunne ikke blive ved at lade og gøre at køre med heste uden at få ordentligt gruset pramsti. Den blev meget kostbar at lægge an. En gård blev købt til en opsynsmand at bo i, og stenrevler blev anlagt ved siderne, for at indsnævre åen.

Sejldybdens skulle holdes oprenset, og senere måtte anlægges en kro, alene for pramfartens skyld.

Nu er det ikke meget værd, da elektriciteten er kommet og der derfor ikke sejles. Sådan er det gået med mange ting. Hvad der engang regnedes for et stort fremskridt, er nu nogle år efter, fuldstændig forældet.

Nb: Renskrevet til PC. Den 15/2 2005 af Knud Kanne Jensen --- K.K.J.