Minder fra Aidt sogn i tiden op mod århundredskiftet (1900)

af lærer Søren Leth-Danielsen, Holstebro

Af det lidet, der hidtil er offentliggjort af Aidt sogns historie i fortiden, skal jeg nævne lærer J. Christensens optegnelser i Jyske samlinger 1. række, 6. bind, og lærer P Horns på omfattende arkivundersøgelser udarbejdede afhandling i Aarhus Stifts årbøger 17. bind 1924. Dette udmærkede arbejde omfatter kun tiden forud for 1660, og tiden derefter har for Aidt sogns vedkommende, endnu ikke fundet sin skildrer. Jeg prøver i det efterfølgende at fortælle lidt af, hvad jeg mindes fra Aidt, medens jeg som barn og ungt menneske, havde mit hjem i Aidt skole i tiden fra 1872 til op mod århundredskiftet, idet jeg går ud fra, at de yngre kan have interesse i at høre lidt om personer og forhold fra den tid.

Det var i høsten 1872, at jeg sammen med mine forældre og fire søskende for første gang satte min fod på Aidt sogns grund. Fader havde varet lærer og kirkesanger i Gjern herred, og var forflyttet til Aidt, hvor han fik sit virkefelt, indtil han som gammel og opslidt, søgte afsked og flyttede til Aarhus, hvor moder døde 1905, 68 år gammel og han 1916, 77½ år gammel.

Det første, jeg lagde mærke til, da vi kom kørende fra Tvilum over Skorup og Thorsø mølle, var Aidt kirke. Jeg havde flere gange set den gamle, af tidens tand, prægede kullede klosterkirke i Tvilum og jeg fandt, at den da cementkalkede Aidt kirke med dens spir, hvor i jeg skimtede kirkeklokken, var langt anseligere end Tvilum kirke med dens klokkestabel på kirkegården. Et øjeblik efter kørte vi forbi kroen, og derefter forbi et lille firkantet hus, som havde rødt tegltag - det eneste, i byen med tegltag. Så drejede vognen til højre langs gadekæret, som da var langt anseligere, end siden hen og holdt så ved Aidt skole, hvor 2 af sønnerne fra Inger Maries gård var ved at køre korn ind,i skolens lade. At den nye lærerfamilies ankomst til byen, var en begivenhed, der samlede nysgerrige, er ikke at undre over, da et lærerskifte lå over 40 år tilbage i tiden. Gamle lærer Søren Leth var ungkarl til sin død. Nu mødte en hel familie for at tage hans stille bolig i besiddelse. Vist var det spændende, og så spurgtes der straks, at den ældste søn af flokken hed Søren Leth - den gamle afdøde læres navn, det var næsten mere end mærkeligt. Jeg erindrer så godt, hvilken opmærksomhed det vakte og da ikke mindst blandt den gamle lærers slægtninge i den gamle gård, der lå på hjørnet at Astrupvejen. Til denne gård og dens beboere følte jeg mig tidligt draget, hvortil vist særlig bidrog herlige ture med den halvvoksne søn Anders til Hundkjær, store dal og lille dal, en lille ridetur på Anders’s ryg og muligvis ved hjemkomsten en herlig løwtens pandekage.

Endnu på dette tidspunkt var der gode tider for landbruget, priserne på korn og heste var høje, og smørprisen var 2 a 3 mark pr. pund. Kornet blev solgt til købmændene Amdisen og Frederiksen i Houlbjerg, og heste og smør førtes til Randers, men, trods de gode tider i tresserne, og halvfjerdserne, var der ingen egentlig velstand blandt sognets beboere, hoveritidens tryk var ikke ganske forsvundet, og endnu var adskillige af gårdene fæstegårde under Frijsenborg, og blandt sognets ældste, var der endnu enkelte, der havde været med på hovmarken, således gamle Søren Horn og Rasmus Horn. Kun et par af gårdene i Aidt og to i Tungelund var udflyttede, og alle de gamle bygninger var af bindingsværk og ofte med lerklinede vægge. Adskillige af disse var gamle, f.eks. laden og det halve at stuehuset i Inger Maries gård (nr. 3), og laden i An’ Hanses var så vindskæve og medtagne af tidens tand, at det så ud, som om de kun stod, fordi de ikke kunne blive enige med sig selv om, til hvilken side de skulle falde. Alle sognets beboede ejendomme med undtagelse at tre gadehuse var forsynet med stråtag, og kun ved nogle at gårdene, fandtes brønd, som oftest inde i gården og i umiddelbar nærhed af møddingen, der kun et enkelt sted var flyttet udenfor gårdens længer.
(An'Hanses refererer til Ane Frandsdatter (1824 -> 1879 Sep 24 ), Enke efter Jens Hansen (1821 -> 1871 Mar 24 ),  Matr. 5a, Dyrlægegaarden Overgårdsvej 45)

Bohavet var overalt tarveligt, langbord med fast vægbænk i dagligstuen, og flere steder var der alkovesenge i sovekammeret og husstandkister eller klædeskabe i storstuen, ligesom også bilæggerovne og åben skorsten var almindelige inde, både i gårde og huse.

Ølbrygning, bagning og slagtning, foretoges i hjemmene og gav kvinderne betydeligt ekstra arbejde ved siden at den daglige slid med mælkens behandling, med kartning og spinding, daglig rengøring og vask o.s.v. Desuden deltog kvinderne også i arbejdet. i høst og slæt, og det var ikke noget særsyn, at se gårdmandsdøtre køre møg eller mergelvogn samt hjælpe til ved spredning i marken.

Mændenes arbejde var i sommertiden væsentlig arbejde ved markens og hestenes pasning, og hvad dermed stod i forbindelse. I flere af gårdene fandtes endnu ingen malke eller rensemaskine, og kun i enkelte gårde var der for nylig anskaffet hestegangs tærskemaskine, selv i den nærliggende Katvad Mølle, fandtes ingen maskine af den art, og husmanden P. Skrædder af Aidt var i mange år, i de 4 vintermåneder, sysselsat med tærskearbejde med plejl i møllen for en så beskeden betaling som kosten og 25 øre om dagen. De dyrkede kornsorter var rug, byg og havre. Rodfrugter dyrkedes endnu ikke; men en stump hørager, en smule boghvede og lidt vinterhvede dyrkedes ved enkelte gårde. Véd de fleste hjem fandtes vel en smule have og enkelte gamle frugttræer og buske, men haven spillede ingen rolle for husholdningen, og arbejdet i haven var overladt til kvinderne.

Til sikring mod ildebrand var byen kort forud blevet forsynet med sprøjte og sprøjtehus, men ellers kendtes af forsikringer kun brandkassen og i ganske enkelte tilfælde Heste og Haglskadeforsikring. Kom et kreatur til skade og skulle slås ned, solgtes kødet til liebhavere for ca. 25 øre pr. pund, og de fleste følte en vis forpligtelse til at købe.

Først i slutningen at 70’erne oprettedes en sygekasse. Af læger fandtes ingen nærmere boende end lægen ved Frijsenborg og lægen i Hammel (Fader og søn: Dietzel), men, det var ikke til hverdage, at man så gamle Jens Kudsk med de to sorte for vognen og den slingrende læderagestol bag i vognen, inden for sognets grænser. Skete det engang imellem, vakte det næsten lige så stor opmærksomhed, som når gamle grev Frijs med forspand kørte gennem byen. For små skavanker, nøjedes man med hjemråd, kopsætning, urteomslag o.l., eller selv søgte “den røde væver” i Haurum, den gl. Vellev-degn eller Ma’ Skovfoged i Aidt, som næsten kurerede på alt med “tyk kamfer” eller en “malurt-dram” (ofte med held).

Selvfølgelig havde man på den tid ophørt med at brænde brændevin i hjemmene, men snapsen var hverdagskost i næsten alle hjem, og ved alle selskabelige sammenkomster, flød den rigeligt, og ved de såkaldte legestuer og gadedamsgilder var brændevinen ofte årsag til skænderier, rå tale og slagsmål. Først omkring 1800-tallet, dukkede den først, totale afholdsmand, træskokarl Chr. Bjerre? frem, og den første lille forening blev stiftet, men vanddrikkerne var ikke velsete af ret mange. Med hensyn til åndelige interesser stod det meget småt til i sognet, og selv om de fleste vel kunne skrive og læse, fandtes der i de allerfleste hjem, næppe andre bøger end salmebog, en almanak og muligvis en bibel og en andagtsbog, og da min fader snart fik stiftet en sognebogsamling, blev denne kun søgt at få og forfaldt omsider af mangel på penge og tilslutning.

Også aftenskole blev prøvet gennem en årrække, men nogen god grobund for denne var der ikke, selv om undervisningen blev tilbudt uden vederlag. Kirkegangen var i provst Bramers tid nogenlunde, men mindskedes i pastor Stillings tid. En kolportør fra Indre Mission boede i nogle få år i Aidt, men udrettede vist kun meget lidt, og der var næppe mere end en enkelt familie i Astrup, der tog åbenlyst standpunkt for missionen og sørgede siden for, at der blev afholdt møder i denne by med nogen tilslutning fra by og omegn, men ellers spredes kun meget lidt religiøst liv, Man havde samme tro som sin fader, en forstandspræget tro på et kærligt forsyn, og stillede sig modvilligt mod alt sekterisk væsen, hvortil de fleste vel også nærmest henregnede både den missionske og den grundtvigske forkyndelse.

De nye opdukkede Højskoler, hørte man om med stor skepsis. Så vidt jeg ved, havde to af sognets unge karle besøgt Bjørnbaks højskole, men uden særlige deraf følgende reaktioner., Først hen i Firserne, tog enkelte unge på Højskole, f.eks. Bechs højskole i Mellerup eller Nr. Nissum.

I Børneskolen virkede sin Far efter bedste evne i tiden 1872 til 1904. Børnetallet var stort, ca. 90, delt i to klasser, der efter egnens skik søgte skolen 4 og 2 dage pr. uge om vinteren og omvendt om sommeren (for henholdsvis ældre og yngre klasse), en ordning der bibeholdtes, efter at der i 80’erne byggedes forskole (Pogeskole) Med frøken Sofie Geltzer fra Balle ved Silkeborg, som den første lærerinde. (Tog senere lærereksamen fra Silkeborg Seminarium og blev gift med Seminarielærer Ludvig Jensen). Min Faders forbindelse til lærergerningen skrev sig fra to vintres ophold på henholdsvis Uldum Højskole (Retyik) og Rødding H.(Høgsbro) samt på Blaagaard Seminarium, hvilket naturligvis i nogen grad kom til at præge ham og hans undervisning, både i folkelig og kristelig retning, men egentlig partimand blev han aldrig, hverken som Kristen eller som Politiker, dog var det ham en stor glæde, da Pastoratet fik præster af Grundtvigsk retning. Men, hellere vågent liv end død rettroenhed og derfor deltog han ofte med glæde i de møder, som Missionen med Mikkel Nielsen i Astrup og hans milde fromme hustru i spidsen, indtil han tog sin afsked.

Hans gerning i skolen var præget af stor alvor og samvittighedsfuldhed, og mange at hans gode gamle elever, glemmer sikkert ikke hans religionstimer, der var præget af hans grundfæstede kristentro, og på orden og disciplin skortede det vist aldrig på i hans skole. Jeg synes jeg tør sige om min fader de gamle kendte ord: En mand at gammel dyd og dansk oprigtighed, af ja og nej og hvad man godt og ærligt ved’. Ved hans afgang skænkede beboere og venner ham forskellige værdifulde ting og en kalligraferet navnelistede, ligesom de ved hans død skænkede et sølvkrus.

Efter denne korte oversigt over det daglige liv i hjem, kirke og skole, skal jeg prøve på at optegne de indtryk, jeg har at de enkelte hjem og disses beboere, som de står for mig i mindet fra en barndom og ungdom, som jeg for størstedelen tilbragte i sognet fra 1872 til hen imod århundredets slutning.

Lad mig begynde med sognets ældste bygning, den gamle Kirke, der jo som vel de fleste gamle Granitkirker skriver sig til tiden fra omkring år 1200. Den skal have haft et tårn, men 1872 og længe før, havde den kun et i spir, hvori klokken, der næppe fortjener nogen lovprisning, var anbragt. Spiret lignede Gullev Kirkes og var så gammel og slingrende, at det i 1880, måtte nedrives og blev erstattet at et lignende (l alen mindre højt). Kirkens Skib var overkalket med cement, men da sydmuren stod på hæld, var i alt fald den største del blevet ombygget i halvfjerdserne, antagelig i forbindelse med at det gamle Våbenhus mod syd blev nedrevet og et nyt opført ved kirkens vest ende. Kort efter blev også kirkens gamle ujævne loft med bjælker at Egetræ fornyet. Taget på koret blev omstøbt eller udbedret, og det grå cementlag, blev med saltsyre og skrabejern fjernet eller vasket af granitkvadrene i ydermuren. Skibets øst gavl af rå utilhugne kampesten, blev nedrevet fra tagrygning til loftet og blev erstattet af en murstens mur med bue, så der blev adgang for lys ind over korloftet, der før lå i mørke, da der kun var adgang gennem en ganske lille åbning i gavlmuren. I kirkens indre, skete inden århundredets udgang ikke store forandringer. Prædikestol og alter var malede med egetræsfarve, og prædikestolen var 1 fag bredere end nu. Dette lag og måske flere lag af maling, blev fjernet, så træet blev helt blottet for maling. Knæfald og gitter og vist også alterbordet blev fornyet, og degnens stol og et lille bord, der hidtil havde haft plads i korets sydvesthjørne, blev fjernet, og degnen fik plads i kirkens øverste stol i højre side. Præsten fik lov at beholde sin stol i koret, hvor den fik plads i det nordvestre hjørne, idet den kolossale døbefont, der før havde indtaget pladsen, blev kasseret og erstattet af en ny, som flyttedes hen i kordørens midte. En gammel jernbeslået kiste, der vist i gammel tid vist var bestemt til gemme for kirkens kar og messehagel etc., flyttedes bort, hvorhen vides ikke. Det var, så vidt jeg erindrer også i 80’erne, at kirken forsynedes med kakkelovn – en ukendt behagelighed, men ikke just nogen prydelse. Inden jeg fortsætter med at fortælle om byen & sognet, vedføjer jeg et løseligt rids af et gammelt bykort (ca. 1820). En kopi at dette kort,var i min barndom i sognemændenes eje og omfatter tillige byens jorder. Kortets skæbne er mig ubevidst.

Matr. 13a - Tidselbjergvej 1
Lige vest for kirkegården, og strækkende sig mod vejen til Thorsø mølle, fandtes endnu resterne af et lille krat, de såkaldte ”Kirketjørne”, der dannede læ for en lille gård, der var beboet af Jens Jensen Koudal (Bitte Koudal), en stilfærdig og god mand, der var afholdt af alle. Efter sin første kones død, giftede han sig igen og havde flere børn i begge ægteskaber, deriblandt en der nu er lærer i Holte.

Matr. 13f - Aidt kro, Overgårdsvej 1
Vi fortsætter nu ad Vejerslevvejen, og først i byen ligger Aidt kro, der i mange år ejedes af og med købmandshandel, der blev drevet af Jens Koudals broder, som også hed Jens Koudal, men, som mærkeligt nok, uagtet at han var stor og kraftig, aldrig fik noget tillægsord knyttet til navnet. Denne mand og hans høje kraftige kone, Rikke, hørte til byens særprægede skikkelser. Begge var velbegavede og ikke uden åndelige interesser og nød almindelig agtelse i sogn og egn. Koudal var en tid formand i sognerådet og førte en god pen. Ægteskabet var barnløst, og hele bedriften blev til dagligt passet af ægtefællerne og en ældre pige, Maren Skjellerup, der ikke veg tilbage for at forrette tjeneste som staldkarl, undtagen på de dage, da det sædvanlige månedsmarked holdtes ved Aidt kro, idet der da var nok at bestille inde. Både hjemmet, mark og have, blev passet med omhu. Svir og sjov var bandlyst i kroen, selv på markedsdage, var markedsgæsterne ude af krostuen og vejen renset, før solen gik ned. Koudal døde efter få dages sygeleje i begyndelsen af 80’erne, og Rikke og Maren flyttede efter kroens salg, til kroejer Thomsen ovre i det nybyggede hus i haven overfor. I kroen holdt sognerådet sine møder, ligesom også den stedlige kreds af Danmarks Lærerforening holdt sine møder her, i de år min fader var formand for kredsen. I stalden holdt rebslager Solberg fra Randers hvert forår med vogn, belæsset med snore reb og  tovværk. Her ”biede” pottekørere (f.eks. Tun fra Sorring, ligeledes Lollandske kedelsælgere, med mål og kedler, Svenskere med svingende læs af spånkurve, farver Thorups vogn fra Hammel med uldvarer.) I kroens gæsteværelser, overnattede jævnligt den høje kraftige politibetjent Bahnsen. Én gang årlig jøden Simon, der solgte barometre termometre o.l. En handelsrejsende ved navn Rix, var i flere år en stadig gæst i kroen.

Matr. 2a - Nedergaard, Nedergårdsvej 16
Nabo til kroen, lå nabo nr. 1 (se kortet), her boede Søren Henning, der få år forud var blevet gift med forrige ejers, Jens Jensen Horns enke, Ane Jensen, som var født i Sjelle.
Hendes første mand havde først været gift med Jacobine (Justesen?) og havde i dette ægteskab sønnen Søren og datteren Karen og havde i ægteskabet med Ane, sønnerne Rasmus, Jacob og Jens. Til disse 5, blev altså Søren Henning stedfader. Desuden levede i gården, børnenes bedstefader, den stovte gamle Søren Jensen Horn, der havde været med de såkaldte kontingenttropper, der af Frederik d. 4’de,blev sendt til Frankrig for at støtte Napoleon. Endelig boede der også en gammel ungkarl af slægten, Niels Horn.

I ægteskabet med Ane Jensen,havde Søren Henning to døtre, som begge hed Ane (den ene formentlig også Marie). Ane Jensen døde kort efter af tæring. Søren Henning giftede sig 2. gang med pige, Mariane fra Haurum, i hvilket ægteskab, som heller ikke blev langt, var 2 børn.

Da gårdens bygninger var gamle og næppe sunde at bo i, flyttedes gården i årene 1885-86 ned nord for og nær vejen til Vejerslev, og det gamle stuehus med have, solgtes til bageri. Søren Henning var en rettænkende, rask og resolut mand og en god fader for de mange sammenbragte børn. Hans økonomi var i god orden, uden at der i mindste måde, var tale om utidig sparsommelighed, og både han og begge hans ægtefæller, var agtede og afholdte i byen. Som dreng kom jeg meget i dette hjem og har kun én gang, set S.H. vred (af god grund).

Gamle Søren Jensen Horn erindrer jeg ret tydeligt, uagtet at han vist ikke har levet ret længe, efter mine forældre kom til byen. Han var både høj og kraftig og kunne endnu ved sommertide spadsere til Tungelund på besøg hos gamle Jens Rask, der var gift med hans datter Han var på en sådan tur i sin langskødede frakke, der ligesom vesten havde sølvknapper. På hovedet, der vist til daglig dækkedes af en rød lue, havde han høj såkaldt Hanh’s hat, og i hånden havde han en lang stok med sølvknap.

Ved begravelsesgildet efter ham, var jeg som dreng og nabo, med til 2. dagsgildet, hvor der serveredes risengrød, hvis fasthed ikke var større, end at jeg mente, at det var vælling og derfor var mig en stor skuffelse, da jeg nødigt spiste vælling, uden efter streng ordre. På hældningen umiddelbart op til og nord for Søren Hennings gård, lå et lille hus. Her boede Dorte Vævers og vist også en gammel mand ved navn Ras Horn, om det var mand og kone, ved jeg ikke. Muligvis var Ras Horn aftægtsmand fra gård nr. 2. Han levede ikke længe. Mellem huset og gaden, var der en lille fordybning, som om vinteren stod fuld af vand. Her sejlede vi på isflager, vi faldt engang i vandet og blev med møje reddet op af det kolde bad.

Matr. 3a - Højlundgaard, Overgårdsvej 19
Gård nr.2 ejedes af Christian Schøler, hvis 2. hustru, var fra gård nr.3. Han var en veloplyst og brav mand, der nød sine byfællers agtelse og tillid, og på landbrugets område, var han vel lidt forud for de andre i byen. Chr. Schøler, var en smuk mand, og selv om ansigtet til tider havde et lidt dystert og alvorligt præg, var han en åndslivlig og interesseret mand, der tænkte før han talte. Han havde allerede omkring 1870 udflyttet sin gård og rejst byens første grundmurede stuehus. Han var vist også den første i byen, der anskaffede sig tærske rense og hakkelsesmaskine, og han var vist også den første, der anbragte møddingen uden for gårdens bygninger. I alle de andre gårde havde møddingen plads midt på gårdspladsen med brønden mellem møddingen og stuehus. Schøler var venstremand som sin fader, men, af de samtaler han og min fader havde, fik jeg indtryk af, at de misbilligede de krav, der blev opstillet af det forenede Venstre, selv om de langtfra billigede Estrups styresæt.

Et par af den gamle gårds længer stod endnu i 1872, og i stuehuset boede en kort tid arbejdsmand Peder Jensen (kaldet P. Skrædder). Trods sprøjtehus og gadekærets nærhed, var der vandhuller ved gård nr. 2 & 3, ligesom også ved byens andre gårde, et vidnesbyrd om, at man trods 2 branddamme i byen havde skræk for ildsvåde.

Anderledes forholdt det sig med den hærgende sygdom ”Tæring” (tuberkulose), der i alt fald i et par af gårdene, omkring 1870 havde gjort en rig ”høst”.

Matr. 4a - Egelund, Astrupvej 14 
I gård nr. 3, der lå på hjørnet med laden ved Astrupvejen og modsat det mærkelige stuehus, hvis vestligste, laveste og ældste del, sikkert var byens ældste ”Våning”, boede i 1872 Jens Mikkelsen Leths enke, Inger Marie, med hende en børneflok på 4 voksne sønner og 2 ugifte døtre. En datter var gift i nabogården, og en var gift med P. Jørgensen (Dyhr) og boede på gårdens hedelod. Gården var endnu fæstegård under Frijsenborg, ligesom adskillige andre af sognets gårde, men, blev kort efter, købt til selveje. Gården havde i mange år været beboet af slægten Leth, en af Houlbjerg Herreds gamle bofaste slægter. Af navnets tidligst kendte bærere, kan nævnes Tingholder (Herredsfoged) Las Leth, der nævnes i anledning af et dige mellem Skorup og Vejerslev marker 1507. En mand ved Navn Las Jensen Leth boede i tiden fra omkring 1578 til sin død ca. 1600 i Enslev og beklædte stillingen som Herredsfoged og Ridefoged (under Haksholm). Navnet forekommer senere fortrinsvis i Houlbjerg, Vellev og Aidt sogne, men er også kendt både på Randers og Aarhus egnen (se min bog om slægten fra Skibby i Aarhus Stifts Årbøger 1928). Navnet Søren Leth i Aidt, har jeg truffet, nævnt 1766, sandsynligt den samme, som er nævnt som fadder i 1790 ved barnedåb hos Jens Sørensen Leth i Møgelby og samme år hos Jens Horn i Aidt. Denne Søren Leth i Aidt tør antages at være bedstefader til førnævnte Jens Mikkel Leth, hvis forældre vides at være Mikkel Sørensen Leth og hustru Kirsten, og hvis andre børn, var sognets afdøde lærer Søren Mikkelsen Leth og Sidsel Mikkelsdatter Leth, gift med gårdmand Niels Mikkelsen i Astrup.

Som navne, der havde slægtsmæssige forbindelse med denne gård, og knyttede til sognet, hørte jeg i min barndom, navne som Mikkel Dommer og Mikkel Skriver, sidstnævnte som fader til Inger Marie, der var enke i gården (1872), og hvis ældste søn i daglig omtale kaldtes Skryv Mikkel, (altså morfaderens navn). De fleste i den gamle slægt, var i legemlig hensigt kraftige, stærke folk, arbejdsomme, stilfærdige, solide, gode mennesker, hjælpsomme naboer, noget prægede at fortidens hårde slid og gammeldags tænkemåde, og to at slægten hørte gennem mange år til de mest indflydelsesrige blandt sognets mænd, gamle lærer Leth og Mikkel Nielsen i Astrup.

Til gården hørte en smule have, der vel nærmest kun kan betegnes som kålgård, omkranset mod syd og vest, af adskillige store asketræer, under hvilke savgrav, slibesten og vedkast havde plads, samt en grav til brug ved hørrens tørring på jernstænger, der var anbragt, inden, på gravene bund. Både til arbejdet med de tunge egekævler over savgraven, med hørren over tørregraven og med leernes slibning var jeg en interesseret tilskuer i begyndelsen at 70’erne, og det var mig egentlig en sorg, da gården omkring 1880 flyttedes ud til Hundkjær.

De gamle store asketræer fældedes og pladsen, der havde stærk hældning fra stuehus ned i gården, blev planeret og den gamle dybe brønd overdækket indtil videre. På gårdens tomt, blev siden lægeboligen opført.

Idet jeg går videre, må jeg nævne det nederste gadekær, der i 1872, var noget større, end det blev siden hen, idet dets østre ende blev fyldt op og indtoges til legeplads for skolens børn. Pladsen både syd og øst for kæret, var fællesjord, der var fyldt af lergrave. Siden tilegnede husmand Kr. Sort (swot) sig pladsen og jævnede gravene mod syd, vist uden at nogen gjorde indsigelse der imod. Lige nord for kæret lå der et gammelt, meget faldefærdigt hus, der vist tidligere havde tilhørt lærer Leth og i flere år beboedes af træskomanden Peder Mouritzen, der senere flyttede, da huset senere solgtes til Thomas Andersen, som straks bortbyttede dette for Kr. Sorts hus ved gaden på den anden side skolebygningen. Til et at disse huse hørte det jordstykke, hvor siden den nye skole med have, fik plads. Men i mange år kom Kr. Sort og hustru, Christiane, til at bo i det gamle hus, der ligesom lerhullerne, lidt efter lidt, blev omkalfatret og fik et tåleligt udseende. Navnet Sort, havde Kr. fået med konen, der havde det efter faderen som hed Mads Sort. For øvrigt blev det sagt, at Kr. havde glemt sit rette navn, der skulle være Peder Christian Andersen, så han protesterede, når der kom et brev, med hans rigtige navn.

Foran huset stod 4 store kastanietræer. Nær dette hus lå indtil 1880 skolens bygninger, hvoraf det ene, et langt bindingsværkshus på mange fag, vist var byens gamle skolebygning – måske den ældste. Det havde retningen syd/nord og gjorde efter 1872, tjeneste som lo, brændehus, køkken, spisekammer og mælkestue m.m.

Gamle Leth var ungkarl og spiste hos sine slægtninge i gård nr. 3 og havde derfor ikke brug for mere husrum, end der fandtes i det for enden af det gamle hus. Han opførte nye hus, der indeholdt tre værelser og en skolestue og havde derfor udlejet den gamle længe, til et gammelt ægtepar ved navn Henriksen, hvis kvindelige del, nød den ære, der også blev den unge degnekone til del – at blive tituleret Madammen, men ikke så særlig blidt til min moder, der uforskyldt var årsag, til at madame Henriksen måtte flytte.

Mellem skolens udhus med kostald og den gamle længe var der ca. 6 alens afstand. Dette hus lå langs gaden, og nåede et stykke ind i Chr. Sort’s have, og mellem dette udhus og den gamle længe, blev der straks efter mine forældres ankomst gravet en ca. 30 alen dyb brønd, samt bygget nødtørftshus. Begge del havde tidligere været ukendt luksus. Vand blev hentet fra kæret eller en af nabogårdene.

I 1880 var de to gamle huse udtjente og blev nedbrudt, og til den nyeste ende af skolehuset, føjedes 2 eller 3 fag mod vest og et fag mod øst, hvorved også skolestuen blev forstørret. Et nyt hus til lo og stald byggedes i haven mod syd.

Til skolen hørte en temmelig stor have, der for størstedelen lå i vildnis, da mine forældre flyttede ind. Desuden hørte der til skolen 6 tdr. ld., midtvejs mellem Aidt og Tungelund. Det var jo med den tids landbrug, ikke nok at holde hest på. Det grovere arbejde med markens dyrkning, besørgedes her, som ved mange andre skoler, ved bøndernes velvilje, men der blev arbejde nok for mine forældre, især inden børnene kunne træde hjælpende til. Det var ingen Sinkurepost at være sognedegn på de tider, da Kapiteltaksten faldt år for år, samtidig med at børneflokken forøgedes, både i hjem og skole. Jeg tør påstå, at næppe nogen i sognet var så ophængt af arbejde som degnen og det både hellig og søgn.

Som familiefader, lærer for nær 100 børn, agerbruger, fodermester, vinkelskriver i ny og næ aftenskoleholder, føre af kirkebøger og om helligdagene og ved andre lejligheder, forrettede de bestillinger, som kirkesangerhvervet medførte. Det måtte nødvendigvis slide på en samvittighedsfuld mand, og allerede før min fader havde nået 60-års alderen, gjorde sygdom og arbejdets omfang det nødvendigt for ham til tider at holde hjælp i skolen. Det var i efteråret 1884, at jeg lidt ufrivilligt blev kaldt hjem fra Århus, hvor jeg havde arbejdet som murersvend, for at hjælpe fader, der var alvorligt syg. Imod min forventning fik jeg lyst til lærergerningen, som for øvrigt bandt mig hele den kommende vinter og næste vinter med, idet jeg da blev lærer for en klasse af de alleryngste, altså første tilløb til pogeskolen, der i 1886 oprettedes med Frk. Geltzer som første lærerinde.

Faders helbred bedredes nu, men i årene efter 1900,måtte han igen holde hjælp. En af hjælpelærerne var Anders Knudsen, nu 1. lærer i Ullerup i Sønderjylland og andenlærer var Christian Damsgård, der siden blev lærer i Borre og gift med min søster. Chr. Damsgård er nu lærer og organist i Ringe på Fyn.

Min virksomhed er jo faldet langt uden for mine hjemlige egne. Efter, at have virket nogle år i Vestjylland kom jeg til Espe St. på Fyn, hvorfra jeg blev flyttet til Holstebro. Efter at have virket her i borger- og mellemskolen i 25 år, søgte jeg 68 år gammel afsked og bor nu som gammel skolemand (78),i mit gamle hjem her i byen.

Om min faders gerning i skole og kirke, skal jeg kun udtale mig kort, men jeg tvivler ikke om hans sandhedskærlige og redelige færd, blandt ældre og yngre, han har været med til at præge den ungdom, der gennem de mange år, sad på skolebænken i Aidt. Jeg ved, det var han en hjertesag at bidrage til, at de unge prægedes i dansk og kristelig retning og fik hans til tider alvorlige og strenge tale over hovedet på mange, så er jeg dog vis på, at der er adskillige der mindes ham.

Da fader ved sin afsked, flyttede til Århus, overraktes der ham gaver fra sognebørn og venner med tak for hans virke i skole og kirke. Og det var altid siden hen en stor glæde for ham, når gamle venner og kendinge kiggede indenfor hans dør, ligesom det også glædede ham meget, at hans gode ven, lærer P.M. Pedersen i Borre blev kaldet til at være hans afløser i skole og kirke.

Året efter ankomsten til Århus, døde moder, og søster Marie holdt da hus for fader til hans død i 1916. Både mine forældre og min søster ligger begravet på Århus kirkegård.

Jeg vil nu meddele lidt om de 3 gårde (nr.8 - 9 & 10), der hørte til den ”nejebys” bylav (gildeslag).

Matr. 9a
I gård nr. 8, boede i 1872 gårdmand Chr. Risberg, der vist var kommet fra Århus egnen, men han solgte kort efter gården og flyttede fra byen, efter at hans 18-årige smukke datter var blevet gift med den ældre ungkarl, møller sønnen Poul Drachmann, Katvad Mølle.

Matr. 8a
Ejer af gård nr. 7 (og vist også ejer af gård nr. 10), var køber Anders Sørensen fra nr.7, han var vist som enkemand blevet gift med pigen Kirsten Marie fra Haurum og havde vist en datter ved navn Maren af første ægteskab. Anders Sørensen døde efter få års forløb, efterladende sig en enke og en flok børn i Bøstrup. Parret boede sammen i Bjerringbro og derefter i Holstebro. Gårdens senere ejer hed P. Bastrup, der som enkemand, sammen med sine to endnu ikke voksne piger, drev gården næsten uden hjælp.
Kommentar: Omtalte datter Maren var datter af Jens Mikkelsen Overgaaard (1828 Okt 05 -> 1870 Okt 25 ) og Jensine Rasmussen (1841 Jul 06 -> 1872 Jan 25 ), som Anders Sørensen var Enke efter.

Matr. 12a
Gård nr. 9 var en af byens mindste og havde tidligere været beboet af Jens Bøgh, hvis gamle enke, Sidsel Bøgh, nød aftægt i gården. Jeg husker de mødige tårer, hun fældede i Abildhaven bag gårdens nordre hus, da en af gårdens heste endte sit liv og blev begravet på stedet. Gårdens ejer Jens Mikkelsen drev tillige smedehåndværk i en lille smedje, som lå for enden af stuehuset, lige op ad vejen, der førte forbi gården. Sønnen Niels Jensen overtog siden gården, der flyttedes ned på marken syd for kirken. Da jeg i min barndom ofte var genstand for sidstnævntes drillerier, falder det mig lidt vanskeligt at erindre hans evt. gode sider.

Matr. 10a - Krogen
Nær op til den gamle plads for gård nr. 9, lå gård nr. 10, der var en af byens 3 gårde, der endnu havde kendingsnavn i daglig tale. Den hed ”Krogen” og beboedes af Jens Jensen, kaldet Kusk. Han var en gammel ordentlig og skikkelig mand, fader til to børn, Søren Peter Jensen og Ane. Det faldt i min lod som 13-årig, at få tjeneste som vogterdreng i denne gård for den store løn af 15 kr. for sommerhalvåret 1879. Besætningen var 4-5 heste, 11 køer, 4 kvier, 4 kalve og en halv snes får. Jeg glemmer aldrig, det indtryk gårdens karlekammer gjorde på mig, da jeg første nat, skulle bo i dette rum, sammen med karlen Chr. Skrædder. Rummet var meget lille og udstyret med en fjælkasse til seng, og en plade under det lille vindue, til bord. I vinduet lå Chr’s lille spejl og en kam, og ved væggen var hans store kiste anbragt ellers ingen møblement. Det er muligt, at sengeklæderne var gode nok, vi savnede i alt fald aldrig varme i det lille rum, der naturligvis havde stenpigget gulv og vist stænger til loft. Fra hestestalden sivede væske ind mellem stenpigningen, så det til tider kunne være vanskeligt, at komme tørfodet over i Hvergarnslagenerne bag Chr’s brede ryg. Så spartansk et logi var jeg ikke vant til, og jeg havde en levende følelse af at være degraderet. Arbejdet med kreaturerne, faldt mig ikke så svært. Værst var det med vandingen af de tvære kvier og får, ligesom det ofte voldte mig besvær, at trille den tunge møgbør op på den ,i gården værende, høje mødding. Men, alle i gården var flinke imod mig, så jeg stod tjenesten ud. Søren Peter Jensen var både en dygtig og flink mand, der som ganske ung, havde mistet sin jævnaldrende hustru, Karen, en datter af gamle Jens Rask i Tungelund og altså datterdatter af førnævnte gamle Søren Horn i gård nr. 1 i Aidt. Imod slutningen af sommeren 1889, giftede Søren Peter sig med en datter eller plejedatter, Maren, af Pitter Kristen i gård nr.6, der altså blev min madmoder mod slutningen af tjenestetiden. En søn af dette ægteskab, Peter Jensen Horn, er lærer i Hjørring.

Efter mandens død, giftede Maren sig med ungkarl Søren Jensen Horn fra gård nr.1 og blev, ved ham, moder til en stor børneflok, og så vidt jeg ved, overtog næste generation gården. De gamle bygninger, blev erstattet af en helt nybygget gård, lige syd for den gamle gårdsplads, tæt ved Korshøj, et sted om hvilket sagnet fortæller, at der - vist nytårsaften - fløj en gloende jernstang til det på gård nr.2’s mark liggende højdepunkt, kaldet Loddenhøj. Søren Peters søster Ane, blev gift med Anton Hansen fra Thorsø Mølle, og kom vist til at bo i Enslev, men også hun døde i en ung alder. Uden at kunne bevise, gætter jeg på, at en af besætningens køer var tuberkuløs og derved måske årsag til en hendes tidlige død

Matr. 21 - Overgaardsvej 28
I nederste bydel er nu kun at omtale et hus, som murer Thomas Andreasen tilbyttede sig af Kr. Sort. Huset var forholdsvis lille, men ret smukt og velholdt og udvidedes, så det en tid foruden Th. Andreasen, husede svenskfødte skrædder Tjufveson og hustru Else med sønnen Niels. Familien flyttede senere til Houlbjerg, og deres stuer blev lokale for Brugsforeningen, for hvilken Th. Andreasen blev uddeler, efter han havde nedlagt murerhåndværket. Han var svag af helbred (værkbruden), men må nævnes som en af byens gode hoveder. Dertil var han en såre virksom mand, der til tider havde 6-7 mand i arbejde ved murerfaget, og når faget ikke havde arbejde nok om vinteren, gav han sig af med at male og tapetsere eller med cementstøbning. Hans alsidighed gav sig på flere måder udslag. Således var han og undertegnede, de første indehavere af en telefon i byen. Ved hjælp af bundløse urtepotter, sejlgarnssnor og svineblærer, startede vi en ikke helt ubrugelig telefonforbindelse mellem skolen og Th. Andreasens hus, og vor skepsis overfor den nye opfindelses nytte- og brugbarhed var borte. Th. Andreasen blev i en ældre alder gift med Inger Marie fra Trust, der ligesom deres eneste barn, døde tidligt.

Matr. 26a - Overgaardsvej 31
I den ”øvre” bydel, lå allerede 1872 en del småhuse, blandt hvilke også bysmeden Niels Mouritsens lange hus, med den ældgamle nu for længst nedrevne smedie vest for og tæt ved gaden. Niels var søn af træskomand P. Mouritsen og gift med Ane Kirstine, der vist er den eneste kvinde i Aidt, der brugte Krinolinekjoler. Der var ingen børn i ægteskabet, men konen havde altid travlt, da den til embedet hørende jordlod, lå langt borte, og både pasning af jord, grise, høns og to køer, var alene Ane Kirstines sag. Niels passede sin smedje, sin jagt og syslede ofte med omlavning af gamle bøsser. Han gik heller ikke af vejen for et godt bæger engang imellem. En ny smedje blev i hans tid opført af kampesten på modsatte side af huset.

Matr. 22 - Overgårdsvej 35
Bag smedehuset lå Krat Marens hus, byens ringeste våning - det siger en del - hvis bagside var dækket med græstørv. Huset rummede to stuer og et lillebitte køkken, der var fælles for beboerne, Maren og sønnen Krat Mikkel, der var skomagersvend og døde ung. I den anden stue boede skrædder Bengt med søn. Sønnens seng var anbragt oppe ved loftet. Siden boede der en skomager og danselærer Hansen, en ganske snurrig kavaler, der forbavsede byen ved altid, når han viste sig på gaden, mødte med langskaftede støvler, høj hat og skødefrakke. Krat Maren havde været gift med Krat Jens, der vist drak sig ihjel og hun ernærede sig ved at vaske for folk. Huset ved haven, blev efter hendes og sønnens død, købt af skomager Thillemann fra Værum, som snart lod det nedbryde og et helt nyt opføre i haven nær vejen om til øvre gadekær. Siden blev det hus solgt til pogeskole, skønt det var dårligt egnet til dette.

Længere mod nord, boede smed Michael, hvis lille smedje om muligt var endnu dårligere end bysmedens gamle værksted. Den blev snart nedbrudt og en ny rejst i dens sted, og i dette nye hus indrettedes beboelse, og Michael solgte sit gamle og flyttede ind i sit nye hus. Det gamle hus blev derefter bolig for to træskomænd, af hvilke den ene var ungkarl Chr. Bjerre fra Trust, byens første dygtige agitator for afholdssagen.

Matr. 5a, Dyrlægegården, Overgårdsvej 45
Fra dette hus var der ikke langt over til gård nr. 4, Her boede Jens Hansens enke Ane Hansdatter med sine 2 sønner og 2 døtre. Alle gårdens huse var gamle. Om muligt, dannede den gamle lade med dens 18 tommer brede stolper, af hvilke næppe nogle nærmede sig den lodrette stilling – med det buede svajryggede tag og dens makabre indre – et endnu ynkeligere syn, end laden på gård nr. 3, og da den lå langs med gaden, var den genstand for fremmede forbirejsendes måbende forbavselse. Dens dage var også forbi før 1880. Ane var en flink og rar kone, og børnene artede sig vel.. Den ældste søn boede siden på Aidt mark, og datteren Grete, blev gift med Peter Nielsen fra Væth, og de overtog gården, indtil den ved århundredets slutning blev solgt til dyrlæge Nielsen, der var søn af lærer Nielsen i Haurum og gift med en søster til lærer Rasmussen-Lidemark, der var lærer i Sall, efter den kendte lærer Jacob Jensen, hvis ofte hasarderede påstande, f. eks. At Gud absolut ikke havde indflydelse på vejret, faldt mange for brystet. Forinden dyrlægen købte gården, var allerede (ca. 1882) gårdens gamle stuehus nedrevet og et nyt opført.

Fattighuset, Matr. 24, Overgårdsvej 43
Mellem Ane Hansdatters gård og Krat Marens hus lå et langt hvidkalket hus, byens fattighus. Her boede den tidligere omtalte Ma’ Skovfogedes. Hendes mand var i mange år en gammel gigtsvag krøbling af kartoffeltyskernes slægt (Filller – Philbert?) fra Alheden, og da understøttelsen til fattiglemmer på den tid var kummerlig, kan det ikke forbavse, at Maren ofte tog stav og pose og vandrede ud i byen og omegnen for at få øget sit forråd – et hverv, der vist var blevet hende så kær, en afveksling i hverdagslivet, at hun fortsatte dermed længe efter, at sønnen Th. Andreasen gav hende husly og var villig til at forsørge hende. Maren var ikke just beskeden. Jeg har adskillige gange set hende, når hun krogrygget og dygtig foraset kom slæbende med hele oste og sigtebrød, men bedre belagt smørrebrød, end det gl. Maren ved tid og lejlighed serverede for os nabobørn, blev vi ikke budt i hele byen, og hendes pandekager stod rigeligt mål med Inger Maries i nr. 3, og det blev alt givet af et godt hjertelag. Havde modgang ramt os børn, var der altid trøst at finde hos Maren. Havde vi slået eller stødt os og fået skrammer, var Maren altid til rede med flasken med tyk kamfer og trods hendes ikke særlig tillidsindgydende åsyn og hendes rappe og bidske tale, holdt vi børn dog en del af hende og hendes mange fortællinger om folk og skikke i de tider, da bonden trællede på hovmarken, thi Maren havde gennem sit lange liv brugt både sine øjne og sin gode forstand. Blandt andre beboere i fattighuset var bitte Jens Trust.

Omsider blev vel huset for lille til at huse kommunens fattige, og en lille gård på Aidt mark blev købt til Fattiggård. Fattighuset blev så solgt til tidl. omtalte P. Mouritsen og P Skrædder, eller måske var det kun lejet ud til disse. Ud over de her omtalte ejendomme, fandtes der nord for gaden kun det på den anden side af An Hansdatters gård, beliggende bosted, der beboedes af Søren Jensen, som trods sit altid lidt sure, misfornøjede ansigtsudtryk og lidt tavse væsen, var en både skikkelig og flittig mand, der passede sit hjulmandshåndværk og sin lille ejendom og i øvrigt ikke trådte nogen for nær. En af hans 4 sønner tog som ældre ungkarl lærereksamen og blev lærer (husker ikke hvor).

Matr. 6a - Overgårdsvej 60
På den vestlige spids af den trekant, der lå mellem gaden og den markvej, der førte til Mondrup, lå Niels Pedersens gård (nr. 5). Kaldet Overgård. Gårdens stuehus var gammelt og lå i den søndre side. Niels P. var fra Vellev og måske vant til lidt bedre forhold, end det gamle hus bød på, og da han blev gift med en ung smuk pige fra Futting, måtte der et nyt stuehus til. Dette blev lidt flottere og meget dyrere, end Niels havde beregnet, og ikke længe efter måtte han sælge eller bortbytte gården til en ret fremmedartet gl. hvidhåret gårdmand., Peder Broch fra Randers egnen. Men hr. Peder og hans sønner faldt i bylavet, som den kvikke, flinke Niels Pedersen, og efter få års forløb blev gården solgt til den unge Jørgen Christensen fra Haurum, der som nygift flyttede ind i gården, og som blev deres hjem i mange år.

Matr. 7i - Overgårdsvej 56
Overfor og nordøst for denne gård, boede købmand Sofus de Linde Schmidt, der foreløbig var ungkarl, og som havde søsteren, som mærkværdigvis gik under navnet frk. Wærenskjold, hos sig som husbestyrerinde. De førte sig som købstadsfolk og fik, trods hans lidt flotte sving med stokken og hans parasol og stærkt garnerede silkekjole, lov til at passere gaden uden nævneværdig kritik. Det samme gjaldt, da Schmidt giftede sig. Datidens købmandsstand betragtedes vist af landsbyfolk som en stand der rangerede med embedsstanden. Schmidt havde en ret god handel og den fortsattes i årene efter hans død, af hans enke madam Schmidt.

Matr. 7c - Overgårdsvej 54
Nu vender vi igen næsen imod byen og støder, før vi nærmer os Pitter Krestens gård (nr.6), på byens eneste gadebrønd, der ganske vist kun var ca. 6 alen dyb og derfor sjældent gav vand ved sommertid. Men gammel var den og sat af kampesten. Kun fremmede undredes over nævnte gårdmands navn, der naturligvis har en vis forbindelse med Pitterhuset (salpeterhuset), men hvilken, er mig ubekendt. Ved manden var der ikke noget mærkeligt og heller ikke ved hans gård. En plejedatter Maren blev senere gift (som nævnt) med Søren Peder Jensen i ”Krogen” (nr.10).

 Matr. 7b - Overgårdsvej 50
Nær gården op til gaden lå Jens Henriksens (lange Jens Trust) hus. Han var dræningsgraver og engmester om sommeren, men han arbejdede for kost og 1 mark om dagen. Ville han ikke bande, fik han lov at gå med hans lange ben i ro. Var han socialist? – aldeles ikke. Det var næppe kendt i Aidt i de dage og mon måske ikke i København, men der var nok stof i ham til en socialist. Han var uforfærdet og redelig.

Matr. 40 - Overgårdsvej 48?
Syd for Henriksens hus boede Jens Bundgård i et længere hus, der godt kunne ligne Stuehuset til en gammel gård. Jens Bundgård var vist tækkemand og havde kun et barn, en datter, der siden blev gift med murer Søren Jensen (kaldet Søren Skrædder), som kom til at bo i huset og efter svigerfaderens død overtog dette og havde en tid som lejer, den gamle skikkelige og lidt fugtige møllerkusk fra Katvad Mølle, P. Wollesen i husets ene ende.

Overfor hældningen oven for huset, lå gård nr. 7, hvor Anders Sørensen boede. Han købte snart efter sammen med Jens Kusk i gård nr.10 – gård nr. 8 (Risbergs gård), som ifølge Ma’ Skovfogeds udsagn,i gamle dage hed Skræddergården. De lagde dens marker under deres gårde

Men samtidig flyttede Jens Sørensen ind i Risbergs gård og af gård nr. 7, fik kun stuehuset lov at blive liggende, som bolig for skiftende ejere, eller måske lejere, men af disse erindrer jeg ingen. (Her boede efter 1900 træskomand Søren Hansen – A.A.) Det var vel næppe den bedste del af marken, der blev Anders Sørensen til del, men til gengæld var bygningerne i nr. 8 vel lidt bedre, end i den han fraflyttede.

Mellem gård nr. 7 og gaden fandtes en ler eller grusgrav, der vist var gadejord, men kun brugt til skrammelplads, indtil Hans Bødker adskillige år efter byggede hus der. Han havde først en tid boet i P. Wollesens gamle ejendom nede ved Hestholmen (nede mod det vestlige sogneskel) Hans, der i det mindste i sine unge dage, var en noget lystig fætter, veg ikke tilbage for det sværeste arbejde som mergelgravning og murerhåndlanger, men heller ikke for en tår af flasken eller lystigt lag. Måske ikke altid til glæde for hans lille gode hustru, Karen, fra gård nr. 1. (Hans Bødker blev landpost ved Thorsø station i mange år, men blev boende i Aidt og gik på sine gode ben.  Han styrkede sig ved kaffepunch, når han kom hjem, og da spiritusbeskatningen skulle indføres, hjemkøbte han et stort anker brændevin, der slog til i adskillige år. – A.A.)

Det næste hus i rækken langs gaden, var bygget af Andreas Andreasen, der ligesom broderen Thomas A. også var murer, men nu husmand på Astrup mark.

Huset, der hvor siden brugsen blev indrettet, solgte han til Indremissionær, eller som han kaldtes Kolportør Knud Christian Hansen. Med ham dukkede også en ny og aparte fremtoning op i den gamle bondeby. At han bar fuldskæg, var nok tålt, men, at han med tæt spånhegn,hegnede hus og have ind, ja endda rullede gardiner ned,både når han rejste ud, og når han var hjemme og efter sigende lod sine geder og høns sulte. Det måtte især byens glade ungdom reagere imod, og vist mere end en gang forvildede en sten sig ved aftenstide over stakittet. Efter få års forløb fortrak han til andre græsgange – blev vist ansat som missionær.

I det næste hus, boede skomager Svend Bodilsen, en dygtig mand, som siden drev sit håndværk i Århus, efter at han havde solgt sit hus til en af sine gamle flinke svende, Anders Madsen, der siden blev købmand, forpagter af skolelodden som han siden købte. Han byggede så en stald og lade ved siden af købmandsforretningen.

Der mangler nu kun et hus i, at vi har nævnt alle de hjem, der var i Aidt by i begyndelsen af 70’erne. Huset var bygget af snedker Kristen Madsen og var at begynde med jordløst. Siden købtes jord (syd for skoledammen), så der kunne holdes et par køer. Jorden var vist oprindelig tillagt bysmeden, der nu havde jord andet sted. Da det trods forældrenes dygtighed blev småt med udkommet til den store børneflok, startede hustruen en lille købmandshandel, som i en årrække ydede god støtte til familiens underhold.

Sognets småbyer.

 I Tungelund by var der i 1872 tre gårde og to huse, af hvilke det ene sikker var stuehuset fra en af de allerede to udflyttede gårde.

Matr. 5, Skolegade 24
Den ældste af de i byen liggende gårde, ejedes af Jens Jensen, (-kaldet den gamle Jens Rask, til forskel fra sønnen af samme navn, kaldet bitte Jens Rask). Gårdens stuehus var grundmuret, men udbygningerne var gamle og havde lerklinede vægge. Gårdens ejendommelige beliggenhed, lige ved bakkeskrænten, gør det sandsynligt, at byens første beboere har bygget her på et sted, der forholdsvis let lod sig forsvare, og der er sandsynlighed for, at manden ”Lille Munk af Tungelund”, der er omtalt år 1407, har boet her i denne gård, og at byen senere er opstået ved deling af denne ejendom. Nævnte gl. Jens Rask, var en af Århus Amtstidendes ivrige læsere og blev i nogen grad, præget af Bjørnbaks tankegang. Rask indlod sig gerne i politisk diskussion, men uden særlig evne til at kapre sig proselytter. Med sin hustru (datter af gl. veteran Søren Jensen Horns fra Aidt – gård nr. 1) havde han datteren Karen, der som ung kone døde i gården ”Krogen”, samt sønnen Jens (bitte J. Rask ), som siden, efter sit giftermål med Mariane af Nårup, overtog fødegården. Om både det gamle og det nye slægtled, gælder det, at de var flinke og gæstfrie folk, som nød alm. agtelse.

Matr. 4, Skolegade 17
I gården øst for vejen mod Aidt, boede Peder Thøgersen med hustru og moder (tykke Stine), alle velproportionerede, joviale og rare mennesker af herlig humør. En datter, eller måske plejedatter, skal siden nævnes, og foruden hende var der i gården en søster til manden. Hun var lidt sær og blev mest brugt som hyrde og udearbejder. En plejesøn Jens Peter, overtog siden gården. Ved stille overenskomst mellem fader og P. Thøgersen, udlignedes det mest uregelmæssige skel, mellem skolelodden og P. Th.s mark, og naboskabet var altid det bedste, selv om Ane engang imellem, måtte hente en løssluppen ko i degnens korn. Derimod var naboskabet til degneloddens nabo mod vest, gårdsmeden, knap så god i en tid lang.

Ude fra Brødkær eller Tungelund mose og Korshøjkær over Stedbrovie (lavningen i Tungelundvejen – A.A.), banede vandet sig ofte ved vintertide vej ned over de sydligste agre af degnelodden og dannede kær i dennes vesthjørne. Herved umuliggjorde bearbejdning af jorden i betimelig tid. Et gammelt kort fra lærer Heagers tid, dateret 1825 (i mit eje), udviste en af to alen bred grøft, der førte fra kæret i skolelodden over gårdsmedens jord (ørnekuller), ned mod Thorsø møllevejen. Grøften var i årenes løb skredet sammen, og gårdsmeden modsatte sig, at den blev oprenset. Sognerådet blev blandet i sagen, og resultatet blev vist, at en rørlægning skulle foretages. Gl. Jens Rask, der var en smule vinkelskriver, var vist i denne strid på gårdsmedens side. P. Thøgersen, der ejede en smule af kæret, tav stille og lod degnen rage i kastanierne og smilede lunt.

Matr. 4a, Skolegade 17
I gården vest for vejen lå Rasmus Kristensens gård (kaldet R. Kræmmer). Den var som nabogården, af bindingsværk og såre velholdt, både ude og inde, thi Rasmus var ordensmand til fingerspidserne. Han var fra Vellev og hans kone fra Thorsø. En broder Jørgen, som var stum, var i mange år i gården. Det var ham, der lidt nervøs på Laurbjerg station, med snublende ordforråd, forlangte ”en Returbillet, tur retur, å frem å hjem ijen”. To af døtrene i gården døde som unge, og heller ikke forældrene blev gamle. Sønnen Kristen Kristensen, var min skolekammerat og gode ven. Han overtog gården og blev gift med Christian Schiølers ældste datter, Sidsel Marie, der var en særdeles kvik og velbegavet pige. Hun blev ikke særlig gammel, medens Kristen levede adskillige år efter hendes død. Deres datter Marie, blev gift med højskolelærer, senere højskoleforstander Frode Ågård (fra Sall). De var først forstanderpar på Bornholms Højskole, men, købte snart Vestbirk Højskole, som de med held drev indtil sidst i fyrrene.

I det gamle hus, mellem P. Thøgersens og Jens Rask’s gårde, boede en gammel mand, hvis navn jeg har glemt, og i et af de andre huse boede vist en Jens Nielsen med en stor børneflok. Senere fulgte i det 3. hus (?) Jakob Kirkegård, der havde været gårdmand på Aidt mark, men nu ernærede sig som væver.

Matr. 2a, Tungelund Mosegaard, Skolegade 17
Blandt de udflyttede gårde var Kristen Therkildsens – nordøst for byen. Han var fra Borridsø og gift med en datter fra gården. Moderen havde, så vidt jeg ved, giftet sig med Mikkel Brock, som vist kom fra en mindre naboejendom og havde med ham sønnen Jens Peter Broch. Kristen Therkildsen var en rolig besindig mand og nød almindelig agtelse. Af hans to sønner overtog Peter fødegården og blev gift med Ane Marie, en datter af Søren Henning Jensen i Aidt, begge af min faders gamle skolebørn. En anden søn Therkild, forblev ungkarl og havde, efter en kort tid at have ejet Martin Jørgensens gård, sit hjem på gården.

Matr. 6a, Tidselbjergvej 2
Den anden udflyttergård beboedes af Jørgen Madsens enke, de havde flere børn, hvoriblandt den voksne søn, Mads, der siden blev gift med P. Thøgersens datter og overtog moderens gård. En anden søn, Martin, var min skolekammerat, og udmærkede sig i skolen, både i forstandsfagene og huskefagene. Han var dertil en interesseret læsehest, som opslugte al den læsning, der var at opdrive og huskede bedre end de fleste. Jeg kender ikke den brave, sindige kammerats videre skæbne. Gården var gammel og noget forfalden, og da den lå afsides, ned mod Thorsø Mølle, var der ikke livligt samkvem med byen, men familien havde godt Lov på sig, både i tiden og i Jørgen Madsens dage. Gården ejedes senere af Jens Christiansen, gift med datter af Chr. Hansen, Aidt mark.

Astrup.

I Astrup, var der i 1872 fire gårde, alle med bindingsværk og temmelig gamle. Mikkel Nielsen var født i den sydligste, som han ejede og i flere henseender forbedrede.

Gårdens gamle stuehus blev udhus og lade og stald ombyggedes. Han var stærkt interesseret i jordens forbedring, bl.a. ved dræning, begyndte at bruge kraftfoder til kreaturerne, opdrættede flere gode heste og lod plante omkring gården, så denne blev tilsluttet en plantage. I denne opførtes en lille hytte, som tjente til udklækningsanstalt for fiskeyngel, der så anbragtes i mergelgraven i sydligste ende af plantagen.

Mikkel Nielsen var tillige stærkt religiøst interesseret i Indre Missions arbejde og indbød ofte talere af denne retning, bl.a. ved møder i sin plantage. I disse møder deltog også ofte sognepræsten og degnen, skønt ingen af dem var – og heller kun ganske få af sogneboerne var missionsfolk, til Mikkel Nielsens store sorg. Hans blide, alvorlige hustru Kirsten Strunge fra Laven, Linå sogn, der havde gået til konfirmationsforberedelse hos digterpræsten C. Hostrup, fulgte i religiøs henseende sin mand, og en stor flok børn fulgte i forældrenes spor. (-se N.M.’s egne optegnelser om hans verdslige liv – K.K.J.)

Af børnene kom Niels til ”Ågård” i Vejerslev, gift med Karen. Jens blev gift med sin kusine fra Toustrup, han havde den nordligste af de fire gårde i Astrup. Han solgte den og blev sognefoged i Hammel. (Hans kone, Anna, blev kendt for at arrangere bagekursus for husmødre – A.A. ) – (hun forfattede også Anna Strunges berømte kogebog – En søn, Anton, først i Ræhr og siden i mange år lærer og degn i Grønfelt på Djursland, gift med Laura. En anden søn, Søren Leth, gift med Mette, havde en mindre ejendom på Langå mark, hvor han også en overgang drev købmandshandel. En søn Mogens, blev gift med enken Pouline i ”Stærkjærgården”, Gerning sogn., solgte ret hurtigt gården og flyttede til Kolding, hvor han bl.a. var medlem af byrådet. Endvidere var der datteren Marie, som giftede sig med Jens Jensen på gården ”Axeleje” i Tind. Endelig var der den yngste datter Mariane, som sammen med sin mand Anders Madsen Andersen fra Trust, overtog ”Astrupgård” i 1905, hos hvem Kirsten og Mikkel fik deres aftægt frem til deres død. En døvstum søster og hendes barn, havde ophold i gården hos Kirsten og Mikkel N. - Omkring århundredskiftet besluttede Mikkels sønner at erhverve sig navnet Strunge som efternavn, i stedet for Nielsen. Strungenavnet var fra deres moder. K.K.J.)

Missionen havde ikke større tilslutning uden for Astrup, og medens den sendte sine unge til Nr. Nissum Højskole, sendte Chr. Schøler, degnen o.a. deres unge på grundtvigske Højskoler, dog uden at det forandrede det gode forhold mellem hjemmene..

I nabogården ”Astrup Nedergård” boede Mogens Pedersen (Pitter-Mogens) og Margrethe og deres tre børn, alle stilfærdige og brave mennesker og vel som nabo til Mikkel Nielsen noget påvirket i missionsk retning, hvortil vel også bidrog, at manden i sin bedste alder, blev sindssyg. En søn blev gift og kom til Vidstrup, en datter blev gift med købmand Anders Madsen i Aidt, og sønnen Thomas Pedersen overtog siden gården ”Astrup Nedergård” – (hans datter blev gift med redaktør P.G. Jacobsen, Vejle siden Ålborg – A.A.)

I næste gård ”Grøndalslund”, boede P. Sørensen fra Skanderborgegnen med hustru og en søn, Esben. En strid med påfølgende proces med Mikkel Nielsen om en grus el. ler grav på P. Sørensens mark, var vist årsag til, at P.S. snart rejste bort fra egnen. Han hævdede ejendomsret til jorden, og Mikkel Nielsen hævdede, at det var fællesjord for byen og vandt sagen. Siden boede en Mathiasen fra vesteregnen og forhenværende forvalter på gården. (- der altså senere ejedes af Jens Strunge – A.A.)

Matr. 4a - Astrup Overgaard, Astrupvej 16
Nabo til denne gård ”Astrup Overgård” var Andreas Jensen fra Herskind, med en stor børneflok. Gården beboedes siden af Laurs Laursen (sognefoged). (Denne gård var på et tidspunkt blevet flyttet ca. 100 meter mod syd, til dens nuværende placering. Det er derfor sandsynligt, at det er her i resterne af den gamle gård, at nævnte svensker, dræningsmester Ole Jacobsen, med hustru og børn boede – K.K.J.) Hustruen ville helst kaldes Madam Jacobsen. Men denne titulatur, faldt de gode sognebørn for brystet, eftersom de mente, at det næppe tilkom andre af sognets kvinder end degnekonen og måske jordemoderen.. Da madam Jacobsen tidligere havde været Jomfru – vist på ”Vejerslevgården”, - kaldtes hun i daglig tale for Jomfrumadammen. For øvrigt var hun en proper og dygtig kone, der trods små kår, passede sit hjem og børn, der alle havde mange og flotklingende navne.

Ude på Astrup mark, boede Søren Klausen, som havde en svagelig kone og mange børn og endte på ”Fattiggården”. Endvidere Hans Frederik Pedersen (spil Frederik). P. Jensen der var væver og lidt fugtig, samt murer Andreas Andreasen, hvis hustru var svensk af fødsel. Han var broder til førnævnte Thomas Andreasen, Aidt. Marius, en af hans sønner, lærte skrædderhåndværket.
Som nabo boede Spil-Søren og senere P. Andersen, der var kørende med én hest. ( Marius Andreasen, blev siden brøndgraver og tillige en meget benyttet Skaffer ved alle større gilder – A.A.)

Mondrup.

Den ret afsides liggende lille by, var med hensyn til både beliggenhed og bygninger, den mest ejendommelige del af sognet. Det ville have været et højst interessant emne for vor tids stedshistorikere og forskere, at have set denne by og dens bygninger i 1870’erne, eller talt med byens gamle Jens Outsen og Jens Bonde, når man oppe fra stien, forbi de store høje, nærmede sig byen, traf man først på venstre hånd, en ufuldstændig gård, bestående af stuehus og en anden bygning.

Her boede Jens Sort’s enke Bodil Marie med en flok voksne børn. Hvor hende og hendes afdøde mand, der om jeg skønner ret, havde en vis anseelse i sognet, men hvor de stammede fra, ved jeg ikke, men de hørte næppe til sognets rodfaste slægter, da de af temperament og væremåde adskilte sig temmelig meget fra egnens befolkning. Bodil Marie var en lille og livlig kone, meget talende og interesseret i tidens rørelser, og det samme kan også siges om børnene, der langt fra var nogle hjemmefødninge. Trods knappe kår i hjemmet, var tonen lys, og ved sammenkomster af unge der, begyndte vore gode sange at lyde og vinde indpas hos ungdommen, ligesom banden og slibrig tale var bandlyst i hjemmet.

Af børneflokken blev en søn – efter først at have stilet mod en lærergerning – underbefalingsmand i hæren, derefter Redaktør i Holbæk.
En anden søn blev bogtrykker i Århus.
To brødre var snedkere i Århus, og en af døtrene blev gift til en større gård på Randersegnen.

Gården havde tillige, sammen med nabogården været fællesgård med to familier, og havde endnu, som antydet, næppe helt frigjort sig fra fællesskabet. I de bygninger, der stod tilbage af den gamle fællesgård, boede den gamle affældige Jens Outsen  med datter og svigersøn Niels Munk. Mit indtryk var af dette hjem, at det var noget i forfald, idet gårdens bygninger, gjorde indtryk af, at stamme fra middelalderen.

Byens to andre gårdbrug, dannedes af den gamle fællesgård, hvis fire længer endnu var bevaret i oprindelig skikkelse, det eneste sted i sognet og naturligvis som bindingsværk. Stuehuset var delt midtvejs.
I østre del boede gamle Jens Bonde, og i den anden del, enken Karen, og hendes søn Poul Pedersen. Midt nede i gården, fandtes en smule hegn og på begge sider af dette, de respektive møddinger. Bygningernes indre, svarede til det ydre, og jeg tør tro, at der i 1872, næppe fandtes andre gulve, end sandbestrøede lergulve i lejlighederne, eller andre kakkelovne end bilæggerovne, og selvfølgelig var skorstenene store og åbne.
Da Poul Pedersen senere blev gift med en ung kvik pige fra Vellev, og der kom unge folk i Jens Bondes gård, skete der selvfølgelig forandringer med hensyn til bohave og komfort, men det var først hen i 80’erne.
Gamle Jens Bonde husker jeg tydeligt, da han gerne havde gode ord og en spøg på læben, når han mødte os børn. Man sagde ganske vist, at han var såre utilfreds, da hans ældste søn forlovede sig med byens eneste husmandsdatter (Smedens), men selv om så var, kunne dette ikke kaldes noget ukendt fænomen hos de gamle bondeslægter. Jens og hans kone hørte jo til den gamle tid til. De var i høj grad brave mennesker, der ligesom de andre indvånere, passede deres daglige dont så slideligt og ikke forsømte deres kirkegang, selv om der var langt til Aidt kirke. Poul Pedersen bestyrede i flere år sin moders gård før overtagelse (gårdene var vist alle fæstegårde under Frijsenborg). Han var en frisk og handlekraftig ung mand, der lige som sin byfælle, Jens Munk, gav sig en del af med handel, og var den der sad ”lunest” inden døre. Han døde i en ung alder, efterladende sig enke og børn. Hvem der fulgte efter i de to sidstnævnte gårde, (fællesgården) husker jeg ikke.

Til byen hørte sognets måske største tørvemose, men tørvene var svovlede og ikke efterspurgte. Til byen hørte også store hedearealer, men inden 1880, havde Grev Frijs indtaget en stor del af arealerne til beplantning.

Mellem Mondrup og vejen mellem Aidt og Haurum, lå to mindre brug.
I det østlige, vist en P. Jensen, der ligesom naboen Niels Hvas, tidligere havde kørt med stude. Niels Hvas gav sig af med slagtning og slagtede hvert år julegrisen i mit hjem, ved hvilken højtidelig lejlighed, moder – uden faders vidende – skænkede Niels en kaffepunch, der var nationaldrik på egnen.

I den anden boede Bertel Andersen, der var gift 2. gang,og nu havde en stor børneflok, ligesom Niels Hvas. Bertel arbejdede i træ og var en flittig og brav mand, men holdt kun med møje hjemmet oppe, da sygdom ofte var til huse. Hans ældste søn Jens Frands (Jens Bathel) var musiker derhjemme, og var i alle måder et flinkt menneske. Han påvirkedes senere af Irvigianisterne, og flyttede til Århus, hvor han fik arbejde på ÅRHUS Folkeblads trykkeri.

Mellem sidstnævnte ejendom og Tungelund, boede førnævnte Mikkel Broch, gift med enken fra Kristen Therkildsens gård, men han solgte snart efter til dræningsgraver Kastberg, der var svensker (og havde en søn der hed Salomon).

Beboerne på Aidt mark

 På hjørnet af et jordstykke mellem Mondrupvejen og Haurumvejen, lå et lille hus, der beboedes af snedker Zacho og hans hustru Karen. Zacho var dygtig, men yderst drikfældig, hvilket blev hans bane. Karen, der i nogle år var enke med voksne børn, giftede sig siden med en gammel karl fra Mondrup, Jens Olsen, og levede med denne rare mand en god alderdom. Mellem dette hus og mosen, lå en lille gård, der beboedes af Jacob Kirkegård, der solgte til Mikkel Broch og flyttede til Tungelund som væver. Mikkel anskaffede sig i stedet for stude, to små heste.

Nord for denne ejendom, lå Jens Brochs gård, vel den første der i udskiftningstiden, flyttede ud på marken. Den havde nok tidligere været såkaldt Annexgård og da muligvis ligget i kirkens nærhed. Jens Broch var enkemand og blev siden gift med en pige fra gård nr. 3 i Aidt. Men han døjede med at klare sig, måtte afstå gården og endte sine dage som arbejder ved Estrups befæstning af København. Konen flyttede ind i det gamle stuehus på gård nr. 7.

Matr. 7d, Kongensbrovej 15
Ikke langt fra Brochs gård over mod vejen til Houlbjerg, boede en ældre mand, hvis navn jeg ikke erindrer, så lidt som navnet på ejendommens følgende ejer (Jens Pedersen ?) Kun husker jeg, at han var en stor kraftig mand, der gik under navnet Mergel-Jens. Derimod husker jeg hans langt yngre kone. Hun var datter af Mikkel Andersen i Pitterhuset og hed Ane Elise og var særdeles brav og god.

Lidt længere fremme, syd for Houlbjerg vejen lå et hus, hvis beboeres navne jeg har glemt. Noget længere fremme byggede Jens Bonde – en søn af Jens Bonde i Mondrup, - til dels ved eget arbejde sit nye hus i slutningen af 70’erne, og til højre derfor inde på hedelodderne, boede Anders Lassen, dræningsgraver og engmester, Niels Glargård, som var vejmand (enøjet) og Anders Pind, arbejdsmand, samt oppe ved vejen, langs den snart efter påbegyndte plantage, boede Mads Vejs og senere fynboen Højer, der senere efterfulgtes af Søren Pedersen (Sørensen) fra Vejerslev, en broder til den da kendte hestehandler Thøger Sørensen i Trust og siden flyttede i et hus i Grølsted. Længst henne ved de store høje, boede føromtalte Kastberg og siden en Bødker Nielsen, der som ung boede til leje i gl. Dortes hus ved gård nr. 1.

Oppe i nærheden af Valborghøj (Gelbrovej 44, Hagsholm), hvor Plantør Sørensen og hans kvikke hustru havde deres smukke og gæstfrie hjem (Matr. 12b, Bavnehøjvej 21), boede Boelsmand Jens Kusk, der lige som naboen lidt længere mod vest og ikke langt fra landevejen  (Matr. 14a,Kongensbrovej),  – Ivar Sørensen – og i hans nabolag tæt ved vejen, lå et ringe uanseeligt gl. hus, hvis indvåner, var den omtrent blinde Simon. Huset blev snart efter afbrændt af en skarnsknægt.

Matr. 27, Fattiggårdsvej
Hans Højer købte siden stedet og byggede her. Denne Fynbo var både i sprog og fremtræden, meget forskellig fra den befolkning, som han og hans børneflok havde taget bo iblandt. Han var oprindelig urmager, vist endda ualmindelig dygtig i faget. Nu var han blevet landmand, ved en lille og ret tarvelig Jysk ejendom. Intet under, at han snart solgte og flyttede op i det tidligere af Jens Vejs ejede sted, men, senere igen tilbage til tomten af det nedbrændte hus. Hans Sin første ejendom, solgte han til en anden Fynbo – en tidl. gårdmand fra en større fynsk gård, ved navn Mads Nielsen, som med hustru og en stor børneflok, sad ved gården i nogle år og brugte, hvad der var blevet til overs fra den fynske gård. Efter hans død, solgtes gården til kommunen og blev indrettet til ”Fattiggård”, med Thøger Jensen (Thyge Johnsen) som bestyrer.

Herefter vender vi igen tilbage til egnen nord for Valborghøj, som tidligere havde været hede, under gårde i Aidt. Af navne fra dette strøg, husker jeg Johannes Christensen, Peder Pot og Kristen Pedersen, kaldet Kr. Hvidhest og dertil senere Peter Chr. Hansen fra Thorsø mølle. En gammel mand, boede hos en af de nævnte og blev, uagtet han sagdes daglig at konsumere en pot brændevin, dog en meget gammel mand. ( Brændevin kostede dengang ca. 70 Skilling pr. pot.)

Matr. 11a, Salpeterhuset, Pittevej 10
Lidt længere mod vest boede Kristen Kjeld Pedersen, en broder til Mogens Pedersen i Astrup, og ikke langt fra hans boelssted lå gården Salpeterhuset (Pitterhuset), hvis ejer eller bruger, Timme Klausen, omkring 1659 skænkede prædikestolen til Aidt kirke. Gården ejedes nu af Mikkel Nedergård fra Vellev, en stilfærdig og flink mand, som var gift med Marie, vist en plejedatter af Risberg i gård nr. 8 i Aidt. Efter en del års forløb, solgte han gården og flyttede vist til Lerbjerg. Efterfølgerens navn, husker jeg ikke. (Søren Svendsen?)

Matr. 11d, Pittevej 7
Vest for denne gård, boede Niels Enevoldsen fra Århusegnen og senere Martinus Nielsen, hvis flinke datter, Marie, blev gift med Marius Schøler i Aidt, begge af faders flinke elever. N. Enevoldsen og Martinus, havde hesteforspand i modsætning til beboerne oppe omkring Valborghøj, der vist alle i 1872 kørte med stude.

Matr. 2d, Forten
Af beboere længere mod vest husker jeg snedker Søren Svend Sørensen (kaldet Søren Svendsen), vist en søn eller plejesøn af Spil- Søren, en brav og god mand og tilhænger af Indre Mission. I hans nabolag boede Niels Rytter og Kristen Bak, som også var studekørende.

Nær ved lå Chr. Schølers endnu ubebyggede hedelod til gård nr. 2, og vest for fandtes hedelodden til Inger Maries gård nr. 3, men den var fraskilt, og på den boede Peder Jørgensen (P.Dyhr), som var gift med Inger Maries datter. En datter af disse blev gift med gårdsmedens søn Niels Jensen, som udflyttede faderens gård nr. 8 i Aidt.

Vest for byen.

Nu er der kun tilbage, at omtale de få ejendomme vest for byen. Nede i nærheden af Skovhovedet ”Hestholmen”, nord for landevejen mod Vejerslev, boede snedker Peder Chr. Andersen (Snedker Peder), der også var landmand og kørte med stude og havde til nær nabo Hans Simonsen, der siden kørte møllevogn for Katvad Mølle, alle brave mennesker. Lidt længere nede, syd for vejen, boede først P. W, utningen af 70’erne.(Det må være det landbrug, som Mikkel Mikkelsen senere drev – A.A.)

Kroen havde en mindre parcel-eng øst for ved Søren Hennings skov – (rest af Mølhave skov – A.A.).

For efterslægten, kunne det vel have haft interesse, om der her kunne være indføjet enkelte billeder af personer og bygninger fra omhandlede tidsrum – enkelte er i mit eje, men, på den tid kendtes næppe amatørapparater af navn, ligesom man ikke kendte til brugen af cykler, telefon eller biler og da, ikke anede noget om radio. En omrejsende fotograf, havde ganske vist taget et gruppebillede af samtlige bymænd, og det hang i min drengetid i mange hjem, men det har ikke været mig mulig, at opspørge tilstedeværelsen af ét eneste eksemplar af dette billede, som jeg eller ville have anbragt her. 

Holstebro, den 10. februar 1944

Signeret S.Leth-Danielsen.

S.Leth-Danielsens søn, bogtrykker Aage Leth-Danielsen, Ole Wormsvej 10, Holstebro, har beredvilligt udlånt sin faders manuskript, der kun findes i dette ene eksemplar og lidt vanskeligt at læse for nutidsmennesker. Derfor har jeg i hast, skrevet manuskriptet af med enkelte forkortelser og enkelte bemærkninger (betegnet A.A.).

Hvis tid og kræfter tillader, vil jeg gerne prøve at supplere S.Leth-Danielsens oplysninger, idet jeg kom kørende til Aidt (fra Borre) i samme alder og på samme måde som +)Leth-Danielsen, blot 32 år senere, så jeg husker en del fra før 1. verdenskrig + de snart 60 år, der er løbet på siden.

August 1971, Axel V. Pedersen, Aidt, Viborg.

+) – Min fader, lærer Peder Marius Pedersen, Borre skole, blev kaldet til skoleembedet i Aidt, som lærer P.M. Danielsens efterfølger og virkede der i ca. 25 år – fra 1904 – 1929.

Af nedenstående kort over Aidt by fremgår, hvor de forskellige gårde har ligget i tiden der omhandler beretningen (1872 til ca. 1900) eller stadig er beliggende. (navnene i () er ejere af gårdene ca 100 år senere)

Kortet er indsat af Knud Kanne Jensen (K.K.J.), da artiklen blev renskrevet af samme, (ud fra Axel V. Pedersen Aidt’s optegnelser fra 1971) i februar måned 2005 og der er tilføjet enkelte billeder. K.K.J. – ”Astrupgaard”

Tilbage til Erindringer